Der er stadig gnister nok i dansk og international økonomi til, at DI's virksomhedspanel har tro på fremgang i omsætning og indtjening.

Foto: Getty Images
29.04.19 DI Business Nyheder

Danske virksomheder holder humøret oppe i svære tider

Medlemmer af DI’s virksomhedspanel tror på fortsat fremgang i det kommende kvartal trods internationale advarsler om faldende global vækst.

Selvom de mørke skyer er begyndt at trække sammen om den internationale økonomi, er der fortsat tro på fremgang i både omsætning og indtjening i den midtsjællandske virksomhed Bevola, der har specialiseret sig i produktion af kvalitetsprodukter til opbygning af lastbiler, hængere og trailere. Det er eksempelvis værktøjskasser, aksler, bremser, hydraulik og brændstoftanke. 

- Vi tror på, at 2019 bliver lidt bedre end 2018. På flere af de markeder, hvor vi operer, bør vi kunne manifestere os bedre og få en større bid af kagen, siger administrerende direktør Steen Hagelskjær fra Bevola.

Han fortæller, at virksomheden i de sidste par år har investeret tid og ressourcer i at bygge deres organisation og produktprogram op, så det nøje matcher kundernes behov på eksportmarkederne, som tegner sig for 80 procent af Bevolas omsætning.

- Selvom den internationale økonomi skulle gå lidt ned i gear, så er vi så meget nu bedre positioneret end tidligere, at vi godt kan få fremgang, siger Steen Hagelskjær og tilføjer:

- Den største udfordring for os er faktisk at få tilstrækkeligt med kvalificerede sælgere og medarbejdere generelt. Det gælder både i Danmark og i udlandet. 

Læs hele analysen af svarene fra DI's virksomhedspanel. 

Virksomheder trodser sortsyn i udlandet

Bevola er et godt eksempel på den optimisme, der præger medlemmer af Dansk Industris virksomhedspanel.

Blandt de 491 virksomheder, der har deltaget i virksomhedspanellet, er den gennemgående holdning, at det kommende kvartal vil være præget af fremgang i både omsætning, indtjening og medarbejderstab. Det gælder både hos eksportvirksomhederne og hos virksomhederne, der er koncentreret om det danske marked.

De relativt optimistiske udmeldinger vidner ifølge direktør i DI Kent Damsgaard om, at de danske virksomheder er velpositionerede på eksportmarkederne og at der god gænge i dansk økonomi.

- Danske virksomheder er kendt for at levere varer og service af en meget høj kvalitet. Det er særlig vigtigt i økonomisk udfordrende tider, hvor der kan blive mere kamp om kunderne, siger han.

Kent Damsgaard mener, at svarerne er særligt interessante set i lyset af de udmeldinger, der er kommet fra den internationale valutafond IMF og den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, der begge har nedjusteret deres prognoser for væksten i verdensøkonomien. 

- Jeg synes, at det et vigtigt og positivt budskab fra virksomhederne, som vi får her. Det er vigtigt, at vi ikke taler os ned i et sort hul og selv får skabt en krise. På den anden side skal vi ikke være blåøjede, men det er der heller ikke noget, der tyder på, at virksomhederne er, siger Kent Damsgaard og påpeger, at optimismen rent faktisk er faldet noget blandt eksportvirksomhederne siden den forrige måling.

Læs også: Nye tal: Tunge skyer over europæisk økonomi

Ingen eksportfest uden medarbejdere

Meldingerne fra virksomhederne er ifølge Kent Damsgaard også en påmindelse om, at der stadig er behov for at arbejde målrettet for at sikre adgangen til kvalificerede medarbejdere.

- Uden de rette medarbejdere kan virksomhederne ikke udnytte de mange muligheder, der fortsat er på eksportmarkederne. Det kan i sidste ende koste både vækst og arbejdspladser herhjemme og samtidig kan det svække virksomhedernes position i udlandet, siger han.

Læs også: SMV'er er Danmarks vækstlokomotiver

Kent Damsgaard

Direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk
Relateret