Foto fra venstre: Sanna Suvanto-Harsaae, Gitte Kirkegaard, Mie Krog, Rikke Christiansen, Annemarie Meisling.

PR fotos
07.03.19 DI Business Nyheder

Fem ledere: Dét skal markeres på kvindernes kampdag

Annemarie Meisling fra Chr. Hansen, Gitte Kirkegaard fra Logitrans, Sanna Suvanto-Harsaae fra BoConcept og SAS, Mie Krog fra Flügger og Rikke Christiansen fra Radiometer giver her deres bud på et hovedtema til kvindernes kampdag.

Vis mere mod. Få en ambitiøs karriererplan. Flyt fokus fra køn til kompetencer. Danske erhvervskvinder er klar med flere opfordringer til, hvad der bør stå øverst på dagsordnen, når Danmark fredag 8. marts fejrer Kvindernes Internationale Kampdag for 98. gang.  

- Jeg vil gerne slå et slag for, at alle kvinder bruger dagen på at lave en ambitiøs karriereplan. De kan starte med at reflektere over, hvor de gerne vil være om fem år, hvis de virkelig skal følge deres drøm. Derefter kan de nedskrive tre konkrete aktiviteter, der vil bringe dem tættere på denne drøm, lyder opfordringen fra Annemarie Meisling, der er bæredygtighedsdirektør hos ingrediensvirksomheden Chr. Hansen.

Det kan eksempelvis være mere kundeansvar, mere ledelsesansvar eller et tungere netværk. Hun tilføjer, at kvinderne dertil bør finde en mentor, der kan udfordre deres karriereplan og hjælpe dem videre.

- Vi kan alle have brug for et skub i den rigtige retning, siger Annemarie Meisling. 

Vi skal stoppe med at sætte kvindelige ledere i en kasse for sig. Gitte Kirkegaard, ejer og adm. direktør, Logitrans

Gitte Kirkegaard, der er ejer og adm. direktør i Logitrans, producent af transportmateriel, mener at 8. marts skal bruges til at markere et opgør med ”kønskasser.” Det vil betyde at kvinders kompetencer og stærke sider kommer i fokus fremfor kønnet.

- Vi skal stoppe med at sætte kvindelige ledere i en kasse for sig. Når vi har en fælles ”kønskasse” til både mandlige og kvindelige ledere, undgår vi spørgsmål til kvindelige ledere, som ikke stilles til mænd. Som f.eks. "Arbejder din mand så også i virksomheden?" eller "Hvordan får du din hverdag til at hænge sammen med både et krævende job og hus og børn?", siger hun. 

Læs også: Gitte Kirkegaard om ledelse

Der skal mere ”just do it” ind i mindsettet, hvor kvinderne handler efter hvad de kan og vil. Sanna Suvanto-Harsaae, bestyrelsesformand i bl.a. BoConcept, Babysam

Sanna Suvanto-Harsaae, bestyrelsesformand i BoConcept, Babysam og TCM Group og medlem af SAS’ bestyrelse, ser kampdagen som en god platform til at opfordre kvinder til at handle mere offensivt.

- Der skal mere ”just do it” ind i mindsettet, hvor kvinderne handler efter hvad de kan og vil. De skal tænke mindre over, hvad der kan lade sig gøre i forhold til familie, venner og viden, for det kan man organisere sig på plads med,” siger hun.

Og så tilføjer Sanna Suvanto-Harsaae, at mandlige ledere kan bruge 8. marts til refleksion:

- De mandlige chefer, som har kun mandlige kolleger i deres ledelsesteam, bør spørge sig selv: Hvorfor har jeg ikke været dygtig nok til at få kvinder med, hvor har jeg fejlet?

Det er på tide vi kvinder stiller hold til at spille i superligaen for ledelse. Mie Krog, bestyrelsesmedlem, Flügger

Mie Krog, bestyrelsesmedlem i malerkoncernen Flügger, opfordrer kvinder til at vise mere mod og gå efter flere topposter.

- Det er på tide vi kvinder stiller hold til at spille i superligaen for ledelse. Vi skal træne klogt og effektivt og stille endnu mere skarpt på den sport, vi skal gøre os gældende indenfor. Ledelse kræver mod, flid og rigtig meget selvindsigt. Kvinder leverer ekstremt højt på specielt flid og selvindsigt. Tænk hvad det kan blive til når modet rykker med, siger hun.

Mie Krogs personlige commitment er at støtte flere kvinder, der viser viljen og modet i forhold til deres karrierer.

- Det er en gave, når man ser, at det nytter, tilføjer hun. 

Læs også: Mie Krog om ledelse

Vi skal blive ved med at være ambitiøse og sætte mål for at udviske uligheden – ikke kønnene Rikke Christiansen, Vice President, Radiometer

Fokus på kvinders stilling i verden er ligeså vigtig i dag som i 1910, da Kvindernes Internationale Kampdag blev fejret for første gang. Vi er stadig ikke i mål med ligestillingen mellem mænd og kvinder, påpeger Radiometers chef for global marketing, Vice President Rikke Christiansen.

- Når vi blandt andet kigger på kvinder i topledelse i Danmark, har vi stadig et stort gap – og det til trods for at alle undersøgelser taler for, at virksomheder med diversitet i ledelsen, har en bedre bundlinje. Vi skal blive ved med at være ambitiøse og sætte mål for at udviske uligheden – ikke kønnene, siger hun.

For Rikke Christiansen handler ligestilling nemlig ikke om ikke om at mænd og kvinder skal være ens.

- Men at der skal være lige muligheder - hvad end det gælder job, beslutninger eller løn, pointerer hun. 

Relateret