Der er stor tilfredshed med byggeri og vedligehold af Vejle Psykiatrisk afdeling

Video: Trine Beckett
29.11.19 DIB Nyheder

Få fejl i ny hospitalsbygning glæder direktør

Det har været lidt dyrere at bygge psykiatrisk afdeling i Vejle med private partnere i et OPP-projekt end i Aabenraa som traditionelt offentligt byggeri. Til gengæld blev Vejle byggeriet leveret til tiden og med en væsentligt lavere fejlfrekvens end, hvad lægefaglig direktør for psykiatrien i Region Syddanmark har været vant til fra andre byggerier.

Region Syddanmark har fået bygget et nyt psykiatrisk hospital i både Vejle og Aabenraa

Forskellen mellem de to projekter er, at det i Vejle er bygget som et OPP-projekt, hvor private partnere arbejder sammen med Region Syddanmark om at opføre hospitalet og samtidig står for bygningsdriften frem til år 2042. Byggeriet i Aabenraa er bygget i et ”normalt” udbud, hvor kommunen selv står for drift og vedligehold.

Har det så gjort en forskel? Det har VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) evalueret og skrevet en rapport om. 

Konklusionen er, at den samlede anlægssum af sygehuset i Vejle har været dyrere end det i Aabenraa.

Til gengæld blev byggeriet i Vejle leveret til tiden, til prisen og i den ønskede kvalitet, mens byggeriet i Aabenraa blev 9 måneder forsinket, havde flere fejl og mistede flere arkitekttoniske kvaliteter undervejs, forklarer sundhedsøkonom Jakob Kjellberg, der har stået bag undersøgelsen.

- I OPP-byggeriet lavede man et budget, der indeholdt alt. Det var lidt dyrere, fordi det tog højde for det, der går galt undervejs. Det offentlige byggeri i Aabenraa var for optimistisk i forhold til, hvor langt man kunne strække pengene. Derfor er byggeriet i Vejle endt meget mere æstetisk. I Aabenraa pillede man det æstetiske ud undervejs, fordi man skulle spare, siger Jakob Kjellberg.

Læs rapporten: Erfaringer med offentlig-privat samarbejde (OPP)

Det kan godt være, at vi er dyrere her og nu. Men vi er billigere på lang sigt, fordi vi benytter materialer, som er bedre, og derfor ikke kræver så meget vedligeholdelse. Lars Olaf Larsen, afdelingsdirektør i DEAS

Bedre materialer tjener sig hjem

Evalueringen tager dog forbehold for, at man endnu ikke kender Aabenraa-projektets totaløkonomi, som først viser sig efter flere års drift, i yderste konsekvens først når OPP-aftalen i Vejle udløber i år 2042.

Lars Olaf Larsen, afdelingsdirektør i DEAS, der repræsenterer Driftsselskabet OPP Vejle A/S (MT Højgaard og DEAS), som står for drift og vedligehold 25 år frem, forklarer, hvorfor han mener, at investeringen i Vejle vil tjene sig hjem for Regionen på sigt.

- Det kan godt være, at vi er dyrere her og nu. Men vi er billigere på lang sigt, fordi vi benytter materialer, som er bedre, og derfor ikke kræver så meget vedligeholdelse. Vi ser på totaløkonomi i hele bygningens levetid og indfører i vedligeholdelsesplanen, at der om 10-15 år fx skal skiftes gulvbelægninger og foretages andre større vedligeholdelses- og udskiftningsarbejder. Det er typisk vedligeholdelsesopgaver, som regionen ville vente med at tage stilling til, til de kommer, siger Lars Olaf Larsen.

Aftalen med regionen omfatter fx rengøring, vedligehold af bygninger, portørtjeneste og kantinedrift. Og der er stor synergi mellem de forskellige opgaver, pointerer Lars Olaf Larsen.

- Rengøringspersonalet kommer jo alle steder dagligt og opdager med det samme, når der f.eks. skal skrues et håndtag fast eller skiftes en pære. Derfor kan vi med det samme få lavet de små reparationer, før de kræver større investeringer. Og på den måde forbliver bygningen i god stand, siger Lars Olaf Larsen.

Læs også: Her er tre forslag der giver penge til øget velfærd

Prisvindende og lykkeligt ægteskab

Hospitalet blev indviet i 2017. I 2018 vandt det en international pris for sin helende arkitektur, der understøtter behandlingen af patienterne. Gennem brug af dagslys og dynamisk belysning, rummenes akustik og farver i naturlige toner. Den omkringliggende natur er gennemgående i byggeriet og patienternes værelser er bygget som klyngehuse omkring otte gårdhaver og har kig til skoven. Det skaber en rolig og hjemlig atomsfære for patienterne.

Anders Meinert Pedersen, lægefaglig direktør for psykiatrien i Region Syddanmark, er da også godt tilfreds.

- Vi har fået et glimrende højkvalitetsbyggeri. Ud over det gode samarbejde i projekterings- og anlægsperioden, har vi oplevet, at byggeriet blev afleveret til tiden, og med en meget lav fejlfrekvens. Væsentligt lavere end hvad vi har været vant til i andre byggerier, siger Anders Meinert Pedersen og fortsætter:

- I et OPP-projekt som dette gifter man sig med hinanden i en 25 års periode efter byggeriet er leveret. Og det har i denne forbindelse vist sig at være en positiv oplevelse. Jeg er glad, hver gang jeg kommer herude. Og det kan jeg mærke, vores personale og vores patienter også er, siger Anders Meinert Pedersen.

Læs også: Privat vaskeri har fjernet potentiel smittefare på plejehjem

DI: OPP oplagt til at udbedre offentligt efterslæb

Jakob Scharff, branchedirektør i DI Service, ser oplagte muligheder for at lade private virksomheder stå for opførelse og drift af offentlige byggerier også på andre områder end hospitalssektoren. Han peger på, at der er et stort behov blandt andet for vedligeholdelse og renovering i den offentlige bygningsmasse i de kommende år. Nemlig et vedligeholdelsesefterslæb på 50 mia. kr. og et renoveringsbehov på op til 500 mia. kr. ifølge den seneste vurdering fra Forenede Rådgivende Ingeniører. Her bør man tænke i modeller, hvor man inddrager private i langt større omfang end i dag, understreger Jakob Scharff:

- OPP-projekter er jo fra starten tænkt i totaløkonomi. Det giver budgetsikkerhed for den offentlige myndighed mange år frem i tiden og er en god langsigtet investering. Som både private virksomheder og samfundet generelt vinder på, siger Jakob Scharff.

Læs også: 40 offentlige ledere: "Vi har brug for øget samarbejde med private virksomheder"

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jakob Scharff

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret indhold