DI Business Nyheder

Eksporten trodser global modvind

Eksporten slår rekord i årets første måned efter et 2018, som var et sløjt eksportår til glemmebogen. Den aftagende vækst i verdensøkonomien kan dog give de danske eksportvirksomheder deres sag for, når det gælder at hente nye ordrer hjem, mener DI’s chefanalytiker.

Danmarks eksport steg med hele 7,8 procent i januar og ligger 11,0 procent højere end året før. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Eksporten har fået en utrolig god start på 2019 og trodser dermed den globale modvind. Med en rekordhøj eksport lægger vi afstand til 2018. Sidste år voksede eksporten med blot 0,8 procent, men eksporten er kommet meget bedre ud af starthullet her i 2019, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk Industri.

- Eksporten har fået en utrolig god start på 2019 og trodser dermed den globale modvind. Allan Sørensen, Chefanalytiker

- Det er vigtigt med fremgang i eksporten, hvis vi skal holde liv i det økonomiske opsving. Sidste år var væksten i Danmark primært trukket af privatforbruget, med fremgang i eksporten bliver væksten mere balanceret, siger Allan Sørensen.

- Vi glæder os over den gode start på 2019, og håber de positive tendenser fortsætter, men virksomhederne kan desværre komme til at kæmpe hårdt for nye ordrer. OECD har nedjusteret sin prognose for verdensøkonomien. Der er desværre udsigt til skuffende lav vækst på vores vigtige eksportmarkeder i Europa, og samtidig står vi foran et meget kaotisk Brexit, siger Allan Sørensen.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret