10.12.19 DIB Nyheder

Danmark tiltrækker flere turister i den vådeste oktober i 20 år

Nye tal: Oktober måned 2019 blev den vådeste i over 20 år. Trods den massive regn skræmte det ikke turisterne væk fra Danmark. Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger på hoteller og sommerhuse i oktober steg med 6 pct. i forhold til samme periode sidste år.

Der var i alt 4,7 mio. overnatninger i oktober. Antallet af danske overnatninger lå stabilt, mens antallet af udenlandske overnatninger steg med 11 pct. til 2,7 mio. i oktober.

- Man kunne næsten tro, at turisterne elsker det regnfulde Danmark. Men at vi, trods meget dårligt vejr, har formået at fastholde turisternes interesse skyldes i højere grad, at vores attraktioner er lykkedes med at fortælle turisterne om alle de oplevelser, som de kan få, når de vælger at holde ferie i Danmark, siger Dansk Industris chef for turisme og oplevelse, Sune K. Jensen.

I hele landet arbejder turisterhvervet og destinationerne med at tiltrække turisterne uden for den traditionelle højsæson. I efteråret er der større risiko for dårligt vejr, der begrænser mulighederne for udendørsaktiviteter, og det er derfor vigtigt at sikre, at der er tilbud til de regnfulde dage.

- Dårligt vejr er ikke længere bare et spørgsmål om påklædning. Flere steder i landet har man lavet top-10 lister med forslag til, hvad turisterne kan foretage sig af indendørsaktiviteter, hvis det regner. Det er en enkel måde at gøre turisterne trygge, når de sidder derhjemme og planlægger den næste ferie – de ved, at de ikke kommer til at sidde og kede sig på et hotelværelse eller i et sommerhus, siger Sune K. Jensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Sune K. Jensen

Chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi

  • Direkte +45 3377 3923
  • Mobil +45 2949 4624
  • E-mail skj@di.dk

Relateret