Odder-virksomhed gafler DI Horsens’ Initiativpris 2019
Det har krævet vedholdenhed, mod og massive investeringer for ProTruck A/S i Odder at blive en af Skandinaviens største udbydere af maskiner og udstyr til logistik. Derfor vinder virksomheden DI Horsens Initiativpris 2019.
På Jernaldervej i Odder ligger ProTrucks A/S showroom, kontor og lager, der fylder hele 4.500 m2. Der kan man købe gaffeltrucks, hvor de billigste fås for 50.000 kr., og de dyreste koster ca. 5 mio. kr. I 2011 trådte virksomheden ind på et modent marked, der var præget af afmatning og pessimisme efter finanskrisen. Det skræmte dog ikke topchef Michael Laursen, der med en ambitiøs forretningsstrategi har formået at løfte virksomhedens omsætning med 142 pct. de seneste fem år.
ProTruck er nu blevet en af Skandinaviens største udbydere af maskiner og udstyr til logistik og intern transport. Virksomhedens vej til toppen har krævet vedholdenhed i krisetider, mod og massive investeringer i bl.a. medarbejdere, faciliteter og it-udstyr.
Derfor vinder ProTruck A/S DI Horsens Initiativpris 2019.
Lokal succeshistorie
Johannes Saugbjerg, der er formand for DI Horsens, er imponeret over ProTrucks mod og målrettethed for at opnå en stærk position på gaffeltruckmarkedet.
- ProTruck har haft en enestående vækst og udvikling, og det kan inspirere mange virksomheder. Den har formået at kapre markedsandele i kølvandet på finanskrisen, hvor markedet var meget presset. Derudover er ProTruck et fantastisk eksempel på en lokal virksomhed, der har fået godt fat det danske marked. Det er en lokal succeshistorie, der fortjener at blive anerkendt med DI Horsens’ Initiativpris 2019, siger Johannes Saugbjerg.
Ifølge Michael Laursen er det virksomhedens dygtige medarbejdere, der har været afgørende for ProTrucks succes. Virksomheden har i dag 85 ansatte, hvilket er en tidobling siden efteråret 2011.
- Vi er utroligt glade for at modtage DI Horsens’ Initiativpris. Det er et kæmpe klap på skulderen til vores stærke team af dygtige og dedikerede medarbejdere. Når det er lykkedes ProTruck at vinde indpas på markedet, skyldes det i høj grad teamet, der altid er klar til at skabe værdi for kunderne, siger Michael Laursen.
Mødes aldrig af telefonsvarer
Når en maskine holder stille på grund af tekniske fejl, får det mærkbare praktiske og økonomiske konsekvenser for kunden. Hos ProTruck bliver kunderne derfor aldrig mødt af en telefonsvarer.
- Hver eneste kunde skal opleve, at de får den bedst mulige service hos os. Vi er meget bevidste om, at vi sælger services og ikke bare en gaffeltruck. Det er bl.a. grunden til, at vi er så store i dag, siger Michael Laursen.
Med DI Horsens’ Initiativpris 2019 er ProTruck én ud af 18 kandidater til DI’s nationale initiativpris, som uddeles på DI’s årlige konference for små og mellemstore virksomheder den 27. januar 2020 i Aarhus.
Læs også: Nordalsisk virksomhed med lodret vækst vinder pris
Fakta
ProTruck A/S
- Grundlagt i 2011.
- ProTruck A/S importerer og forhandler bl.a. gaffeltrucks fra Hyster, MOL terminal-trækkere, Carer heavy-duty el-truck, JCB lifte, Dulevo fejemaskiner og FIMAP gulv-vaskemaskiner
- I 2017 har ProTruck A/S etableret en 3.000 m2 stor Sjællandsafdeling i Ringsted.
- Virksomheden havde i 2018 en omsætning på 291 mio. kr.
Initiativpris 2019
Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds.
Det er bestyrelsen i den pågældende regionalforening, der udpeger modtager af Initiativprisen.
Kriterierne for Initiativprisen er:
- Virksomheden må ikke have over 100 ansatte.
- Virksomheden skal gennem særligt initiativ og virkelyst inden for afsætning, teknologi, uddannelse eller andre områder gennem en kortere årrække have skabt grundlag for vækst.
- Der vil også blive lagt vægt på udviklingen i nøgletal, eksempelvis omsætningen (bruttoavancen), årets resultat, egenkapitalen og/eller antal ansatte de seneste år.
- Virksomheden skal være fuldt medlem af DI eller være associeret.
Særligt kriterie for 2019: Mod til skalering
- Virksomheden har udvist et særligt mod til skalering ved at igangsætte initiativer, der indebærer radikale ændringer, for at møde fremtidens vækstudfordringer.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.