Eleverne i 4. Z på Syvstjerneskolen i Værløse havde fredag 8. marts skiftet det daglige klasseværelse ud med et besøg hos it-virksomheden IBM i Holte.

Video: Ida Bechtle
13.03.19 DIB Nyheder

Video: 4. klasse: Fedt at se kodning i virkeligheden

Syvstjerneskolens 4. Z har været på det første virksomhedsbesøg i DI’s besøgsordning i forbindelse med projektet Ultra:bit. Eleverne udviklede hos it-virksomheden IBM blandt andet deres egne rejse-apps og fik lov at se, hvordan kodning og programmering foregår i virkeligheden.

”Jeg synes, det har været virkelig fedt at være hos IBM i dag. Vi har fundet ud af, hvad man rent faktisk kan bruge det til i virkeligheden, hvis man gerne vil arbejde med kodning. Jeg kan godt lide at kode og bruger lang tid på det derhjemme.”

Sådan sagde 10-årige David, efter at han og resten af eleverne i 4. Z på Syvstjerneskolen i Værløse fredag 8. marts havde skiftet det daglige klasseværelse ud med et besøg hos it-virksomheden IBM i Holte.

Apps, kodning og virtual reality dannede rammerne om det første virksomhedsbesøg af mange i forbindelse med projektet ultra:bit, som Danmarks Radio tilbyder i samarbejde med Industriens Fond og Center for Undervisningsmidler.

Med ultra:bit kan alle elever på mellemtrinnet i hele Danmark ved hjælp af minicomputeren micro:bit lære at kode i undervisningen.

Læs også: Ti års stilstand: Kvinder vælger stadig ikke it og teknologi

KTF er en forkortelse af ’Klar Til Ferie’, og i appen kan man, når man sidder i flyveren, både spille spil, høre musik og få information om, hvor man skal hen. Hvis man ikke ved, hvordan man for eksempel siger ’hej med dig’ på tysk, kan appen også oversætte for én Andreas, 4. klasses elev på Syvstjerneskolen i Værløse

’Hej med dig’ på tysk

Denne fredag hos IBM fik Syvstjerneskolens elever blandt andet til opgave at udvikle en ide til deres egen app. En opgave, der ifølge Henriette Nisted, Global Administration Manager Nordic i IBM, er vigtig for børns opfattelse af, hvad kodning også kan være.

- Børn i 4. klasse er umiddelbare og åbne. De er ivrige efter at lære nyt, og vi skal sørge for, at de får lov til at være med, så de kan se, hvordan vi arbejder med det i virksomheden,og forhåbentligt øger deres bevidsthed for STEM-fagene og IT, siger Henriette Nisted.

Andreas på 10 år var en af eleverne bag appen KTF, som sidst på fredagen blev præsenteret for resten af klassen og IBM’s medarbejdere.

- KTF er en forkortelse af ’Klar Til Ferie’, og i appen kan man, når man sidder i flyveren, både spille spil, høre musik og få information om, hvor man skal hen. Hvis man ikke ved, hvordan man for eksempel siger ’hej med dig’ på tysk, kan appen også oversætte for én, forklarer Andreas.

Læs også: ”Danmarks digitale fremtid hviler på kun 235 personer”

Landsdækkende i 2020

Morten Meisner underviser 4. Z i natur og teknik. Han håber, at ultra:bit kan styrke elevernes interesse for det teknologiske felt, og at eleverne efter besøget synes, at kodning er sjovt.

- Det her er en god chance for klassen for at se de mennesker, der arbejder med blandt anden kodning, de omgivelser, det foregår i, og de konkrete udfordringer og løsninger, de har her hos IBM, siger Morten Meisner.

Chefkonsulent i Dansk Industri (DI) Ida Kragh-Vodstrup peger på, at den nysgerrighed og begejstring, som eleverne kan opnå ved at komme på virksomhedsbesøg, er en forudsætning for, at de vælger en uddannelse inden for det digitale.

- Vi er rigtig glade for, at vores medlemsvirksomheder bakker op om projektet ultra:bit – Åben skole. På den måde er vi med til at vække interessen for digitale løsninger hos næste generation. DI deltager i projektet, fordi vi er med til at vise børnene, at det, de lærer i skolen, svarer til det, der foregår ude i virksomhederne, siger Ida Kragh-Vodstrup.

15 pilotvirksomheder i København, Aalborg og Odense har siden efteråret været åbne for besøg af fjerdeklasser. I 2020 udvides projektet yderligere.

- Næste år gør DI sammen med Dansk Arbejdsgiverforening ultra:bit – Åben skole landsdækkende. Elever i hele landet kan derved opleve de mange spændende virksomheder, der arbejder med teknologi, siger chefkonsulenten.

Læs også: Ny rekord: Danmark topper patentansøgninger

Jonatan Steengaard
Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Ida Kragh-Vodstrup

Ida Kragh-Vodstrup

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3153
  • Mobil +45 2142 5152
  • E-mail idkv@di.dk

Relateret indhold