Holstebro Uddannelsescenter giver plads til lærlinge, som ellers skulle pendle langt fra hjem  til  praktikplads.

Foto: Holstebro Uddannelsescenter
14.03.19 DI Business Nyheder

Otte skolehjem gør det nemmere at søge læreplads langt væk hjemmefra

Som et forsøg tilbyder otte jyske skolehjem nu, at lærlinge kan bo billigt på hjemmene, mens de er i praktik på en virksomhed. Det giver både virksomhederne og lærlinge flere muligheder, mener Dansk Industri (DI).

23-årige Henrik André Nielsen kommer fra Farsø. Men han bor på skolehjemmet, der er tilknyttet Uddannelsescenter Holstebro, mens han er i praktik som chauffør hos Ejler Chr. Knudsen A/S i Holstebro. Her kører han alt fra skrald til skrot og særtransporter.

- Jeg har vanvittigt varierende arbejdstider, så det er rart, at jeg kan tage ind på skolehjemmet i stedet for at køre fem kvarter i bil til Farsø. I starten kørte jeg i bil to en halv time hver dag til og fra arbejde, og der var selvfølgelig en del udgifter til bilen. Jeg sparer altså penge ved at bo på skolehjemmet, fortæller Henrik André Nielsen.

Bor med andre unge

Skolehjemmene er normalt forbeholdt unge, der går på en erhvervsskole. Her kan de bo billigt i skoleperioderne. Men otte skolehjem i Jylland kan nu tilbyde plads til lærlinge, der er i praktik på en lokal virksomhed. Forsøgsordningen blev indført sidste år.

Det betyder, at elever i erhvervsuddannelserne kan søge en læreplads langt væk hjemmefra. Det er faktisk et krav, at man skal bo mindst fem kvarter væk fra praktikpladsen. Han eller hun kan bo sammen med andre lærlinge og elever, der er i gang med skoledelen af deres erhvervsuddannelse og skal ikke selv sørge for mad. Samtidig er der altid en voksen at gå til, hvis der er behov for det.

- Det kan godt være svært for de unge at tage væk fra de trygge omgivelser hjemme. Her giver vi dem mulighed for at være sammen med andre unge. Og vi laver også nogle aktiviteter sammen med dem, siger Kent Wamberg Hansen, der er afdelingsleder hos Uddannelsescenter Holstebro.

Læs også: Virksomheder søger lærlinge længere væk

Det kan godt være svært for de unge at tage væk fra de trygge omgivelser hjemme. Kent Wamberg Hansen, afdelingsleder, Uddannelsescenter Holstebro

Skal gøres permanent

Indtil videre har kun få lærlinge benyttet sig af det nye tilbud. Men erhvervsuddannelseschef Lone Folmer Berthelsen, DI, tror på, det kan blive mere almindeligt.

- Både virksomheder og lærlinge kan få flere muligheder ud af ordningen. Det er virkelig godt, at det nu bliver prøvet af, og vi håber og tror på, at muligheden kan blive permanent, siger erhvervsuddannelseschefen.

Henrik André Nielsen er meget glad for muligheden for at arbejde hos Ejler Chr. Knudsen A/S og bo på skolehjemmet.

- Jeg synes, at man skal gribe de muligheder, som byder sig. Og jeg havde muligheden for at få en praktikplads i Holstebro, siger han.

Følgende erhvervsskoler er med i forsøgsordningen: Uddannelsescenter Holstebro, Skjern Tekniske Skole, EUC Nord, EUC Nordvest Thisted, EUC Nordvest Morsø Landbrugsskole, EUC Nordvest Fiskeriskolen Thyborøn, Gråsten Landbrugsskole og Struer Statsgymnasium.

I Holstebro koster det 523 kroner om ugen at bo på skolehjemmet. Det er betaling for kost og logi.

Læs også: Praktikpladsmål blev nået i 2018

Lone Folmer Berthelsen

Erhvervsuddannelseschef

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk
Relateret