Statminister Mette Frederiksen holdt symposium på Marienborg om biodiversitet med en lang række interessenter - herunder DI.

Foto: Karin Klitgaard
04.11.19 DI Business Nyheder

DI: Råstofgrave er naturens hjælpere

Råstofgrave leverer helt nødvendige ressourcer, og gravene kan hjælpe dansk biodiversitet, lød meldingen fra DI, da statsministeren holdt symposium for biodiversiteten.

Mange af DI’s medlemmer kan yde en betragtelig hjælp til bevarelse og styrkelse af dansk natur og biodiversitet.

Det var budskabet fra underdirektør Karin Klitgaard, dansk Industri (DI), da hun på opfordring fra statsminister Mette Frederiksen (S) deltog på Marienborg til et symposium arrangeret af statsministeren, miljøminister Lea Wermelin (S) samt Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Symposiet var første spadestik til en kommende biodiversitetspakke.

- Vores medlemmer har meget forskellige muligheder for at bidrage til biodiversitet - fra de helt lavpraktiske til de lidt større. Én ting, som er fælles, er, at naturen bidrager til råstoffer og råvareinput til en række industrier og brancher i Danmark – lige fra kalk til cement, grus til vejunderlag eller dyr og planter til fødevareindustrien. Det er en gevinst, som vi skal værne om, samtidig med at vi passer på og øger biodiversiteten, siger Karin Klitgaard.

Læs også: 70 grønne forskningsprojekter afvist årligt

Der er faktisk udlagt så meget erhvervsareal, at det kan rumme erhvervslivet et par gange og 100 års udvikling. Karin Klitgaard, Underdirektør

Råstofgrave – ikke i min baghave

Hun påpeger i den forbindelse, at der ofte går meget hård lokalpolitik i udpegninger af råstofområder.

- Mange af dem bliver i planlægnings- og opstartsfasen ramt af ”nimby”-syndromet ”not in my backyard”.  Men når der er gravet færdigt, og eventuelt allerede inden, kan der etableres naturområder, som hurtigt koloniseres af mange spændende arter, som i dag ikke finder plads i det næringsrige dyrkningslandskab. På den måde skabes frie naturarealer, som ikke lige skal bruges til andet, siger Karin Klitgaard.

Hun fremhæver desuden, at mange virksomheder har ubenyttede arealer, der kunne bruges til midlertidig natur.

- Der er udlagt langt mere erhvervsareal, end vi kan bruge til de næste 100 års udvikling. Vi bør gennemgå arealerne og vurdere, om nogle af arealerne kan bruges til noget andet. Mange virksomheder vil også gerne lade være med at sende græsslåmaskinen eller ploven ud på dem. Men de er  bange for de restriktioner, der kan komme, når naturen får ro og fred til at udvikle sig. For så siger reglerne i dag, at arealerne bliver beskyttede, og så kan virksomhederne jo ikke bruge dem fremover, siger Karin Klitgaard.


Læs også: Rådgivervirksomhed: Vi kan ikke løbe fra ansvaret

Husk at tænke internationalt

Endelig mener Karin Klitgaard, at danske virksomheder i særdeleshed kan bidrage til at hjælpe biodiversiteten i internationalt perspektiv.

- 80 procent af verdens spildevand udledes urenset og 1 milliard mennesker lever i risiko for klimaskabte oversvømmelser. Det er med til at presse biodiversiteten globalt. Derfor håber jeg, at den natur- og biodiversitetspakke, som regeringen nu går i gang med at formulere også vil tage udgangspunkt i, at vi skal agere internationalt. Og her er vandområdet et af de steder, hvor vi både kan få det næste ”vind-eventyr” og samtidig gøre noget for biodiversiteten, ikke kun herhjemme men også ude, siger Karin Klitgaard.

Læs også: FN-topchef: Danske virksomheder kan score kassen på verdens grønne omstilling

Karin Klitgaard

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3695
  • Mobil +45 2565 0241
  • E-mail kakl@di.dk
Relateret