Skatteminister går efter bredt forlig bag ny skat på generationsskifte
Skatteminister Morten Bødskov vil skabe stabilitet bag nye regler for beskatning af ejerafgifter med bredt flertal i Folketinget. Men det tegner ikke nemt.
Regeringens planer om en hårdere beskatning ved generationsskifte, er et af tidens varmeste emner blandt landets mindre og mellemstore virksomheder. Derfor var interessen også stor for den politiske debat ved Dansk Industris ejerskiftekonference 21. oktober.
Skatteminister Morten Bødskov (S) har regeringens planer om at hæve arveafgiften fra fem til 15 procent med ved årets finanslovsforhandlinger. Han erklærer sig klar til at lytte og justere vilkårene. En af ministerens største ambitioner er at få et bredt politisk forlig bag, så virksomhederne ikke risikerer nye spilleregler og dermed ny usikkerhed, hvis regeringen en dag skifter.
- Forhåbentlig kan vi skabe en bredde i de her drøftelser. En af den tidligere regerings meget store fejl var, at de gjorde dette område til en ideologisk kampplads, hvilket vi ikke bad om. Jeg håber, vi kan skabe en bredde og klarhed, så der i fremtiden er mere gennemskuelighed. Det vil være mit ønskeresultat, sagde Morten Bødskov.
Ønsket om bred enighed delte han med det Radikale Venstres næstformand, Sofie Carsten Nielsen.
- Det vigtige er at finde en model, der holder og som ikke laves om, når magten skifter mellem rød og blå. Det er næsten det vigtigste for mig, at det bliver tydelige, sikre og faste bestemmelser, sagde hun og føjede også til direkte henvendt til konferencens deltagere:
- Det her kommer ikke til at ske, uden at vi er med. Derfor skal det ske på en ordentlig måde, hvor I kan regne med og gennemskue, om det er noget I kan være i.
Jeg håber, vi kan skabe en bredde og klarhed, så der i fremtiden er mere gennemskuelighed. Morten Bødskov, skatteminister, om skat på generationsskifte
K afviser princip bag generationsskat
Men målet om den brede enighed var De konservatives leder Søren Pape Poulsen ikke med på umiddelbart. Dertil er partiernes udgangspunkt for ændringerne for forskellige, forklarede han.
- Jeg har meget svært ved at se det, for jeg er grundlæggende uenig i præmissen. Det her område betyder noget for lokalsamfundet, hvor rygraden er de familieejede virksomheder. Derfor er vi i bund og grund imod det her projekt, der handler om, at vi skal hale nogle flere penge ind fra virksomhederne for at gøre den offentlige sektor dyrere, sagde Søren Pape Poulsen.
Regeringen vil skrue op for arveafgiften for at få flere penge ind til blandt andet uddannelse og forskning. Undervejs i debatten om ændringerne har regeringen åbnet op for mulighederne for en afdragsordning på 30 år. Dertil ses der på at få værdien af virksomhederne gjort mere gennemskuelig og sikker, blandt andet med et retskrav for Skattestyrelsens prisfastsættelse.
Det vil i givet fald give arvingerne mere sikker viden om vilkårene for at overtage familievirksomheden.
DI: Det varmeste emne i øjeblikket
Dansk Industri håber på et bredt forlig bag ændringerne af skat på generationsskifte. Netop værdiansættelsen af virksomhederne er helt central, forklarede direktør i DI, Kent Damsgaard ved konferencen. I dag famler mange familier i blinde, når næste generation tager over.
- Når virksomhedsejeren i dag skal overbevise sin søn eller datter om, at de skal komme hjem og overtage ansvaret for kunder, medarbejdere og en vigtig rolle i samfundet, så spørger de jo om konsekvenserne. Og det kan sønnen eller datteren måske ikke få at vide, før de har været nødt til at træffe dette valg, forklarede Kent Damsgaard.
Han kvitterede for regeringens vilje til at lytte til Dansk Industris ønsker i debatten. Emnet er brandvarmt i mange af landets virksomheder, forklarede DI-direktøren.
- Der er ingen tvivl om, at når jeg kommer rundt i landet til danske virksomheder, kan jeg næsten ikke åbne en dør, uden at dette emne er det første, jeg bliver mødt med, sagde Kent Damsgaard.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.