18.10.19 DI Business Nyheder

Handelskrigen svækker kinesisk væksteventyr

Nye tal: Den kinesiske vækst er faldende og er nu på det laveste niveau i 30 år. Ifølge DI’s chefanalytiker er det bl.a. handelskrigen, der sætter sine spor.

Kinas økonomi voksede i tredje kvartal af 2019 med 6,0 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Væksten er på laveste niveau siden 1990.

- Kinesernes handelskrig med amerikanerne sætter sine tydelige spor i kinesisk økonomi. Kinas eksport til USA er faldet med 20 procent over det seneste år, og det svækker væksten i Kina, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.

Væksten i Kinas BNP er faldet til det laveste niveau i næsten 30 år, og væksten bliver endnu lavere til næste år. Både IMF og OECD venter, at væksten i Kina falder til under seks procent i 2020.

Kina har en økonomisk målsætning om en vækst på 6,0-6,5 pct. i 2019.

- For at realisere den ambitiøse vækstmålsætning har regeringen sat gang i en række tidligere skrinlagte infrastrukturprojekter, skatten er blevet lettet og adgangen til kredit er blevet lempet, siger Allan Sørensen.

- Investeringer fylder stadig utroligt meget i Kina, men de gode rentable investeringsmuligheder hænger ikke længere på træerne. De kinesiske forbrugere er derimod en stor drivkraft i økonomien, og servicesektoren vokser i et imponerende tempo, siger Allan Sørensen.

- Kinas økonomi vokser fortsat i et imponerende tempo, som kun ganske få lande kan følge med i. Kina har vokset sig til en økonomisk supermagt, som har stor betydning for tempoet i verdensøkonomien. Riget i Midten står for en tredjedel af den samlede vækst i verdensøkonomien, siger Allan Sørensen.

- Væksten i Kina er stadig høj, og det giver danske virksomheder gode muligheder for at vokse på det kinesiske marked. Særligt produkter rettet mod de kinesiske forbrugere kan forvente øget efterspørgsel som følge af kraftigt stigende levestandard i Kina, siger Allan Sørensen.

Kina er Danmarks sjettestørste eksportmarked og købte sidste år danske varer og tjenester for 65 mia. kr.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret