Helle Reinevald bliver i særlig grad belønnet for at have haft modet til at overtage ejerskabet i i Jakobsens A/S, hvor hun før var ansat, siger Claus Arberg, formand for DI Midt Vest, der uddelte prisen.

Foto:Michael Jul-Nørup Pedersen
13.11.19 DIB Nyheder

Bidronning fra Aulum vinder prestigefyldt pris

Honningproducenten Jakobsens A/S med Helle Reinevald i spidsen modtager DI’s Initiativpris i det midt- og vestjyske for det store og årelange arbejde, der har sat Aulum på honningens verdenskort.

Prisen bliver givet for virksomhedens succes med at professionalisere indsamling, forarbejdning, afsætning og præsentation af honning til kunder i hele Skandinavien. I de senere år er der kommet yderligere eksport til – endda så langt væk som til Kina.

- Vi belønner i særlig grad Helle Reinevald for at have modet til at overtage ejerskabet af den virksomhed, hun førhen var ansat i – og efterfølgende med sikker hånd at udvikle virksomheden til en af Skandinaviens største producenter af honning til butikshylderne, siger Claus Arberg, formand for DI Midt Vest.

Honningbranchen er kendetegnet ved rigtig mange små producenter, der fra lokale bistader indsamler honning, som ofte bliver solgt fra gårdbutikker. Men den store volumen af honning bliver afsat gennem dagligvarebutikkerne, catering og industri. Således går der hvert år cirka 4.500 ton honning gennem Jakobsens’ forarbejdnings- og pakkeanlæg.

- Jakobsens har udviklet et topmoderne og effektivt produktionsanlæg, der er med til at holde omkostningerne nede og gøre honningproduktionen konkurrencedygtig. Samtidig er der med bevidst fokus på godt design lagt vægt på at gøre honningen attraktiv som det, den er: Et godt naturprodukt, der kan sælges til en god pris, siger Claus Arberg.

Hos Jakobsens vækker prisen glæde.

- Vi er meget stolte over at modtage prisen som anerkendelse for den udvikling, vi har været igennem, og som vores medarbejdere har en meget stor andel i. Jeg håber, det kan sætte yderligere fokus på betydningen af at levere gode og autentiske naturprodukter. Og jeg håber, det kan motivere andre til at blive medejere af gode danske virksomheder og udvikle dem, siger Helle Reinevald, adm. direktør i Jakobsens A/S.

Jakobsens har ydet en særlig indsats for at sikre både dansk og udenlandsk honning af høj kvalitet og er gået aktivt ind i kampen mod forfalsket honning eksempelvis fra Kina til gavn for både de danske biavlere og forbrugere.

- Vi forbinder honning med noget sundt og autentisk. Derfor er det vigtigt for hele honningbranchen, at forbrugerne kan stole på, at det også er en ren og uforfalsket vare, de køber, siger Helle Reinevald.

Læs også: Spinningcykler i genbrugsplast skaffer BODY BIKE DI Vendsyssels initiativpris

 

Fakta

Om Jakobsens

Jakobsens A/S er en af Skandinaviens største producenter af forbrugsklar honning. Virksomheden tilbyder et stort sortiment af konventionelle, økologiske og fair trade honninger samt agavesirup, bolcher og dressinger til detail, catering og industri.

Størstedelen af de danske dagligvarebutikker får i dag leveret honning fra Jakobsens, enten under brandet ”Jakobsens” eller som såkaldt private label, hvor butikken kan sætte sit eget navn på. Desuden eksporteres der til en lang række store dagligvarekæder og cateringvirksomheder i Europa.

Adm. direktør og hovedaktionær Helle Reinevald købte sig ind i virksomheden i 2008, men i 2012 købte Helle Reinevald sammen med en lokal investorgruppe resten af virksomheden fra de oprindelige ejere og stiftere.

I 2017 overtog Jakobsens Aulumgaard, som er Danmarks største opkøber af dansk honning.

I 2019 udvidede Jakobsens sortimentet med nye produkter, herunder dressing og bolcher. Alle produkter indeholder udelukkende naturlige råvarer under navnet ”Jakobsens – ren natur”. Den røde tråd i virksomhedens kerneforretning bibeholdes, ved at alle produkter indeholder honning eller agave sirup.

Som et nyt forretningsområde etableredes i 2019 også ”Jakobsens Ingredient” med en bred produktportefølje af naturlige sødemidler til industrien.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Fakta

Initiativpris 2019

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds.

Det er bestyrelsen i den pågældende regionalforening, der udpeger modtager af Initiativprisen.

Kriterierne for Initiativprisen er:

- Virksomheden må ikke have over 100 ansatte.

- Virksomheden skal gennem særligt initiativ og virkelyst inden for afsætning, teknologi, uddannelse eller andre områder gennem en kortere årrække have skabt grundlag for vækst.

- Der vil også blive lagt vægt på udviklingen i nøgletal, eksempelvis omsætningen (bruttoavancen), årets resultat, egenkapitalen og/eller antal ansatte de seneste år.

- Virksomheden skal være fuldt medlem af DI eller være associeret.

Særligt kriterie for 2019: Mod til skalering

- Virksomheden har udvist et særligt mod til skalering ved at igangsætte initiativer, der indebærer radikale ændringer, for at møde fremtidens vækstudfordringer.

De 18 vindere af Initiativprisen i DI’s 18 regionalforeninger dyster efterfølgende om at vinde den landsdækkende Initiativpris 2019. Den uddeles på DI’s årlige SMV-dag i januar. 

Michael Jul-Nørup Pedersen

Michael Jul-Nørup Pedersen

Teamleder

  • Direkte +45 3377 4588
  • Mobil +45 2924 7009
  • E-mail mjnp@di.dk

Relateret indhold