Underdirektør Kinga Szabo Christensen er 1. oktober tiltrådt som chef for DI International Business Development (DIBD).

24.10.19 DIB Nyheder

Ny chef på DI's internationale område

Underdirektør Kinga Szabo Christensen er ny chef for DI International Business Development, DIBD. Hun vil styrke DIs globale aktiviteter og sætte bæredygtighed i centrum.

Underdirektør Kinga Szabo Christensen er 1. oktober tiltrådt som ny chef for Dansk Industris globale setup, DI International Business Development (DIBD). Hun vil arbejde for, at danske virksomheder bliver verdensmestre i bæredygtige løsninger:

- Jeg er overbevist om, at bæredygtighed fremover vil være en del af virksomheders kerneforretning, og at det bliver en afgørende dansk styrkeposition ude i verden, hvis vi gør det rigtigt, siger Kinga Szabo Christensen

Hvad er dine mål som chef for DIBD?

- Vi skal sætte endnu mere turbo på den dagsorden, som FN har sat med de 17 verdensmål. Bæredygtig innovation skal være en naturlig del af strategien i eksportorienterede virksomheder, og DI skal være stedet, hvor medlemmer bliver guidet og hjulpet med viden og konkrete værktøjer til at foretage en bæredygtig transformation. Samtidig skal vi også blive super skarpe til at gøre opmærksom på, hvad vi kan tilbyde i DIBD. Ingen af vores 11.000 medlemsvirksomheder må være i tvivl om, at hvis de har brug for hjælp til at internationalisere deres forretning, så er DI en troværdig og erfaren partner.

Hvilke konkrete initiativer er på vej?

- Vi arbejder på at være mere til stede globalt. Derfor har vi netop styrket vores lokale tilstedeværelse på det tyske marked, og vi er ved at åbne et kontor i Kenya, som skal være omdrejningspunkt for vores lokale udviklingsprojekter. Mere generelt vil vi øge vores indsats indenfor verdensmålene, hvor vi især vil fokusere på at styrke den grønne omstilling, at fremme ligestilling og at hjælpe unge mennesker i udviklingslande ud på arbejdsmarkedet.

Hvilke andre prioriteter har DIBD?

- Vi tager aktivt del i Danmarks politiske mål om at skabe vækst og anstændige jobs i udviklingslandene. Hvis vi skal nå så ambitiøst et mål, er det afgørende, at virksomheder også tager et ansvar. Derfor bidrager DI. Vores projekter foregår ofte i samarbejde med fagbevægelsen, for vi har mere end 100 års erfaring i sammen at udvikle stabile og robuste arbejdsmarkeder.

Hvad har fået dig til at sige ja til jobbet?

- Jeg har boet i otte forskellige lande, så jeg er nok, hvad man kalder en ægte verdensborger. Jeg voksede op i Ungarn, der var et lukket, kommunistisk samfund uden handel eller interaktion med resten af verden. I en tidlig alder blev jeg heldigvis bevidst om, at der var en anden verden derude, en verden med åbenhed, samarbejde og udvikling.
- Når jeg brænder for at arbejde på tværs af kulturer og lande, er det fordi, jeg tror på, at globalisering kan skabe en mere åben verden, hvor vi kan lære af hinanden og samarbejde om de bedste løsninger. Jeg er ufattelig stolt af at arbejde i en organisation, der tager ansvar, og viser overskud til at gøre en forskel - i Danmark såvel som i fattigere lande.

Læs mere om DIBD her

Blå bog

Kinga Szabo Christensen har været ansat i Dansk Industri siden 2008 i følgende stillinger:

·          2019 - : Chef for DI International Business Development, DIBD

·          2016-2019: Chef for Ledelsesudvikling og produktivitet, Lupro

·          2014-2016: Chef for Global Talent

·          2011-2014: Chef for Danish Cleantech Hub I New York

·          2008-2011: Senior Advisor for DI International Business Development, DIBD

Fakta

DI International Business Development (DIBD)

·          DIBD skaber internationale muligheder og hjælper danske virksomheder med at gribe dem.

·          Med et team i København og syv kontorer på strategisk vigtige markeder er vi medlemmernes højre hånd, når det gælder internationale aktiviteter.

·          Vi arbejder med individuelle medlemsvirksomheder samt offentlig-private partnerskaber, især i storbyer hvor dansk teknologi kan løse fremtidens udfordringer. 

·          Derudover spiller DIBD en aktiv rolle i dansk udviklingsbistand. Gennem strategiske partnerskaber med Danida og Udenrigsministeriet hjælper DI med til at sikre, at dansk bistand skaber bæredygtig vækst og beskæftigelse i udviklingslandene, fremtidens vækstmarkeder. 

Læs mere om DIBD her

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

  • Direkte +45 3377 3905
  • Mobil +45 2949 4699
  • E-mail kisz@di.dk

Relateret indhold