Sælgerne hos Lemvigh-Müller skal kunne overskue og navigere i over 300.000 varenumre. En søgefunktion med kunstig intelligens hjælper de nye sælgere med at blive lige så effektive som de erfarne.

Foto: Lemvigh-Müller
04.10.19 DIB Nyheder

Uerfarne sælgere indhenter erfarne i Lemvigh-Müller

En erfaren sælger i Lemvigh-Müller kunne tidligere sælge fire gange så meget som en uerfaren. Men en søgefunktion med kunstig intelligens har givet fordele til de nystartede, når de skal finde rundt i 300.000 varenumre.

Lemvigh-Müller er en mere end 170 år gammel leverandør af stål, VVS og el-teknik til industri og byggebranchen. Med mere end 300.000 varenumre var oplæringen af sælgere tidligere meget lang.

Men de sidste par år har virksomheden implementeret kunstig intelligens (AI) i virksomhedens søge- og bestillingsplatform. Og det gør en kæmpe forskel.

- Før vi implementerede den nye AI, solgte en sælger med fem års erfaring fire gange så meget som en ny sælger. Det er ved at ændre sig nu, sagde Kim Øxenholt, marketing- og e-businessdirektør i Lemvigh-Müller, til teknologi-arrangementet Tech Talk i Industriens Hus.

Øget effektivitet, stejlere indlæringskurve og bedre tid til kunderne er blot nogle af fordelene ved den nye teknologi, fortalte Kim Øxenholt.

Læs også: Velkommen til det automatiserede arbejdsmarked

Udvikler fortsat på teknologien

En typisk forespørgsel fra en kunde hos Lemvigh-Müller kan være ”Kan du sende et par sikkerhedssko magen til dem, jeg købte i september? Eller var det i oktober eller november?”

- Før hen kunne en sælger i værste fald bruge 20-30 minutter på at lede i alle vores systemer efter det rigtige produkt. Det kan vores AI-søgefunktion gøre på et splitsekund nu, fordi den arbejder på tværs af alle datakilder og data fra vores leverandører, sagde Kim Øxenholt.

- Det giver kunden en oplevelse af bedre og hurtigere kundeservice, og det gør, at en ny sælger hurtigere kan blive lige så effektiv som den erfarne, sagde Lemvigh-Müller-direktøren.

Men AI-søgefunktionen er kun en start. Lemvigh-Müller udvikler fortsat på teknologien og ser store perspektiver i eksempelvis billedgenkendelse, optimering af kundernes indkøb og minimering af miljøpåvirkning ved leverancer.

Læs også: Virksomhed bag grønt væksteventyr får initiativpris

Fra fødevarer og energi til sundhed og advokater

Digitaliseringspolitisk chef i Dansk Industri (DI), Christian Hannibal, ser Lemvigh-Müller som et godt eksempel på, at alle virksomheder kan opnå store gevinster ved ny og hurtigere viden gennem kunstig intelligens.

- Kunstig intelligens kan bruges til at genkende mønstre i enorme mængder data, hvad end det er billeder, tekst eller tal. Det kan bruges inden for alle brancher og virksomhedstyper, fra fødevarer og energi til sundhed og advokater, siger Christian Hannibal.

Han gør opmærksom på vigtigheden i at løfte forskning i kunstig intelligens, så Danmark kan bevare sin position som digital frontløber.

- Kunstig intelligens anses af mange som en af de vigtigste vækstteknologier i de kommende år. Der er stor international konkurrence om at være førende i at udvikle nye løsninger inden for kunstig intelligens, siger Christian Hannibal.

Vil du vide mere om AI og mulighederne for din virksomhed kan du læse mere om cases om kunstig intelligens her.

Læs også: Svømmende 3D printere skal inspirere virksomheder

Jonatan Steengaard
Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold