Administrerende direktør i Plus-Plus A/S Martin Pihl (TV) får overrakt DI's Initiativpris af Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland og fabriksdirektør i Lundbeck .

07.11.19 DIB Nyheder

Producent af populært legetøj vinder DI Vestsjællands initiativpris

Børn over hele verden leger med de farvestrålende brikker fra Plus-Plus A/S i Holbæk. Men det er kun, fordi virksomheden har turdet være innovativ og investeringslysten, at verdensmarkedet vokser og at produktionen i Holbæk boomer. Nu belønnes virksomheden med DI Vestsjællands Initiativpris 2019.

Farverige plastikbrikker vælter ud af de højautomatiserede anlæg i Borup ved Holbæk på Vestsjælland. Formet som små ’plusser’ i hård plast og uden giftige kemikalier kan de bruges til at lave fantasifulde figurer, og det er især børnehavebørn og elever i de små klasser blevet fanget af – over hele jorden.

Administrerende direktør i Plus-Plus A/S Martin Pihl, som også er en del af ejerkredsen, har haft modet til at sætte dagsordenen og føre virksomheden ud i verden. Derfor modtager Plus-Plus A/S DI Vestsjællands Initiativpris 2019.

- Vi er overvældede, stolte og glade for prisen. Det betyder meget for os, og det er en dejlig anerkendelse for det arbejder, der bliver lagt af alle på holdet i Plus-Plus. Så vi siger mange tak til DI Vestsjællands bestyrelse for prisen, siger Martin Pihl.

Steen Søgaard, formand for DI Vestsjælland og fabriksdirektør i Lundbeck finder hæderen til Plus-Plus helt fortjent.

- På vegne af bestyrelsen i DI Vestsjælland lyder der et stort tillykke til Plus-Plus A/S. Det er en spændende virksomhed. Den viser vejen for, hvilken betydning fokus på afsætning på fremmede markeder kan have selv for små virksomheder. Vi ser frem til at følge Plus-Plus A/S fremtidige udvikling, siger Steen Søgaard.

Plus-plus-brikkerne er faktisk ikke en helt ny opfindelse. De blev opfundet som brand i 1990erne, men det var først i 2009, at brikkerne så at sige blev herre i eget hus, da virksomheden Plus-Plus A/S blev oprettet. I december 2011 overtog de nuværende ejere Plus-Plus, og det satte turbo på de små brikkers popularitet. Særligt i 2016 og 2017 gennemførte virksomheden et stort investeringsprogram, som gav grobund for ekspansion. Og med en højautomatiseret produktion har virksomheden mulighed for at fastholde fremstillingen af brikkerne i Danmark – og dermed arbejdspladser i Vestsjælland.

 

Fakta om prismodtageren:

Plus-plus brikkerne blev grundlagt som brand i 1990erne, men i 2009 blev de til en selvstændig virksomhed og fra 2011 er det gået stærkt. I dag ejes virksomheden af en kreds på fem investorer, herunder direktør Martin Pihl, arkitekt Bjarke Ingels  og Lagekagehuset-stifter Ole Kristoffersen.

Virksomheden beskæftiger 30 medarbejdere fordelt på Danmark og USA, og står overfor at skulle ansætte op mod 9 nye medarbejdere i Borup, da virksomheden hjemtager det direkte salg i de nordiske lande.  Brikkerne eksporteres til omkring 40 lande – herunder USA og Kina.

Administrerende direktør Martin Pihl har netop modtaget prisen som årets ejerleder på Sjælland.

Læs også: Virksomhed fra Faxe klædes på med DI-Initiativpris

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Fakta

Initiativpris 2019

·         Prisen uddeles som en hyldest til virkelysten, kreativiteten og skabertrangen blandt de mindre og mellemstore virksomheder i DI's medlemskreds. Det er virksomheder, som på en eller anden måde kan fremhæves og fremstå som en god og inspirerende rollemodel for andre erhvervsledere.

Særligt kriterie for 2019: Mod til skalering:

·         Virksomhedens leder har udvist et særligt mod til at gribe nye muligheder på et tidligt tidspunkt. Muligheder som gør, at virksomheden i dag står bedre rustet til at gribe fremtidens muligheder.

·         Hermed ønsker DI at prise modet til at træffe gennemgribende beslutninger særligt i forhold til emner som: Ejerskab og ledelse, sikring af finansiering, tiltrækning af arbejdskraft, internationalisering og produktivitet.

·         Målet er at sætte fokus på det mod og den indsigt, det kræver at igangsætte en markant skalering af virksomheden.

·         De 18 vindere i DI’s 18 Regionalforeninger dyster derefter om at vinde den landsdækkende Initiativpris, der uddeles på DI’s årlige SMV-dag i januar måned.

 

Sigrid Wilbeck Hansen

Sigrid Wilbeck Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3864
  • Mobil +45 6051 8420
  • E-mail siwi@di.dk

Relateret indhold