Underdirektør i DI, Kim Haggren, inviterer 20 DI-medlemmer til at være med i et gratis forløb med mediation, hvor forlig erstatter risikoen for årelange retssager.

27.11.19 DIB Nyheder

Gratis forløb skal lære 20 virksomheder at undgå retssager

DI giver 20 virksomheder mulighed for at være med i  projekt om effektiv konfliktløsning ved mediation, så årelange retssager undgåes. MT Højgaard har gode erfaringer med mediation.

Hvorfor bruge flere år og store summer i retssale, når en konflikt muligvis kan løses på kort tid med et billigere forlig i et mødelokale?

Det spørgsmål giver Dansk Industri nu et svar på. Sammen med Mediationsinstituttet, som er stiftet af Advokatsamfundet, lanceres nu et projekt, der skal udbrede kendskabet til forlig – eller mediation - som effektiv løsning af konflikter.

20 DI-virksomheder får mulighed for at få løst en konflikt helt gratis med hjælp fra en neutral og upartisk mediator. 

- Timingen er god, for virksomhederne har i lang tid efterspurgt en bedre måde at løse konflikter på. Konflikter eskalerer hurtigt, og det gør omkostningerne også. Og her tænker jeg ikke kun på regningen til advokater, men også på alle de ressourcer, man bruger internt, siger Kim Haggren, underdirektør i Dansk Industri.

Han tager snart rundt i Danmark og fortæller DIs medlemmer om projektets muligheder, og hvad metoden går ud på.

- En retssag tager måske to år og er udmattende for alle involverede. Nogle gange indgår parterne forlig dagen før retssagen. Og så er det man netop må spørge: kunne parterne måske have fundet en bedre løsning tidligere?, siger Kim Haggren.

Vi arbejder i en konkurrencebetonet branche med stor omsætning, men med meget små marginer. Vi skal derfor ikke have mange konflikter, før pengene pludselig fosser ud af kassen. Malene Lind Riege, mediator, MT Højgaard

Succes i MT Højgaard

I MT Højgaard – en af Nordens førende bygge- og anlægsvirksomheder – forsøger man at undgå retssagerne, fordi de forsinker byggerierne og ofte koster store summer. Det gælder derfor om at håndtere dem tidligt og undgå, at de udvikler sig til gordiske knuder, som Malene Lind Riege udtrykker det. Hun er advokat og mediator i MT Højgaard.

- Vi arbejder i en konkurrencebetonet branche med stor omsætning, men med meget små marginer. Vi skal derfor ikke have mange konflikter, før pengene pludselig fosser ud af kassen, siger hun og tilføjer:

- Vi gør alt for at styre verserende tvister i retning af mediation, når de er modne til det. Men det kan være svært i sager med mange parter.

MT Højgaard anbefaler at flere virksomheder bruger mediation, når uenigheden opstår.

- Konflikter forpester stemningen på byggepladserne, så der er ikke noget at betænke sig på. Også tvister, der forekommer helt umulige, kan nogle gange løses på en enkelt dag eller måske på bare et par dage. Det er jo tosset at slås. Vi vil da meget hellere bygge broer, siger Malene Lind Riege. 

Og der er mange penge på spil. Advokatsamfundet står bag Mediationsinstituttet, der vurderer, at danske virksomheder bruger op imod 20 mia. kroner om året på konflikthåndtering i form af voldgift og retssager. Beløbet svarer til, at virksomhederne bruger 8,2 procent af deres resultat efter skat alene på konflikter.

Krav om mediation i byggeriet

Alle typer af virksomheder, store og små, kan bruge mediation.  I USA og Storbritannien er mediation udbredt i erhvervslivet. Det håber Kim Haggren også vil ske i Danmark. To ting peger i den retning: Byggeriets grundlov, AB-reglerne, har indført en obligatorisk regel om, at parter i konflikt skal forsøge at løse den med mediation. 

Mange aktører i bygge- og anlægsbranchen vil derfor stifte bekendtskab med mediation før eller siden. Og nu opfordrer en række erhvervsorganisationer justitsminister Nick Hækkerup til at udarbejde en mediationslov.

- Vores erfaringer fra projektet om gratis mediationer vil selvfølgelig også blive brugt til at fortælle om fordelene. Vi skal simpelt vise, at der er god økonomi i det her, og at vejen ligger åben for alle typer af virksomheder, store og små, siger Kim Haggren.

Fakta

Mediationsprojekt

·          Mediationsprojektet lanceres i samarbejde mellem Mediationsinstituttet, Dansk Industri og Dansk Byggeri

·          Mediationsinstituttet vurderer ansøgninger fra virksomheder og udpeger neutrale og upartiske mediatorer til egnede sager.

·          Mediationsinstituttet er stiftet af Advokatsamfundet og støttes af brancheforeningen Danske Advokater.

·          Projektet er støttet af Dreyers Fond, Grundejernes Investeringsfond og Realdania.    

·          Kontakt Kim Haggren underdirektør i Dansk Industri på kih@di.dk eller 33773449 for flere oplysninger om mulighederne for at deltage.

·          Eller kontakt Mediationsinstituttet og læs mere på www.mediationsinstituttet.dk

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kim Haggren

Kim Haggren

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3449
  • Mobil +45 2124 4608
  • E-mail kih@di.dk

Relateret indhold