Hush-Hush Underwear vandt førstepladsen i DM for entreprenørskab. Team: Anna Bech, Julie Helleskov, Rasmus Villumsen

Foto: Fonden for entreprenørskab
24.04.19 DIB Nyheder

Fra festivaltelt til færøsk regntøj: Unge iværksættere havde bæredygtigt fokus til DM i iværksætteri

Bæredygtighed og socialt ansvar var fællesnævner, da elever fra ungdomsuddannelser på Færøerne, i Grønland og hele Danmark til DM i iværksætteri præsenterede deres projekter og opfindelser for blandt andre uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) og H.K.H. Kronprins Frederik.

En app mod ensomhed til morgendagens affaldskværn. Stande med overtøj og andre med madaffald eller grafer om madspild. Foyeren i Industriens Hus var onsdag 24 april fyldt tl bristepunktet med gode ideer fra 150 elever fordelt på 42 stande. De håbefulde unge kommer fra Grønland, Færeøerne og Danmark og var kombattanter i DM i Entreprenørskab

Vinderne får en plads til Europamesterskabet der afholdes i juli måned i Frankrig. De unge iværksættere fik ud over muligheden for at præsentere deres ide for dommerpanelet også en chance for at imponere både uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) og H.K.H. Kronprins Frederik, der besøgte Industriens Hus.

Dansk Industri lagde hus til DM i Entreprenørskab, som ifølge Kent Damsgaard kan inspirere de unge til at starte egen virksomhed.

- Det er rigtig gode og kreative ideer, de unge kommer med. Vi skal bakke op om dem, der skaber fremtidens virksomheder, job og velstand, som vi alle nyder godt at, sagde Kent Damsgaard, direktør i Dansk Industri.

Læs også: Affaldsdirektør: Bæredygtigt gennembrud kræver en klar strategi

Vi synes, det er sejt at kunne gå i en regnjakke, som er lavet af det telt, du sov i på Roskilde Festival. Heidi Lindenskov Róadóttir, elev på Glasir Marknagil, Færøerne

Tag dit telt på ryggen igen

De mange ivrige, men også nervøse unge ventede på dommerne, der skulle interviewe dem ved standene, der havde bæredygtighed og socialt ansvar til fælles.

Blandt dem ventede tre piger fra den færøske uddannelsesinstitution Glasir Marknagil spændt. De har startet virksomheden ÖDN (link åbner facebook).

ÖDN samler de telte, der står tilbage, når en festival er slut. Teltene laves om til regnjakker og tasker udelukkende ved hjælp af genbrugte materialer.

- Vi synes, det er sejt at kunne gå i en regnjakke, som er lavet af det telt, du sov i på Roskilde Festival. Vi mener faktisk, verden mangler det her produkt, sagde Heidi Lindenskov Roadottir, der sammen med Súsanna Tindskard Jacobsen og Nanna Sunnleivsdottir Djurhus står bag virksomheden

Læs også: Debat: Unges selvstændighed styrker troen på fremtiden

Behold dit affald

I takt med at flere og flere fik besøg af dommerne, fik eleverne også mulighed for at opleve hinandens ideer. Den ene pitch efter den anden spredte en stemning af iværksætteri blandt de mange stande.

Grundideen bag virksomheden CIPRO er simpel, fortalte holdet Julie Jensen, Jonas Møller Andersen og Mathias Jørgensen, der kommer fra Tietgen Skolen: Du skal beholde dit affald i stedet for at sende det til renovation.

- En kværn i køkkenskabet kværner alle madrester og laver på kun 24 timer affaldet om til jord, der kan bruges som gødning. Kokosbast hjælper med at nedbryde blandt andet kød og fisk, sagde Julie Jensen.

DM afholdes af Fonden for Entreprenørskab, og eleverne har alle været igennem undervisningsforløbet Company Programme.

Læs også: 8. klasse quizzer DI’s ekspert om handelskrigen

Vi tager kampen om mod ensomhed

Ideerne bliver bedømt af erhvervs- og organisationsfolk i kategorierne rapport, scenepræsentation, standinterview og lukket dommerinterview.

- 19 procent af alle unge piger og 13 procent af unge drenge i Danmark er tilbøjelige til at føle sig ensomme. Det ser vi som et samfundsproblem, som vi gerne vil være med til at løse, sagde Michelle Dahlmann, der sammen med Louise Just, Mark Fohlmann og Alex Snedked udgør holdet fra Rybners Gymnasium i Esbjerg.

De har udviklet appen Belong.in og vil tage kampen op mod ensomhed ved at skabe sociale netværk mellem mennesker, der eksempelvis lige er flyttet til en ny by eller har skiftet uddannelse.

Læs også: Flere end 300 lærlinge dyster mellem gnister og træsplinter

Og vinderen er

Danmarksmester blev Hush Hush Underwear IvS, Herningsholms Gymnasium, som er stiftet af Anna Bech og Julie Tirsbæk Helleskov.

- Det er sindssygt vildt at vinde! Det havde vi slet ikke regnet med. Vi ryster helt. Men nu skal vi bare videre og sælge noget mere og videreudvikle vores produkt, siger Anna Bech.

Hun suppleres af Julie Tirsbæk Helleskov:

- Hvis det ikke havde været for Company Programme, så havde vi ikke været her i dag. Vi ville aldrig have tænkt, at vi som personer skulle starte egen virksomhed. Det har været hårdt arbejde, og vi har kæmpet hårdt. Men en dag som i dag, bliver det det hele værd.

Andenpladsen gik til Isowell: Viden Djurs – VID Gymnasier. Team: Stine Dam Hoffmann, Valdemar Enemark, Marcus William B. Espersen

Tredjepladsen gik til 

Clean Crip: Aarhus Business College. Team: Mikkel Gustav Baumann, Christopher Faurholt-Fast, Christoffer Møberg Dybdal, Emil Rosenfold, Oliver Mazzarella

Dertil kom sporvinderne i hvert Company Programme undervisningsspor:

Indenfor Science & Technology vandt Viden Djurs – VID Gymnasier: Isowell

I Society & Globalization vandt Hush-Hush Underwear: Herningsholm Gymnasium

I Business & Service vandt Aevias: Herningsholms Gymnasium

I Trade & Skills løb eTalents: Herningsholms Gymnasim med prisen. 

DI ønsker vinderne stort tillykke og god vind til europamesterskaberne senere på året! 

Jonatan Steengaard
Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Kent Damsgaard

Kent Damsgaard

Politisk direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk

Relateret indhold