07.02.19 DIB Nyheder

Nøgletal: Rekordstor produktion i usikre tider

Industriproduktionen sætter ny rekord efter et flot 2018 trods modvind på vigtige eksportmarkeder og voksende international uro. Det giver håb i en ellers bekymrende tid, mener DI’s chefanalytiker Allan Sørensen.

Industriproduktionen, ekskl. medicinalindustri, steg med 2,5 procent i december. Hele 2018 endte med en fremgang i produktionen på 4,2 procent, viser nye tal fra Danmark Statistik.

- Industrien sluttede 2018 utrolig flot af, og viser dermed positive takter i en tid med international uro og nedgang i væksten på vores eksportmarkeder, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk industri (DI).

- Forventningerne til produktionen er stadig ganske positive, så der er forhåbning om, at de positive takter forsætter i 2019. Men industriens ordrebeholdning er faldet over det seneste halve år, og flere varer er blevet lagt på lager, siger Allan Sørensen.

Danske industrivirksomheder er sluppet bedre igennem 2018 end virksomhederne i Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien, hvor produktionen er bremset op. Allan Sørensen, Cheføkonom

- Danske industrivirksomheder er sluppet bedre igennem 2018 end virksomhederne i Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien, hvor produktionen er bremset op. Udviklingen i de store europæiske lande er dog bekymrende, og kan i sidste ende også ramme Danmark, da vi har mange underleverancer til industrien i udlandet, siger Allan Sørensen.

- Industrivirksomhederne sælger hovedparten af deres produkter til udlandet. Derfor er det bekymrende, at væksten i Europa er på vej ned. Det trækker op til et hårdt Brexit, og den store tyske industrimotor viser også svaghedstegn, siger Allan Sørensen.

Nye tal viser samtidig, at industriproduktionen i Tyskland faldt med 0,4 procent i december, og ligger 3,9 procent under niveauet fra året før.

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold