09.12.19 DIB Nyheder

Medicin og vindmøller sikrer fremgang i eksporten

Nye tal: Danmarks store eksport af medicinalvarer og energiløsninger er med til at holde den internationale økonomiske opbremsning stangen, men det vil blive sværere i de kommende år, mener DI’s chefanalytiker Allan Sørensen.

Vareeksporten steg med 0,1 procent i oktober. Set over de seneste tre måneder har der været en fremgang på 1,6 procent. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

- Den lave vækst i udlandet og store usikkerhed om fremtiden har heldigvis endnu ikke ført til fald i eksporten. Billedet er dog ikke entydigt. Salget af eksempelvis halvfabrikata og råstoffer er faldet over det seneste år, mens medicin og vindmøller har sikret fremgang i eksporten, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri (DI).

Der er store geografiske forskelle på udviklingen i eksporten. Eksporten til USA er steget med 35,8 pct. i 2016, mens salget til Kina er blevet øget med 24,1 pct. Samtidig har der været et fald i eksporten til Storbritannien på 10,8 pct., og Tyskland på 0,9 pct.

- USA og Kina ligger stadig i handelskrig med hinanden, men det kan ikke ses i den danske eksport til de to lande. Vi har især øget vores eksport af medicin til USA. Og da Kina er ramt afrikansk svinepest, har vi en stigende eksport af svinekød til det store kinesiske marked, siger Allan Sørensen.

- Eksporten til Storbritannien er gået markant tilbage i løbet af 2019, og salget til Tyskland og Sverige møder også modgang. Vi har rigtig mange underleverancer til tysk erhvervsliv, og den tyske industriproduktion er desværre faldet til det laveste niveau i næsten fire år, siger Allan Sørensen.

Industrivirksomhedernes vurderinger af antallet af eksportordrer har over de seneste tre måneder ligget på laveste niveau siden 2016.

- Flere virksomheder melder om mangel på efterspørgsel. Derfor venter vi, at væksten i eksporten desværre vil aftage i de kommende år, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold