Kæmpebøder til vognmænd med varebiler
Efter tre måneder med nye krav om tilladelse til varebiler, slår politiet nu hårdt ned. De første bøder på 35.000 kr. er delt ud. Bekymrende at en del vognmænd endnu ikke har orden i papirerne, mener ATL.
Politiet er begyndt at udstede store bøder til chauffører og vognmænd, som ikke overholder de nye regler for varebiler. Hvis der mangler en varebilstilladelse koster det 35.000 kroner for vognmanden. Mangler chaufføren et uddannelsesbevis, koster det en bøde på 4000 kroner til chaufføren og 8.000 kroner til vognmanden.
Tal fra Færdselsstyrelsen antyder, at et stort antal vognmænd stadig ikke har papirerne i orden.
I begyndelsen af oktober stoppede politiet en varebil, der kørte med pakker i Vordingborg. Chaufføren havde ikke noget uddannelsesbevis, som han skal have efter de regler, som trådte i kraft 1. juli.
Det kostede chaufføren en bøde på 4000 kroner, mens en bøde på 8000 kroner blev sendt til vognmanden.
De nye regler skelner mellem varebiler, der kører for et firma – for eksempel de varebiler der tilhører håndværkere – og varebiler, der kører for fremmed regning.
Hvis man hører til sidstnævnte skal vognmanden have en varebilstilladelse, hvis han kører med pakker, der vejer over 11 kilo. Og chaufføren skal have bevis på, at han har gennemført den krævede uddannelse. Den uheldige chauffør i Vordingborg havde ikke gennemført uddannelsen.
Nu falder bøderne
De første tre måneder efter at reglerne trådte i kraft, udskrev politiet ikke bøder. Betjentene har udelukkende vejledt vognmænd og chauffører. Men i oktober udløb tre-måneders perioden, så nu kan der falde en bøde, hvis man bliver stoppet.
- Vi har ingen planer om at lave store fælles kontroller før til næste år. Men engang i mellem stopper vi en varebil og kontrollerer papirerne, siger politikommissær Søren Skotte fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ved kontrollen i Vordingborg stoppede Sydsjællands og Lolland-Falster Politi også en varebil, hvor chaufføren ikke havde registreringsattesten med. Det kostede en bøde på 5000 kroner. Og der kom en varebil forbi uden cvr-nummer på siden af bilen. Det kostede også 5000 kroner.
For at imødekomme ønsket om en status på ordningen – herunder på håndhævelsen – mødtes Færdselsstyrelsen i sidste uge med branchen. Der fortalte styrelsen blandt andet, at politiet ved et par aktioner i de nordlige Jylland havde udskrevet bøder til godt 20 vognmænd, der ikke havde en varebilstilladelse. Det udløser som udgangspunkt en bøde på 35.000 kroner.
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters politi vil Søren Skotte meget gerne være fri for at uddele bøder.
- Hvis man er i tvivl om reglerne, er man velkommen til at ringe. Vi vil hellere vejlede end udskrive bøder, siger han.
- Hvis man er i tvivl om reglerne, er man velkommen til at ringe. Vi vil hellere vejlede end udskrive bøder. Søren Skotte, politikomissær, Sydsjællands og Lolland-Falster Politi
Mange har stadig ikke orden i papirerne
Noget tyder på, at der er en del vognmænd, som endnu ikke har styr på papirerne. Man anslår, at der er 4046 virksomheder i Danmark, som kører varebil med gods for fremmed regning. Færdselsstyrelsen har 8. november 2019 modtaget i alt 3189 ansøgninger om at få en varebilstilladelse. De 2622 ansøgninger er færdigbehandlet.
Tallene bekymrer ATL’s direktør.
- Jeg vil kraftigt opfordrer til, at man får søgt om en varebilstilladelse, hvis det endnu ikke er sket. Og det gælder også om at få chaufførerne sendt på kursus. Medlemmer af ATL er naturligvis meget velkommen til at tage fat i os, hvis de er i tvivl om noget, siger Lars William Wesch, direktør i ATL.
Færdselsstyrelsen har for længst arbejdet sig gennem bunken med ansøgninger, som betød, at der for et halvt år siden var tre måneders ventetid på at få en varebilstilladelse. I dag behandler styrelsen relativt hurtigt de ansøgninger, der kommer ind.
Mangler oplysninger fra ansøgere
- Vi modtager fortsat mellem 30 og 50 ansøgninger om ugen, og vi er fuldt ud med i behandlingen af nye sager, siger kontorchef Kasper Bruun Graversen fra Færdselsstyrelsen.
- Men vi har desværre stadig knap 600 ansøgninger, vi ikke kan færdigbehandle. Her afventer vi i de fleste sager oplysninger fra ansøgeren selv. Der er blandt andet knap 80 ansøgninger, hvor det eneste der mangler, før ansøger kan få udstedt sine tilladelser, er, at ansøger betaler, siger han.
Færdselsstyrelsen opfordrer til, at ansøgere tjekker deres virksomheds e-boks eller kontakter styrelsen, så ansøgningerne kan blive behandlet færdigt.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.