Et enigt Folketing gav i december sidste år de studernede et retskrav på at kunne påbegynde en kandidatuddannelse op til tre år efter endt bachelor.

Getty Images
01.04.19 DIB Nyheder

Virksomheder giver løfte til bachelorer: Arbejd for os

Universitetsbachelorer skal også have mulighed for at prøve deres kompetencer af på arbejdsmarkedet. Derfor er en række af Danmarks største virksomheder nu klar med et løfte om at se positivt på at ansætte universitetsbachelorer.

I årtier har det været sådan, at bacheloruddannelsen blot var et skridt på vej mod kandidatuddannelsen. Den var i hvert fald ikke tilstrækkelig grundlag at søge arbejde på. 

Men det skal være slut nu. I dag præsenterer Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers (V) det såkaldte bachelorløfte, som en række af Dansk Industris medlemsvirksomheder har underskrevet.

Med bachelorløftet ønsker virksomhederne og ministeriet at sende et klart signal til bachelorerne om, at de har gode muligheder for at få arbejde og få afprøvet deres kompetencer på arbejdsmarkedet inden bøgerne og kandidatuddannelsen kalder.  

Pumpegiganten Grundfos er en af de virksomheder, der har valgt at tilslutte sig bachelorløftet.

- Vi vil gerne sende et signal til de studerende om, at man ikke død og pine skal have en kandidatuddannelse for at blive ansat hos Grundfos. Vi har ansatte med både korte, mellemlange og lange uddannelser. Og de er alle meget værdsatte medarbejdere, der bidrager til Grundfos succes, siger Lars Enevoldsen, Group Vice President i Grundfos. 

Lars Enevoldsen håber også, at det kan være med til at fremme de såkaldte STEM-uddannelser (science, technology, engineering & math), der tæller uddannelser som ingeniør, matematiker, programmør og meget andet.

- Vi ønsker ikke, at de unges uddannelsesvalg skal være begrænset af, om de har lyst til at læse i tre eller fem år i streg. Med bachelorløftet kan de unge få mulighed for at få erfaring og afprøve deres kompetence. Det kan være, at de får blod på tanden i forhold til at tage en anden retning på kandidatdelen eller ønsker en ph.d uddannelse, siger han.

Læs også: DI: Endelig vælger flere unge erhvervsuddannelserne

I vores optik skal bacheloruddannelsens ikke betragtes som skridtet lavere end kandidatuddannelsen, men snarere som skridtet højere end mange uddannelser Rasmus Bing, HR-direktør hos Aalborg Portland

Et nyt syn på bachelorer

En anden af de virksomheder, der har valgt at tilslutte sig bachelorløftet, er Aalborg Portland, der gerne vil være med til at ændre synet på bachelorerne, fortæller Rasmus Bing, der er HR-direktør på cementfabrikken.

- I vores optik skal bacheloruddannelsens ikke betragtes som skridtet lavere end kandidatuddannelsen, men snarere som skridtet højere end mange uddannelser, siger han.

Ifølge Rasmus Bing kan bacheloruddannelsen været et godt udgangspunkt for den mere branchespecifikke læring, der foregår på Aalborg Portland – og som altid vil foregå uanset uddannelsesniveau. Det kan samtidig være et skridt på vejen mod en mere målrettet kandidatuddannelse.

- Helt grundlæggende er vi en arbejdsplads, der sætter kompetenceudvikling og læring rigtig højt. Vi er helt afhængige af at have ansatte, der kender til produktion, produkterne og vores maskiner. Det handler også om, at vi ikke kan hente ansatte hos nabofabrikken. Vi er den eneste cementfabrik i Danmark, siger Rasmus Bing.

Et godt miks af teori og praksis

I Dansk Industri (DI) er man godt tilfredse med, at virksomhederne har valgt at tilslutte sig bachelorløftet. DI har også selv tilsluttet sig løftet. 

- Det er et vigtigt skridt på vejen til at få skabt et mere fleksibelt uddannelsessystem og et arbejdsmarked, der er bedre tilpasset de studerende og virksomhedernes behov, siger chef for videregående uddannelser og forskning Mette Fjord Sørensen fra DI.

Hun håber, at størstedelen af de bachelorstuderende efter noget tid på arbejdsmarkedet vil vende tilbage til bøgerne og tage en kandidatuddannelsen.

- Det er vigtigt at understrege, at vi ikke ønsker mindre uddannelse – tværtimod – men vi ønsker, at man får en tættere kobling mellem uddannelserne og de kompetencebehov, som arbejdsmarkedet står over for fremadrettet, siger Mette Fjord Sørensen.

I DI er der derfor også stor tilfredshed med, at et enigt Folketing med sidste års aftale om mere fleksible universitetsuddannelser har givet de bachelorstuderende et retskrav på, at de kan vende tilbage til studierne og en kandidatuddannelse op til tre år efter, at de blev færdige med deres bachelor.

- Med det udvidet retskrav giver man de studerende mulighed for at erhverve en større viden om, hvad det er for problemstillinger, som virksomhederne står overfor i dagligdagen. Det kan styrke både de studerende og uddannelserne, når en god spand praksis bliver mikset ind i teorien, siger Mette Fjord Sørensen.

Hverdagen kan inspirere studierne

Samme forhåbning har Group Vice President Lars Enevoldsen fra Grundfos.

- Ved at komme ud i virksomhederne, tror jeg også, at de studerende kan få en masse inspiration til eventuelle fremtidige studier, siger han og tilføjer:

- Vælger de at læse videre, vil de være godt rustet med en masse viden om, hvad der er behov for på virksomhederne. Det kan inspirere og gøre deres studier mere relevante.

Læs også: Blog: Kære kvinder – skab teknologien og kom med til månen

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Mette Fjord Sørensen

Mette Fjord Sørensen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3797
  • Mobil +45 5213 2312
  • E-mail mfj@di.dk

Relateret indhold