#Danske virksomheder tager verdensmålene til sig. Det kan jeg godt forstå, for de giver en rigtig god platform til at sætte nyt strategisk fokus på bæredygtig udvikling af forretningen, siger COO/Direktør fra DI Thomas Bustrup.

Video: Marie Victoria Nedergaard
DI Business Nyheder

Virksomheder satser på bæredygtig forretning

Ni af ti virksomheder har fokus på at forfølge nye forretningsmuligheder i bæredygtighed. Det giver danske virksomheder en fordel i den globale konkurrence, mener DI.

Bæredygtighed er efterhånden på alles læber, og verdensmålene er på virksomhedernes radar. Ifølge en ny rapport fra DI er 63 pct. af virksomhederne bekendte med FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling. Det er dobbelt så mange som sidste år. Samtidig er andelen af virksomheder, der arbejder strategisk med verdensmålene også vokset fra 12 til 22 procent.

- Vores rapport viser, at danske virksomheder tager verdensmålene til sig. Og det kan jeg godt forstå. For verdensmålene giver en rigtig god platform til at sætte nyt strategisk fokus på bæredygtig udvikling af forretningen, siger COO/Direktør fra DI Thomas Bustrup.

Læs rapporten: Ni ud af ti virksomheder gør bæreduygtig forretning

Det giver danske virksomheder et stærkt udgangspunkt for at gribe de globale forretningsmuligheder, der ligger og venter i den stigende globale efterspørgsel efter bæredygtige løsninger Thomas Bustrup, COO/Direktør

Giver global konkurrencefordel

Han påpeger, at verdensmålene rummer konkrete forretningspotentialer for danske virksomheder, fordi der globalt vil blive investeret i sektorer, hvor dansk erhvervsliv har stærke kompetencer. Det er fx grøn energi, vand, fødevareteknologi, og sundhed.

Rapporten fra DI viser også, at danske virksomheder er godt i gang med at indarbejde bæredygtighed i forretningen. Den viser, at 93 procent af dem i forskellig grad har indført tiltag, der forbedrer virksomhedens sociale- og/eller miljømæssige indvirkning på samfundet. 94 procent har fokus på at forfølge nye forretningsmuligheder med samme virkning.

- Det glæder mig, at bæredygtighed allerede er godt forankret i dansk erhvervsliv. Det vidner om, at danske virksomheder tager de globale udfordringer alvorligt. Samtidigt giver det danske virksomheder et stærkt udgangspunkt for at gribe de globale forretningsmuligheder, der ligger og venter i den stigende globale efterspørgsel efter bæredygtige løsninger, siger Thomas Bustrup.

Læs også: Blog: En bæredygtig verden kræver indsats fra kritisk masse af virksomheder

Politikere skal understøtte mulighederne

Fredag 22. februar afholdt Folketinget en åben høring om fremdriften for at nå de 17 verdensmål for en global bæredygtig udvikling. Og beskeden fra DI var klar: De politisk bestemte rammevilkår skal tilpasses, så de understøtter virksomhedernes arbejde med verdensmålene.

- Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at nå målsætningen om en bæredygtig verden inden 2030, er det helt afgørende, at den kritiske masse af virksomheder er med. Og det kræver dels, at endnu flere virksomheder får øjnene op for det forretningsstrategiske i at arbejde med bæredygtighed. Dels at der fra politisk side sættes ind for at understøtte danske virksomheders muligheder for at gribe de globale forretningsmuligheder, som verdensmålene repræsenterer, siger Thomas Bustrup.

Læs også: Erhvervsfremstød giver milliardindtægter for danske virksomheder

Små virksomheder er også i gang

En af de virksomheder, der har fået øjnene op for arbejdet med FN’s verdensmål er Fischer Lighting. En dansk virksomhed med store ambitioner, som allerede har båret frugt.

- I samarbejde med arkitektfirmaet 3XN har vi designet lampen ’Fischer Family August’, der er lavet af gamle lamper og genbrugte fiskenet. På den måde kunne vi både genbruge lysarmaturer og samtidig udvikle et nyt design, siger Lars Elmvang, partner i Fischer Lighting.

Lampen vandt prisen for Det Bæredygtige Element, Produktprisen, på Building Green 2018 og er nomineret til en international pris ved Green Product Award 2019 i München.

Før hen var det muligt at udskifte lyskilden i et armatur. I dag er man oftest nødt til at skifte hele armaturet ud, hvis man ønsker en anden lyskilde, end den der sad i oprindeligt. Den udvikling forsøger Fischer Lighting at vende.

- Vi startede virksomheden med et klart mål om en bæredygtig produktion gennem genbrug. Vi har lavet en forretning, der gør det muligt at genbruge lysarmaturer i stedet for at smide dem ud, når man eksempelvis skal energioptimere en bygning og derfor ønsker at skifte til LED, siger Lars Elmvang.

Fischer Lighting er derudover også i gang med et forskningsprojekt i samarbejde med DTU om lysets indvirkning på sundhed og humør. Og deltager i projektet "Fra fliantropi til forretning", der skal tjene som pionerprojekt for danske virksomheders arbejde med verdensmålene. 

Læs også: 300 mellemøstlige forretningsfolk høster danske erfaringer med verdensmål

Marie Lehmann

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3133
  • Mobil +45 2628 2166
  • E-mail male@di.dk
Relateret