06.12.19 DIB Nyheder

Stærk jobrapport er godt nyt for dansk eksport

Nye tal: Der blev skabt 266.000 nye amerikanske job i november, mens ledigheden faldt til 3,5 procent, fortæller tal fra USA's regering.

Kongetallet fortæller igen om fremgang på det amerikanske arbejdsmarked, og det er godt nyt for dansk eksport.

- USA har overhalet Tyskland som vores største eksportmarked. Derfor er det rigtig gode nyheder for dansk erhvervsliv, at der stadig er liv i det amerikanske opsving. Det gør det muligt at hente flere ordrer hjem over Atlanten, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri (DI).

Han er imponeret over den langvarige amerikanske fremgang på arbejdsmarkedet.

- I mere end ni år har kongetallet kun peget på fremgang. Opsvinget på det amerikanske arbejdsmarked er det længste i historien, og ledigheden har ikke været lavere siden 1969. Der er utrolig få amerikanere, som har været på arbejdsmarkedet længe nok til, at de har oplevet en lavere ledighed, siger Allan Sørensen.

- Væksten er aftagende i amerikansk økonomi, og derfor har den amerikanske centralbank (FED) allerede sænket renten tre gange for at afdæmpe en kommende opbremsning. Indtil nu er der dog ikke tegn på opbremsning på arbejdsmarkedet, siger Allan Sørensen.

Lønningerne er steget med 3,1 procent over det seneste år.

- Amerikanerne får stadig ganske pæne lønstigninger og sammen med gode jobmuligheder har det styrket deres privatøkonomi og forbrugsmuligheder. Det er med til at holde hånden under opsvinget, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold