21.03.19 DIB Nyheder

Nye tal: Rekordmange nye job i januar

Beskæftigelsen i Danmark er på rekordkurs, viser nye tal fra Danmarks Statistik

I januar kom i alt 8.100 flere personer i job i Danmark, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det er den største stigning på en måned siden jobfremgangen begyndte i foråret 2013. 7.200 flere personer blev ansat i private virksomheder. I den offentlige sektor steg beskæftigelsen med knap 1.000 personer. Samlet er der nu 2.776.000 mennesker i arbejde i Danmark.

- Det kommer endnu engang bag på os, hvor stærk jobfremgangen er. I januar måned fik vi den største månedlige fremgang i antal job gennem hele opsvinget, der nu har varet næsten seks år. Og 7 ud af 8 nye job skabes i de private virksomheder. Den stigende beskæftigelse fortsætter altså ind i 2019, og jeg forventer, at endnu flere vil komme i job i løbet af året, siger underdirektør i DI Steen Nielsen.

-Vi ser, at stadig flere ældre danskere ønsker at fortsætte med at arbejde. Det gælder højtuddannede, faglærte og ufaglærte. Den udvikling har været afgørende for de seneste års fremgang for beskæftigelsen på arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at denne udvikling fortsætter, så velstanden i Danmark også kan stige i fremover. Derfor er det også afgørende, at man holder fast i de aftaler, der er lavet om tilbagetrækning i de seneste årtier, så de får lov til at virke efter hensigten, siger Steen Nielsen. 

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold