I junglen er det den stærkeste, der overlever. Sådan risikerer det også at blive i international handel efter, at verdenshandelsorganisationen WTO's appeldomstol er sat ud af kraft, frygter Dansk Industri.

Dansk Industri
10.12.19 DIB Nyheder

Jungleloven er officielt indtrådt i international handel

Verdenshandelorganisationen WTO’s appeldomstol er fra den 11. december sat ud af funktion. Det er skadeligt for den internationale handel og dansk eksport, advarer Dansk Industri.

Så oprandt dagen, hvor jungleloven for alvor igen indtrådte på den globale handelspolitisk scene.

Anledningen er, at verdenshandelorganisationen WTO's appeldomstol fra den 11. december, blot har en tilbageværende dommer, hvilket i praksis efterlader WTO-landene, deriblandt Danmark, uden en mekanisme til at håndhæve handelsreglerne.

- Appeldomstolen er kronjuvelen i WTO-samarbejdet og er med til at holde hånden under det regelbaserede, internationale handelssystem, som Danmark har nydt gavn af i mange, mange år. Uden domstolen, bliver det den stærkeste, der vinder i international handel – jungleloven er med andre ord tilbage, siger underdirektør i Dansk Industri (DI) Peter Thagesen.

Læs også: Jungleloven gør (måske) sit indtog i verdenshandlen

Krisen har været længe undervejs

Men hvordan er det kommet så vidt?

Forklaringen skal findes i, at den amerikansk præsident Donald Trump i lighed med sin forgænger Barack Obama har blokeret for udnævnelsen af nye dommere til WTO’s appeldomstol.

Blokeringen medfører, at der fra den 11. december blot vil være en tilbageværende dommer i appelorganet – og dermed vil det ikke længere være funktionsdygtigt, da reglerne tilsiger, at der minimum skal være tre dommere, fortæller Peter Thagesen, der også er afsætningspolitisk chef i DI.

- WTO er paralyseret. Der er simpelthen ikke længere nogen mekanisme til at håndhæve WTO’s handelsregler.

Læs også: Sommeren har lagt handelshindringer på varer for 3 billioner kr.

Den stærkeste vinder

Årsagen til USA modsætter sig udnævnelsen af nye dommere er, at man er utilfreds med det eksisterende system. Eksempelvis at appelorganet ifølge USA overskrider sit mandat, ikke overholder tidsfrister og lader dommere, hvis mandatperiode er udløbet, arbejde videre med igangværende sager.

I længere tid har der derfor også været arbejdet med en modernisering af WTO og appelorganet, men indtil videre altså uden resultater. Det efterlader international handel i en yderst uheldig situation, mener Peter Thagesen.

- Alt andet lige vil det være med til at skabe endnu mere usikkerhed omkring vilkårene for international handel, hvilket vil få en afsmittende og negativ indvirkning på danske virksomheders globale markedsmuligheder, siger DI’s afsætningspolitisk chef og tilføjer:  

- Heldigvis for Danmark, så er vi med i EU, og er på den måde del af en stærk blok. Vi har med andre ord noget at stå imod med i den kommende tid, hvor det desværre ser ud til at være størrelse fremfor regler, der kommer til at diktere den internationale handelsorden.

Læs også: ”Uoverskuelige følger af britisk valgkamp”

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Peter Dige Thagesen

Peter Dige Thagesen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3752
  • Mobil +45 2949 4569
  • E-mail pth@di.dk

Relateret indhold