Stadig liv i det europæiske opsving
Nye tal viser fremgang i europæisk økonomi i årets tredje kvartal
EU-landenes samlede økonomi voksede med 0,3 procent i tredje kvartal 2019. I eurolandene var væksten på 0,2 procent.
- På trods af handelskrig, brexit og en svækket tysk industri så er der heldigvis stadig liv i det europæiske opsving. Tempoet er dog ikke lige så højt som tidligere, men vi kan glæde os over at opsvinget nu har varet i 6½ år, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk industri (DI).
- Virksomhedernes humør er dykket kraftigt over det seneste år, og varsler desværre at europæisk økonomi er ved at bremse op. Det vil desværre også ramme de mange danske virksomheder som handler på vores største marked – nemlig EU’s indre marked. Særligt de tyske tillidstal er meget skuffende og varsler tilbagegang, siger Allan Sørensen.
Eurostat er samtidig kommet nye tal, der viser, at ledigheden i EU er på 6,3 procent. I juni 2013 var ledigheden i EU på 11 procent.
- Det europæiske opsving har varet mere end seks år, og det er lykkedes at reducere ledigheden mærkbart. Mere end 11 millioner ledige europæere er kommet i arbejde, siger Allan Sørensen.
- Den lave ledighed, og flere år med reallønsfremgang, betyder, at europæerne har en forbedret privatøkonomi. Vi håber, at forbrugerne kan være med til at holde liv i opsvinget, men der er en reel fare for at den lave vækst gør forbrugerne nervøse og tilbageholdne, siger Allan Sørensen.
Danske virksomheder eksporterede sidste år varer og tjenester for 680 mia. kr. til markederne i EU.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.