Fra venstre: Borgmester Birgit Hansen, Frederikshavn Kommune, adm. dir. Uffe Asbjørn Olesen og ejer Kim Hessellund BodyBike og bestyrelsesmedlem Christina Ørskov, DI Vendsyssel.

Foto: Dennis Jensen/DI
12.11.19 DIB Nyheder

Digitale spinningcykler i genbrugsplast skaffer BODY BIKE DI Vendsyssels initiativpris

Ved at fokusere på nye digitale og bæredygtige løsninger, er BODY BIKE blevet en del af verdenseliten inden for produktion af spinningcykler. Derfor modtager BODY BIKE International A/S tirsdag DI Vendsyssels initiativpris 2019.

Som de første i verden har BODY BIKE valgt at erstatte det traditionelle display med en smartphone-løsning.

Brugeren anvender en app og sin egen smartphone som display, og får på den måde sine data med hjem. Virksomheden henvender sig dermed til et stigende antal motionister, som ønsker at følge med i og planlægge deres træning.

I slutningen af året lanceres en ny model med en 21” touchskærm. Skærmen kan drejes 180°, og indeholder alle typer af cykelrelaterede videoer samt træningsprogrammer, der kan udføres på gulvet foran cyklen. Indholdet leveres af en ekstern samarbejdspartner.

Virksomheden har netop ansat endnu en medarbejder i udviklingsafdelingen - en ingeniør med speciale i industrielt design. Han får ansvar for at videreudvikle den eksisterende app, og fortsætte digitaliseringen af virksomhedens produkter.

- BODY BIKE har taget de digitale muligheder til sig, og virksomheden er inde i en fantastisk udvikling. Heldigvis er der stadig mange muligheder for at udvikle produkterne i fremtiden. Og de muligheder har BODY BIKE tænkt sig at udnytte, siger formand Richard Fynbo, DI Vendsyssel.

For et par år siden indgik virksomheden et samarbejde med Plastix i Hvide Sande, om at lave en mere bæredygtig spinningcykel. Resultatet blev BODY BIKE OceanIX, der bliver fremstillet af udtjente fiskenet, som normalt er vanskelige at genanvende.

BODY BIKE har solgt 1.000 stk. af den unikke bæredygtige model siden lanceringen i april i år.

BODY BIKE udgiver også sit eget online magasin RIDE HIGH. Et magasin, som omhandler emner relateret til indendørs cykling. Magasinet, der er på engelsk, handler ikke om virksomhedens egne produkter, men henvender sig til spinning-cyklister i almindelighed.

- Virksomheden forstår at udvikle sine kerneprodukter, men samtidig formår man at udvikle nye produkter og services, som er med til at give kunderne og brugerne noget ekstra, siger Richard Fynbo.

Sidste år købte ejerkredsen bag BODY BIKE den tidligere MARTIN-fabrik i Frederikshavn. BODY BIKE produceres nu i den ikoniske bygning, som er døbt LIGHTHOUSE Businesspark. Der er allerede et par andre virksomheder, der har lejet sig ind, og flere er på vej.

Med DI Vendsyssels Initiativpris 2019 er BODY BIKE International A/S en af i alt 18 kandidater til DI’s nationale initiativpris, som bliver uddelt på DI’s årlige konference for små og mellemstore virksomheder i januar 2020.

Fakta

Initiativpris 2019

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds.

Det er bestyrelsen i den pågældende regionalforening, der udpeger modtager af Initiativprisen.

Kriterierne for Initiativprisen er:

- Virksomheden må ikke have over 100 ansatte.

- Virksomheden skal gennem særligt initiativ og virkelyst inden for afsætning, teknologi, uddannelse eller andre områder gennem en kortere årrække have skabt grundlag for vækst.

- Der vil også blive lagt vægt på udviklingen i nøgletal, eksempelvis omsætningen (bruttoavancen), årets resultat, egenkapitalen og/eller antal ansatte de seneste år.

- Virksomheden skal være fuldt medlem af DI eller være associeret.

Særligt kriterie for 2019: Mod til skalering

- Virksomheden har udvist et særligt mod til skalering ved at igangsætte initiativer, der indebærer radikale ændringer, for at møde fremtidens vækstudfordringer.

De 18 vindere af Initiativprisen i DI’s 18 regionalforeninger dyster efterfølgende om at vinde den landsdækkende Initiativpris 2019. Den uddeles på DI’s årlige SMV-dag i januar. 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Dennis Ulstrup Jensen

Dennis Ulstrup Jensen

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3896
  • Mobil +45 2065 5202
  • E-mail deje@di.dk

Relateret indhold