14.02.19 DI Business Nyheder

Nye tal: Tyskland og Italien bremser vækst i Europa

Europas økonomiske vækst er stagneret i fjerde kvartal af 2018 på grund af især lunken tysk og italiensk økonomi.

Europæisk økonomi voksede med 0,2 procent i fjerde kvartal. Væksten i EU aftog dermed til laveste niveau siden starten af 2013. Det viser nye tal fra Eurostat.

- Tysk tomgang og italiensk recession bremser væksten i Europa. Tyskland undgik med nød og næppe recession i andet halvår af 2018, men så heldige var italienerne ikke. Økonomiske kvaler i to af EU’s største økonomier sætter sine spor i den samlede europæiske vækst. Væksten i hele EU aftog i fjerde kvartal til det laveste niveau i løbet af det næsten seks år lange opsving. Det vil også smitte af på Danmark og de andre EU-lande, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

- Det trækker mere og mere op til et hårdt brexit, og sammen med svage tyske nøgletal, gule veste i Paris og italiensk vækstkrise lover det ikke godt for den økonomiske udvikling i 2019, siger Allan Sørensen.

For hele 2018 endte væksten på 1,9 procent i EU og 1,8 procent i eurolandene.

Usikkerheden gør, at forbrugerne bruger færre penge, mens virksomhederne holder igen med investeringer. Allan Sørensen, Chefanalytiker

- EU-Kommissionen præsenterede i sidste uge en ny prognose, hvor EU’s økonomiske vækst ventes at vokse med 1,5 procent i 2019, mens der i eurolandene er udsigt til en vækst på blot 1,3 procent, siger Allan Sørensen

- Europas økonomiske opsving har toppet i denne omgang. Der er pt. stor usikkerhed om styrken af det europæiske opsving, og det er gift for den økonomiske aktivitet. Usikkerheden gør, at forbrugerne bruger færre penge, mens virksomhederne holder igen med investeringer, siger chefanalytiker Allan Sørensen, Dansk Industri.

Der er samtidig kommet nye tal for beskæftigelsen i EU. De nye tal viser, at beskæftigelsen i EU steg med 0,2 procent i fjerde kvartal.

- Der er fortsat positive tendenser på arbejdsmarkedet på trods af nedgang i den økonomiske vækst. Opsvinget på det europæiske arbejdsmarked startede for seks år siden, og siden da har 15,5 millioner flere europæere fået et job, hvilket har sendt EU’s ledighed ned på det laveste niveau nogensinde. Ledigheden er dog ulige fordelt. Grækenland, Spanien og Italien kæmper stadig med en ledighed på over 10 procent, siger Allan Sørensen.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret