Erhvervsredaktør: ”Der findes en masse fantastiske virksomheder, vi burde interessere os meget mere for”
Der er stor forskel på, hvor meget omtale de største danske virksomheder får i pressen, viser optælling. Skævvridningen er en af årsagerne til den manglende forståelse for familieejede virksomheders forhold, mener erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen fra Berlingske.
114.630. Så mange gange er Danske Bank A/S blevet omtalt i de danske medier i de seneste tre år. Det gør banken – der nok gerne ville have været noget af omtalen foruden – til den absolut mest omtalte danske virksomhed. Det viser en optælling af en række af de største danske virksomheders medieomtale i Infomedias artikelarkiv.
Den næstmest omtalte virksomhed er Novo Nordisk A/S med 50.301 omtaler efterfulgt af Vestas A/S, Carlsberg A/S og Coop A/S med henholdsvis 49.206, 40.837 og 38.811 omtaler.
At det er Danske Bank, der er mest omtalt, kommer på ingen måde bag på erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen fra Berlingske. Erhvervsskandaler, som sagen om hvidvask i Danske Banks estiske filial, er kioskbaskere. Men derudover understreger optællingen, at der ofte er en tæt sammenhæng mellem virksomhedernes størrelse og medieinteresse.
– Det er giganterne, der bliver omtalt mest. Men derfor kan man også godt have fokus på innovative virksomheder og virksomheder, der gør det godt og vokser markant, siger Thomas Bernt Henriksen.
Virksomheder bliver overset
Dykker du længere ned i listen over de største danske selskaber, støder du da også på selskaber, der på trods af en milliardstor forretning og stor regional betydning får begrænset med opmærksomhed i de landsdækkende medier.
Det gælder eksempelvis for læskedrikkoncernen CO-RO A/S i Frederikssund, der med en omsætning på lige knap to mia. kr. og 1.280 ansatte er byens næststørste virksomhed. CO-RO har i de seneste tre år fundet vej til de landsdækkende medier 17 gange, viser en søgning på Infomedia.
Et andet eksempel er den familieejede produktions- og handelsvirksomhed Abena A/S, der i 2018 havde en omsætning på fire mia. kr. og cirka 1.750 ansatte, men som blot er blevet omtalt 32 gange i de seneste tre år.
Ifølge erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksen er det klart, at der i Danmark er virksomheder, hvis succes kunne berettige til mere opmærksomhed.
– Der findes en masse fantastiske virksomheder, som vi burde interessere os meget mere for, siger han.
Læs også: Diskret saftevandsgigant startede i et udhus i Vanløse
Artiklen fortsætter under faktaboksen...
Ny serie: DE OVERSETE GULDKLUMPER
DI Business sætter i de kommende numre fokus på nogle af de virksomheder i Danmark, der har stor succes, mange ansatte og spiller en stor betydning for samfundet, men som kun får begrænset med opmærksomhed i medierne. Første virksomhed i rækken er læskedrik-koncernen CO-RO fra Frederikssund.
Et godt liv væk fra pressens søgelys
Konsekvensen af det store fokus på de allerstørste og ofte børsnoterede virksomheder er ifølge Thomas Bernt Henriksen, at problematikker i dansk erhvervsliv risikerer at blive overset.
Han peger konkret på, at der er opstået et helt fortegnet billede af de familieejede virksomheders forhold og situation. Og det har været medvirkende til, at regeringen nu har fremsat et forslag om at hæve afgiften på generationsskifter i familieejede virksomheder, så den igen kommer op på 15 procent.
– Vi har helt sikkert ikke haft nok fokus på at diskutere de familieejede virksomheders situation og præmissen for deres forretning. Det er bredden i dansk erhvervsliv. Og når man læser historier om, at de er rige og sagtens kan tilbagekontere fremtidigt cashflow, så er den helt gal. Nu sidder vi med konsekvenserne af det, siger Thomas Bernt Henriksen.
Han påpeger at både presse og erhvervsorganisationer har et ansvar for at skabe synlighed. Erhvervsredaktøren mener dog også, at virksomhederne selv bærer et ansvar for at blive hørt og gøre opmærksom på problemstillinger, der rammer dem.
– Det er en intim og privat ting at drive en virksomhed. Og man skal selvfølgelig have lov til at drive en virksomhed uden at skulle i pressen. Det er ikke præmissen for virksomhedsdrift. Men man skal også være opmærksom på, at der er andre virksomheder, særligt når de har nået en vis størrelse, der gør et aktivt arbejde for at blive hørt og sikre sig gode rammevilkår, siger han.
Fakta
Sådan har vi gjort: Der er søgt i Infomedias database over danske medier i perioden fra 30/9-2016 til 3/9- 2019. Hvor virksomhedsnavnet ofte forkortes, eksempelvis ”Vestas” frem for ”Vestas Wind Systems”, er den mest brugte titulering brugt. Ørsted indgår ikke i opgørelsen, da ”Ørsted” ofte indgår i ikke-virksomhedsrelaterede sammenhænge. Det er alene de 25 største selskaber målt på omsætning, hvis omtale er undersøgt. Du kan se den fulde opgørelse over medieomtalen i den trykte udgave af DI Business på side 28 - 33