Dansand har blandt andet skrevet forbehold for et hårdt brexit ind i kontrakter, fordi det kunne give problemer med leveringstider som følge af transportproblemer, oplyser adm. direktør Thomas Steen Hansen.

Foto: Dansand
05.12.19 DIB Nyheder

”Uoverskuelige følger af britisk valgkamp”

Virksomheder bør forberede sig på, at briternes tur til valgurnerne 12. december åbner banen for alle tænkelige udfald af brexit, vurderer DI. Læs hvordan adm. direktør Thomas Steen Hansen, Dansand A/S, og en række andre virksomhedsledere vurderer situationen i Storbritannien.

- Vi holder fast i vores alarmberedskab, for alt er stadig i spil.
Dansand A/S’ adm. direktør Thomas Steen Hansen sover i princippet med sikkerhedshjelmen inden for rækkevidde efter briternes beslutning om at afholde parlamentsvalg 12. december, mens brexit er udsat for tredje gang til 31. januar 2020.
Fem procent af Dansands samlede omsætning kommer fra Storbritannien, hvor briterne især køber virksomhedens fugesand i landets byggemarkeder. Der er potentiale for mere salg, men brexit skaber usikkerhed og bremser væksten.

Thomas Steen Hansen er en kende mere optimistisk end tidligere, efter at det britiske parlament i oktober stemte for premierminister Boris Johnsons nye brexit-aftale med EU.

- Men vi er ikke home safe, for nu er der valgkamp, hvor følgerne er uoverskuelige. Derfor kan vi heller ikke helt se bort fra risikoen for et hårdt brexit, siger han.

Læs også magasinet DI Business "Bliv klar til Brexit"

Det britiske marked er mindre lukrativt i dag, og det ærgrer os, for der er flere muligheder. Det er geografisk tæt på, det er sprogligt og kulturelt tilgængeligt, og vi har ambitioner om at øge vores samlede eksport Dansand A/S’ adm. direktør Thomas Steen Hansen

DI: Brexit sat på pause

DI’s Europapolitiske chef Anders Ladefoged ser også en fortsat risiko for et hårdt brexit, selv om sandsynligheden er større for, at Boris Johnsons brexit-aftale bliver en realitet.

- Men nu er brexit sat på pause, til vi kender valgresultatet og ser, hvilken regering briterne får, og hvilket flertal den regering kan få bag sig. Virksomhederne må derfor væbne sig med tålmodighed og stadig forudse alle tænkelige udfald. Vi kan hverken udelukke, at der kommer en ny brexit-afstemning, eller at det bliver et hårdt brexit, siger Anders Ladefoged og fortsætter:

- Men vi håber, der kommer en afklaring, så virksomhederne får fast grund under fødderne. Ser man optimistisk på det, kan et valg løsne op for den fastlåste politisk situation.

Læs også: Storbritanniens fire veje ud af EU

Handelsaftale med EU central

Det springende punkt for Dansands direktør bliver den handelsaftale, EU og Storbritannien skal forhandle på plads i en overgangsperiode efter, at briterne er ude af EU.

- Den aftale kender vi formentlig først i slutningen af 2020, og den bliver afgørende for Dansands muligheder på det britiske marked, siger Thomas Steen Hansen.

Anders Ladefoged ser behov for en handelsaftale med færrest mulige barrierer og beskriver det således:

- Det bliver svære forhandlinger, for der er også behov for balance mellem rettigheder og pligter for Storbritannien, eller som EU’s chefforhandler siger: ”ingen told, ingen kvoter, ingen dumping”.

Læs også: 42 ekstra toldere skal gøre livet lettere for danske virksomheder

Tre års forberedelse

Dansand har, siden briterne stemte sig ud af EU 23. juni 2016, forberedt sig på den dag, hvor valget bliver omsat i handling. Især den faldende valutakurs siden afstemningen har ramt indtægterne. Og derfor har Dansand valgt at flytte en del af produktionen til Storbritannien for også at holde omkostningerne i pund, forklarer Thomas Steen Hansen.

- Det faldende pund har truet vores forretning i landet, så derfor har vi fundet en partner i Sydengland, der hjælper os med produktionen, siger han.

Siden afstemningen i 2016 har pundet været svækket med op til 15 procent over for kronen.

Derudover har Dansand blandt andet skrevet forbehold for et hårdt brexit ind i kontrakter, fordi det kunne give problemer med leveringstider som følge af transportproblemer. Yderligere er der bygget lagre op, og virksomheden har justeret på aftaler med partnere og distributører for at gardere sig mod en økonomisk risiko, hvis de kommer i problemer.

- Det britiske marked er mindre lukrativt i dag, og det ærgrer os, for der er flere muligheder. Det er geografisk tæt på, det er sprogligt og kulturelt tilgængeligt, og vi har ambitioner om at øge vores samlede eksport, forklarer Thomas Steen Hansen. 

Læs også: Tjekliste: Bliv klar til Brexit

Adm. direktør Thomas Krøyer, Leman A/S

Adm. direktør Thomas Krøyer, Leman A/S:

- Parlamentsvalget bliver altafgørende, fordi den politiske spredning kan blive større. Derfor er alle udfald stadig i spil. Vi vil helst have en afklaring snart, fordi usikkerheden hverken er rar for Leman eller vores kunder. Kunderne bliver mere forsigtige, og vi ser en afmatning i markedet, siger han.
Leman har siden 2016 forberedt sig på alle scenarier af ­brexit, blandt andet ved at købe tre britiske transportforretninger. Leman har dagligt cirka 200 transporter ind og ud af Storbritannien. Leman har fire kontorer og 140 ansatte i Storbritannien.

Foto: Thomas Arnbo
Koncerndirektør Torsten Steenholt, Chr. Hansen A/S

Koncerndirektør Torsten Steenholt, Chr. Hansen A/S:

- Vi er beredt på worst case og har faktisk testet det live to gange takket være de to tidligere deadlines for brexit. Nu vil vi gerne have en afklaring, for det er frustrerende at rykke tilbage, hver gang exit-datoen rykker frem, siger han.
Chr. Hansen har ekstra lagre i Storbritannien og Irland, der kan forsyne britiske mejerier med virksomhedens bakterie­kulturer i en måned, hvis toldbehandlingen bliver træg efter brexit. Effektiv toldbehandling efter brexit er derfor et kardinalpunkt for virksomheden. 25 millioner briter bruger dagligt Chr. Hansens produkter.

Foto: Sif Meincke
Adm. direktør Peter Normann Nielsen, Morsø Jernstøberi A/S

Adm. direktør Peter Normann Nielsen, Morsø Jernstøberi A/S:

- Vi ser helst en afklaring, da yderligere udskydelser blot er med til at fastholde usikkerheden omkring den engelske økonomi fremadrettet. På den anden side mener vi også, at et hårdt brexit er det værste scenarie for alle. Derfor skal et alternativ forfølges, så længe det er muligt, også selv om det forlænger processen, siger han.
Markedet er bremset op for Morsøs brændeovne, og virksomheden har derfor tilpasset sit setup i landet. Virksomheden er beredt på, at det går op eller ned. Cirka en tredjedel af Morsø Jernstøberis eksport går til Storbritannien.

Foto: Thomas Arnbo
Adm. direktør Kalle Nielsen, DPA Microphones A/S

Adm. direktør Kalle Nielsen, DPA Microphones A/S:

- Vi har nu kørt et lager op i Storbritannien – for tredje gang. Hver gang vi har troet, at nu skal vi videre og har kørt lageret ned, har vi måttet bygge det op igen. Vi har til seks måneder nu. Det er helt afgørende for os, at brexit ikke går ud over vores britiske kunder, siger han.
DPA Microphones eksporterer ca. 10 – 15 procent af produktionen fra Asnæs til Storbritannien – men markedet er ultravigtigt, da hovedparten af teater- og musicalmikrofoner, der indkøbes til shows i resten af verden, bliver bestilt på foranledning af teknikere fra London. Har 7 ud af 200 medarbejdere i Storbritannien.

Foto: Thomas Arnbo

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Skrevet af:

Uffe Hansen Karen Witt Olsen

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold