Havvind bliver billionindustri
I de kommende år vil der hvert år på globalt plan blive opstillet havvindmøller, der kan producere lige så meget strøm, som de allerede opstillede møller leverer. Mandag var verdens havmøllepinger samlet i Industriens Hus.
Der bliver for alvor sat skub i udbygningen af verdens havvindmøller de kommende år. En analyse fra det Internationale Energi Agentur (IEA) viser, at der i 2040 vil blive produceret op til 560 GW fra havvind.
Det er – sådan cirka – 15 gange så meget, som havvindmøller producerer i dag, og det vil betyde, at der hvert år vil blive opstillet møller, der kan producere mere energi, end de møller, der står i dag, producerer tilsammen. Og at havvindmøllerne vil tiltrække investeringer for ca. 1 trillion dollar (knap 7 billioner danske kroner).
- Det kommer til at gå stærkt. Men det er også nødvendigt. For at leve op til Parisaftalens mål skal der alene i Nordsøen installeres op mod 180 GW havvind, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri (DI).
Læs også: EU-klimaplan kommer danske virksomheder til gode
Danmark er fødested for offshore vind
Lars Sandahl Sørensen var mandag aften vært, da mere end 400 beslutningstagere fra verdens vindmølleindustri var samlet til reception i Industriens Hus.
Receptionen blev holdt i forbindelse med afholdelsen af eventen WindEurope Offshore, der i denne uge samler ca 10.000 gæster i Bella Center til konference og udstilling med 400 udstillende firmaer.
- Danmark er bredt anerkendt som fødested for offshore vind. Og Danmark rummer den stærkeste globale kompetence-klynge på feltet. Den position skal vi fastholde og udbygge, og derfor er det virkelig godt, at WindEurope Offshore har formået at trække af både vindbranchens og politisk ledende skikkelser til Danmark, siger Lars Sandahl Sørensen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.