Dawei Goa er i gang med at uddanne sig til finmekaniker hos Elos Medtech. Han har været lærling hos virksomheden i et år.

Foto: Jonatan Steengaard
17.12.19 DIB Nyheder

Skoler skaffer flere lærlinge til hovedstads-virksomheder

Partnerskab mellem tre erhvervsskoler i Region Hovedstaden skaffer flere og mere kvalificerede lærlinge til virksomheder som Elos Medtech i Gørløse. DI opfordrer flere erhvervsskoler til at lave lignende samarbejder.

Fra gaden ligner Elos Medtechs fabrik resten af villakvarteret i Gørløse, men bag de gule mursten gemmer sig 170 ansatte på den 7.500 kvm store fabrik, der producerer medicinsk udstyr primært til tandlægeindustrien.

Den manglende synlighed gælder ifølge uddannelses- og lærlingeansvarlig Carsten Schou også, når virksomheden skal ansætte eksempelvis automatikteknik- og finmekaniklærlinge.

- Finmekanikeruddannelsen er en meget usynlig uddannelse, og det betyder noget for, hvilke lærlinge vi kan få. Vi mangler simpelthen kvalificerede lærlinge, siger han.

Det hjælper et nyt samarbejde mellem erhvervsskolerne U/Nord, Next og TEC virksomheden med at lave om på.

- Vi har i forvejen seks lærlinge og elever, vi har hentet fra forskellige steder i landet, men med samarbejdet med skolerne er det lettere at finde de helt rigtige, siger Carsten Schou.

Skolerne er gået sammen med virksomheder i en fælles lærlingeindsats. Det skal skabe et overblik over virksomhedernes behov for uddannelse af faglærte og udfordringer i den forbindelse.

- Målet er, at virksomhederne i Region Hovedstaden skal tage 20 procent flere elever frem mod udgangen af 2021, siger Heidi Adelsbøll Rasmussen, der er partnerskabskonsulent på erhvervsskolen U/Nord.

Læs også: Indstil din dygtigste lærling til en pris

Store virksomheder har mange forskellige elevtyper. De skal på flere forskellige skoler, og det bliver hurtigt en jungle. Heidi Adelsbøll Rasmussen, partnerskabskonsulent på U/Nord

Én samlet indgang til over 100 uddannelser

Partnerskabet med Elos Medtech var et af de første strategiske partnerskaber, der blev indgået. Heidi Adelsbøll Rasmussen var hurtig til at hjælpe virksomheden med at finde den lærling, de manglede.

- Som partnerskabskonsulent talte jeg med Carsten fra Elos om, hvilke lærlinge de manglede og havde svært ved at tiltrække. Jeg kunne gennem erhvervsskolerne hurtigt finde den finmekanikerlærling, de skulle bruge, siger hun.

Det er virksomheder med minimum 150 ansatte, partnerskabet henvender sig til. Det er typisk virksomheder i den størrelsesorden, der har sværest ved at opfylde det aftalte antal lærlinge.

- Store virksomheder har mange forskellige elevtyper. De skal på flere forskellige skoler, og det bliver hurtigt en jungle for virksomhederne. Vi tilbyder dem én indgang til alle tre skoler, siger hun.

For Heidi Adelsbøll Rasmussen spiller de unges kendskab til uddannelserne en stor rolle, og der er ikke så mange, der kender de fag, Elos Medtech skal bruge lærlingen inden for.

- Alle i en ganske almindelig niende klasse ved, hvad en tømrer, maler eller murer er. Hvis vi spørger dem, hvad en finmekaniker eller procesoperatør er, så aner de det ikke. Det er et problem, hvis virksomhederne skal have de lærlinge, de skal bruge, siger hun.

Læs også: En lærling er ikke bare en lærling

Lærlinge fremtidssikrer branchen

Elos Medtech har de sidste 15 år udviklet sig fra at være en ren produktionsvirksomhed til at fokusere mere på højteknologi og brug af robotter.

- Det stiller os bedre i konkurrencen med eksempelvis Kina og kan forhåbentlig også tiltrække nogle lærlinge, siger Carsten Schou.

Ifølge uddannelseschefen på Elos Mectech ansætter virksomheden lærlinge både for deres egen skyld, men også for at bidrage til branchen.

- Ligesom virksomheden udvikler sig, bliver vores medarbejdere også ældre. Hvis branchen stadig skal have kvalificeret arbejdskraft om 15-20 år, så skal vi også udlære lærlinge i dag, siger Carsten Schou.

Elos Medtech har i dag automatikteknik- og finmekanikerlærlinge og en handelsassistentelev.

Læs også: ISS: Partnerskaber er nøgleord i klimaindsatsen

Ja tak til flere lærlinge og samarbejder

Erhvervsuddannelseschef i Dansk Industri, Lone Folmer Berthelsen, er glad for at se, når en virksomhed som Elos Medtech indgår nye samarbejder for fortsat at kunne tiltrække og uddanne lærlinge i virksomheden.

- Mange af industriens erhvervsuddannelser kan netop være ret så usynlige for de unge og voksne, som vælger en erhvervsuddannelse. Der er derfor behov for en ekstra indsats for at fange deres interesse, siger hun.

Lone Folmer Berthelsen ser derfor meget positivt på initiativet, der går på tværs af regionens erhvervsskoler og sikrer, at virksomhederne bliver præsenteret for relevante uddannelser, uanset hvilken skole der udbyder den pågældende uddannelse.

Samtidig sikrer samarbejdet, at virksomhederne lettere får adgang til de elever og lærlinge, de har behov for.

- Vi ser gerne, at mange flere medlemsvirksomheder uddanner lærlinge inde for flere forskellige fag, end tilfældet er i dag. Og så kan vi kan kun opfordre til, at langt flere erhvervsskoler vil lave lignende samarbejder, siger erhvervsuddannelseschefen.

Hvis du vil høre mere om, hvordan partnerskabet kan hjælpe din virksomhed i gang eller videre med uddannelse af lærlinge, kan du kontakte partnerskabskonsulent Heidi Adelsbøll Rasmussen på hara@unord.dk eller +45 91330103.

’Flere praktikpladser gennem strategiske partnerskaber’ er støttet af Region Hovedstaden.

Læs også: Erhvervsredaktør: ”Der findes en masse fantastiske virksomheder, vi burde interessere os meget mere for”

Fakta

Elos Medtech

Virksomheden har globalt cirka 550 medarbejdere.

Jan Wahlström har siden 2016 været adm. direktør.

Virksomheden har udover Gørløse i Nordsjælland fabrikker i Sverige, USA og Kina.

Den blev stiftet i Gørløse i 1969 og er siden fusioneret med en svensk virksomhed.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jonatan Steengaard
Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold