Kampfly leverandør fra Billund vinder DI Pris
Ordren til F-35 er langt fra den eneste årsag til at Scandinavian Avionics A/S vinder DI Sydvestjyllands Initiativpris 2019.
Stoltheden over at det amerikanske forsvarsministerium i foråret 2019 valgte Scandinavian Avionics A/S til at vedligeholde flyelektronik til kampflyet F-35 sammen med Terma A/S er fortsat stor. Specielt for en mindre leverandør som Scandinavian Avionics A/S er det et skulderklap der giver genlyd.
Det har nu også resulteret i at Scandinavian Avionics A/S får tildelt DI Sydvestjyllands Initiativpris 2019.
- Vi er i bestyrelsen for DI Sydvestjylland meget stolte af, at vi her i vores område har en virksomhed, der er i stand til at vedligeholde og levere den ypperste teknologi, for det er virkelig det, vi taler om, når det gælder elektronik til flyindustrien og ikke mindst til de meget avancerede F-35 jagerfly. Specielt når man tager i betragtning at Scandinavian Avionics A/S var oppe imod langt større internationale virksomheder, er det meget imponerende, siger formand for DI Sydvestjylland , adm. direktør Jesper Toft Mathiasen, Claus Sørensen A/S.
Ordren til F-35 er dog langt fra den eneste årsag til at Scandinavian Avionics A/S får tildelt prisen.
- Bestyrelsen for DI Sydvestjylland har vurderet virksomheden ud fra en lang række forhold. Ud over virksomhedens store uddannelsesindsats af medarbejderne til det absolut højeste internationale niveau, så har vi også bidt mærke i virksomhedens mod til at afprøve nye ting og igangsætte store investeringer uden sikkerhed for succes, siger Jesper Toft Mathiasen.
Læs også: Fremtidens fødevarefabrik på Lolland får DI-pris
Fuldt fokus på fremtiden
Ud over opgaver til forsvarsindustrien har Scandinavian Avionics A/S igennem mange år leveret komplette elektronik løsninger til rutefly, helikoptere og private jetfly. Skal man transportere sig af luftvejen, er der derfor en vis sandsynlighed for, at flyets instrumenter og måleudstyr er blevet sikkerhedsgodkendt og måske også installeret af Scandinavian Avionics A/S.
Virksomheden er fortsat fuld fokuseret på fremtiden, og har netop foretaget et generationsskifte, hvor stifteren Hardy B. Truelsen har overdraget aktiemarioteten til sine børn, hvor sønnen Michael R. Truelsen allerede har varetaget jobbet som adm. direktør i flere år.
Virksomheden udvikler også projekter og løsninger til droner, som vurderes til at blive et stort marked i fremtiden.
- Ordren til F-35, er kulminationen på en risikofyldt, men målrettet og langvarig satsning, som vi i DI Sydvestjyllands bestyrelse synes ganske fint beskriver virksomhedens DNA. For Scandinavian Avionics A/S er bygget på innovation og drevet af lysten til konstant at udvikle nye forretningsområder, markeder, afdelinger og produkter. Det suppleres af modet til at afprøve nye ting og igangsætte store investeringer uden sikkerhed for succes. Vi hører fra virksomheden at det svære faktisk består i at have modet til at sige nej en gang imellem, siger Jesper Toft Mathiasen.
Ordren fra det amerikanske forsvarsministerium består i at Scandinavian Avionics A/S i perioden 2021 - 2025 bliver ansvarlige for den globale vedligeholdelse af flyelektronik-komponenter til F-35 sammen med Terma A/S fra Aarhus, mens de to virksomheder fra 2025 skal stå for det regionale vedligehold af komponenter i Europa.
Scandinavian Avionics A/S blev grundlagt i 1978 af Hardy B. Truelsen med det formål at betjene den civile luftfart med salg, installation og vedligeholdelse af instrumenter og navigationsudstyr m.m., der anvendes i fly. Allerede et par år efter grundlæggelsen kunne firmaet åbne en afdeling i Norge, og siden har virksomheden oprettet 11 afdelinger i ni lande, og beskæftiger sig i dag med komplette elektronik og uddannelsesløsninger til den internationale luftfartsbranche.
Fakta
FAKTA OM INITIATIVPRISEN
InitiativPrisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds. Det er virksomheder, som på en eller anden måde kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere. Vinderen af InitiativPrisen 2019 i Sydvestjylland dyster senere på året mod Initiativprisvindere fra DI’s øvrige 17 regionalforeninger om den landsdækkende InitiativPris, som uddeles i januar 2020 på DI’s SMV-konference.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.