Fra venstre rådmand i Odense Kommune Brian Dybro, produktionsdirektør Carsten Laursen, adm. dir. Torben Viby og formand for DI Fyn Poul Strandmark.

Foto: Sigrid Wilbeck
14.11.19 DIB Nyheder

Fremadstormende producent af store værktøjer vinder DI Fyns Initiativpris 2019

Når virksomheder skal producere elementer til el-biler eller andre store produkter, så står AM Værktøj  Odense A/S klar til at lave de værktøjer, som det kræver. Og det gør de rigtig godt. Virksomheden har tredoblet bruttofortjenesten de seneste tre år og vinder - som en hyldest til deres imponerende udvikling - DI Fyns Initiativpris 2019.

Ordrebogen er fyldt hos Odense-virksomheden AM Værktøj Odense A/S, som blandt andet nyder godt af en kraftig stigende efterspørgsel fra el-bilsproducenter i Tyskland. Virksomhedens leverancer til det tyske marked er dog ingen ny foreteelse, for virksomheden har i en del år haft store og prestigefyldte kunder som BMW, Audi, Rolls Royce og Scania, som skal bruge værktøjer til blandt andet bilernes pladeelementer.

- Vi har gennem de seneste år sammen med vores bestyrelse truffet nogle vigtige strategiske beslutninger om, hvilke markeder vi skulle angribe, og hvilke typer værktøjer vi skulle satse på. Det er de beslutninger, der slår igennem i disse år. Vi har i den proces været gode til både at fastholde og tiltrække dygtige faglærte medarbejdere på alle niveauer, og uden dem kunne vi ikke gennemføre den gode udvikling vi har været igennem, siger Torben Viby, adm. direktør AM Værktøj Odense A/S.

Det har ikke altid gået så meget fremad for AM Værktøj, som det har gjort de senere år. For år tilbage mistede virksomheden kunder til Kina og Polen, og valgte derfor at ændre strategi med mere fokus på eksport. Virksomheden investerede også i udstyr, som kan fremstille meget store værktøjer på flere meter og op til 20 ton, hvilket kun få producenter kan, da det er meget omkostningstungt i udstyr. Det har dog vist sig at være nøglen til succes og imponerende økonomisk fremgang for AM Værktøj.

Derfor går årets Initiativpris fra DI Fyn til AM Værktøj Odense A/S.

- Et stort tillykke Til AM Værktøj Odense A/S. Det er fantastisk med så ambitiøse og fremadskuende virksomheder på Fyn, og det viser vejen for andre virksomheder. Det er også vigtigt at anerkende, at AM Værktøj Odense A/S påtager sig ansvaret for at uddanne deres egne faglærte medarbejdere – det er vejen frem, siger Poul Strandmark formand for DI Fyn.

Læs også: Fremtidens fødevarefabrik på Lolland får DI-pris

Fakta

AM Tooling A/S:

AM Tooling A/S i Odense har gennem årene udviklet sig til en virksomhed med over 60 medarbejdere, der er specialister i at fremstille alle former og størrelser for værktøj - fra 200 kg og op til 20 t.

Virksomheden er stiftet i 1991, og ejes i dag af adm. direktør Torben Viby og produktionsdirektør Carsten Laursen.

Høj faglig kvalitet forudsætter også dygtige kvalificerede medarbejdere, og det er ikke altid så let at få fat i en faglært værktøjsmager i en tid med mangel på specialiseret arbejdskraft, så AM Tooling er begyndt at uddanne værktøjsmagere, og har i dag hele 6 lærlinge inden for faget. 

Fakta

Fakta om Initiativpris 2019

Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds. Det er virksomheder som på en eller anden måde kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere.

Det er DI Fyn, der udpeger den regionale modtager af Initiativprisen. Og det er formanden for DI Fyn, der overrækker prisen.

Særligt kriterie for 2019: Mod til skalering

Virksomhedens leder har udvist et særligt mod til at gribe nye muligheder på et tidligt tidspunkt. Muligheder som gør at virksomheden i dag står bedre rustet til at gribe fremtidens muligheder. Hermed ønsker DI at prise modet til at træffe gennemgribende beslutninger særligt i forhold til emner som: ejerskab og ledelse, sikring af finansiering, tiltrækning af arbejdskraft, internationalisering og produktivitet. Målet er at sætte fokus på det mod og den indsigt, det kræver at igangsætte en markant skalering af virksomheden.

De 18 vindere i DI’s 18 Regionalforeninger dyster derefter om at vinde den landsdækkende Initiativpris, der uddeles på DI’s årlige SMV-dag i februar måned (Her er der tradition for at Prins Joachim uddeler prisen)

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sigrid Wilbeck Hansen

Sigrid Wilbeck Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3864
  • Mobil +45 6051 8420
  • E-mail siwi@di.dk

Relateret indhold