Seks gode råd fra Kræftens Bekæmpelse og DI hjælper ledere med personaleansvar, når deres medarbejdere bliver ramt af kræft.

Foto: Kræftens Bekæmpelse
05.11.19 DIB Nyheder

Gode råd til ledere: Når medarbejdere får kræft

14.000 medarbejdere får hvert år kræft. Og ledere savner redskaber til at hjælpe, viser ny undersøgelse. Fælles kampagne fra Kræftens Bekæmpelse og DI giver seks gode råd til personaleledelse.

- Nogle gange står du som leder midt i suppedasen. Det er dig, de kommer til som en af de første. Og hvad gør man? Jeg ved det simpelthen ikke altid.

Sådan siger driftsleder René Rud Mikkelsen fra affaldshåndteringsvirksomheden Urbaser A/S i Herfølge. 

Ordene falder i en video fra kampagnen ’Tag hånd om – Hvis din medarbejder får kræft’, som Kræftens Bekæmpelse lancerer i dag i samarbejde med Dansk Industri (DI). 

Baggrunden er, at 14.000 danskere i den erhvervsaktive alder konstateret kræft - men også at hver tredje oplever, at det har været udfordrende for deres leder at håndtere deres kræftforløb.

Læs også: Unge vil have ledere med holdninger – og handling bag ordene

Én syg – mange påvirket

Underdirektør i DI, Kinga Szabo Christensen kender til udfordringerne forbundet med kræft på arbejdspladsen.

- Når én bliver syg af kræft, bliver mange påvirket. Det gælder i familier, men det gælder også på en arbejdsplads, hvor både den syge, kolleger og ledere pludselig står i en meget svær situation, siger hun.

DI’s underdirektør Kinga Szabo Christensen fortæller desuden, at DI får mange henvendelser fra medlemsvirksomheder, som efterspørger viden om, hvordan de skal tackle situationen.

Et råd til kollegaerne ude i det ganske land, når medarbejderen kommer, det er – hør efter. Driftsleder René Rud Mikkelsen, Urbaser A/S

En rundspørge som Kræftens Bekæmpelse har lavet blandt ledere med personaleansvar bekræfter, at 60 procent ikke har en politik for alvorlig sygdom. Og over halvdelen af lederne savner især mere viden om psykiske reaktioner på kræft og gode råd til at tale om kræftsygdommen.

Læs også: Tillidsfolk og direktører: Samarbejde er nøglen til fremtiden

Hør efter og find krisehjælp

Driftsleder René Rud Mikkelsen fra Urbaser råder sådan her, når medarbejderen kommer og fortæller, at han eller hun har fået kræft:

- Et råd til kollegaerne ude i det ganske land, når medarbejderen kommer, det er – hør efter. Og undersøg om der er krisehjælp i virksomheden, for det her menneske er kommet i krise, siger han.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse viser estimater, at knap 20.000 danskere i den erhvervsaktive alder i 2025 vil få kræft. Det er en stigning på 6.000 i forhold til i dag.

DI har været en tæt samarbejdspartner i udviklingen af kampagnen ’Tag hånd om – Hvis din medarbejder får kræft’  og har blandt andet givet adgang til et ledernetværk med 200 ledere. Kampagnens udvalgte temaer tager på den måde udgangspunkt i ledernes hverdag og konkrete behov, fortæller DI’s underdirektør.

- De seks gode råd i kampagnen kan være en hjælp for de kræftsyge, deres kolleger og ledere ude i virksomhederne. Alle bliver påvirket, når en medarbejder bliver alvorligt syg. Og ofte er det ikke på den måde den, du regner med. Så særligt for lederne gælder det om at have antennerne ude, siger Kinga Szabo Christensen.

Hør driftsleder René Rud Mikkelsen fra Urbaser A/S fortælle om at være leder til kræftramte medarbejdere i videoen herunder:

Gode råd

Til ledere, når kræft rammer medarbejdere:

1. Luk op for de første samtaler
Tag initiativ til at tale om kræft. Du skal skabe tryghed hos den kræftramte medarbejder, så din medarbejder kan koncentrere sig om at blive klar igen - både mentalt og helbredsmæssigt.

2. Aftal kommunikationen
Lav klare aftaler med din medarbejder om, hvordan situationen skal meldes ud til kollegaer og resten af organisationen.

3. Tilpas arbejdsopgaverne
Arbejdsopgaverne skal tilpasses din medarbejders mentale og psykiske helbred både under kræftforløbet, og når medarbejderen vender tilbage.

4. Find et rådgivningstilbud
Kend til de rådgivningstilbud som eksisterer og tilbyd dette til din medarbejder og de kollegaer, der er berørt af situationen. Søg også selv hjælp, hvis der er brug for det.

5. Formulér en politik
Det er vigtigt, at du som leder kender til din virksomheds personalepolitik på området for kritisk sygdom – og at du kan vejlede ud fra den. Tag initiativ til at formulere en politik, hvis din virksomhed ikke har én.

 6. Få viden om kræft
Søg information om kræft – men husk det er ikke forventet, at du er ekspert på kræft. 

Læs mere på kampagnesitet 'Tag hånd om - hvis din medarbejder får kræft'

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Kinga Szabo Christensen

Kinga Szabo Christensen

Rådgivningsdirektør

  • Direkte +45 3377 3905
  • Mobil +45 2949 4699
  • E-mail kisz@di.dk

Relateret indhold