I 2016 vandt de unge idémænd bag virksomheden  Subreader DM i Entreprenørskab - i dag er virksomheden i fuld gang med at vokse sig større.

Foto: Fonden for Entreprenørskab
07.05.19 DIB Nyheder

Mange unge virksomheder er blandt de største

Udskiftningen er ikke ret stor i top 10 blandt de største danske virksomheder, men på top 100 ser det anderledes ud. Her er 43 virksomheder yngre end 20 år – og en af dem er Netcompany. I fremtiden kan toppen blive indtaget af nye, helt unge start up-virksomheder som SubReader.

- Vi fik idéen, fordi min lillebror er ordblind. Det var et problem, fordi vi ser mange film i min familie, og det hen ad vejen blev irriterende for både ham selv og os andre, at min mor var nødt til at læse underteksterne op for ham, fortæller Alexander Gram Jensen, der er partner i virksomheden SubReader .

Irritationsmomentet blev nemlig omsat til en forretningside af Alexander Gram Jensen og hans ven Anders Bredgaard Thuesen, som dengang endnu gik i gymnasiet. Idéen var en app, som kunne læse teksterne op, så lillebroderen blev uafhængig af mors hjælp – og den var så god, at idéen i 2016 vandt både DM i Entreprenørskab og de europiske mesterskaber i entreprenørskab.

Det blev starten på et forretningseventyr, som først lige er begyndt at tage fart.

- Nu er der 60 danske biografer, der har valgt at bruge vores løsning – og vi har lavet en version af appen til hjemmebrug, hvor vi er begyndt at få mange brugere. Vi er også begyndt at lave aftaler med skoler, så svagtlæsende elever kan følge med, når de ser film i undervisningen, fortæller Alexander Gram Jensen.

Virksomheden er for nylig vokset med yderligere to partnere og om lidt starter den først ansatte. Efter sommerferien er forventningen, at de vil være otte medarbejdere i alt. Der er med andre ord gang i forretningen.

Det er et tydeligt tegn på, hvor afhængige vi er af, at små og mellemstore virksomheder har mulighed for at vokse. Kent Damsgaard, Politisk direktør

Stor udskiftning i top 100

SubReader er blot ét eksempel på en ung virksomhed med fart på, for ser man på statistikken, er der mange relativt nye virksomheder – også blandt de helt store. Det viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI) der ser på, hvor mange år på bagen virksomhederne med den største værditilvækst egentlig har.

- Almindeligvis når vi tænker på store, danske virksomheder, er det nok ikoner som LEGO og Mærsk de fleste først kommer i tanker om. Men blandt de 100 største danske virksomheder, er de 43 faktisk yngre end tyve år. Det er et tydeligt tegn på, hvor afhængige vi er af, at små og mellemstore virksomheder har mulighed for at vokse, siger Kent Damsgaard, som er direktør i DI.

Analysen viser også, at de største virksomheder står for en meget stor del af eksporten – og at de gennemsnitligt er mere produktive end de mindre virksomheder.

- Derfor skal vi som samfund gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe små og mellemstore virksomheder med vækstpotentialet rigtig godt på vej. Det gælder både i forhold til at skabe de rigtige rammevilkår i forhold til bl.a. skatten, adgang til medarbejdere og den fornødne infrastruktur, men det handler også om at inspirere de unge til at udvikle nye forretningsideer og sørge for, at de kan teste dem i praksis, påpeger Kent Damsgaard.

Blandt andet derfor står DI sammen med Fonden for Entreprenørskab bag det årlige DM i Entreprenørskab for unge på ungdomsuddannelser.

Læs analysen "Mange store virksomheder er ret unge"

Danmark trænger til nye mastodonter

En af de danske virksomheder, der inden for de seneste 20 år har bevæget sig fra idéstadiet til top 100 over de største danske virksomheder, er it-virksomheden Netcompany. Virksomheden blev etableret i år 2000 – og sidste år havde den en omsætning på ca. 2 mia. kr. og mere end 2000 ansatte i fem lande.

André Rogaczewski er CEO og partner i Netcompany og formand for Fonden for Entreprenørskab. Han mener, at den virksomhedskultur, som han og hans partnere formåede at opbygge, er en stor del af forklaringen på succesen.

- Du skal selvfølgelig have et produkt og et forretningskoncept, som er unikt nok til at vække kundernes interesse. Men når det kommer til vækst, betyder virksomhedskulturen utrolig meget. Ønsker du at være verdens bedste? Verdens største? Målene, du sætter dig, er helt afgørende for, hvor langt du kan nå – og hele virksomheden fra ledelsen til den nyeste medarbejder, skal være del af den kultur, siger han.

Da Netcompany startede i år 2000 var den indstilling stadig i en sjældenhed i Danmark, men det har heldigvis ændret sig, fortæller Andre Rogaczewski.

- Egentlig er det jo også det, som tallene i analysen viser: Når der er så stor en udskiftning i top 100, viser det, at der faktisk er mange virksomheder, der har evnen og viljen til at vokse. Men på top 10 er udskiftningen ikke stor, og der må vi spørge os selv, hvorfor vi ikke har set flere nye mastodonter vokse frem i de seneste år? Kan vi ikke længere kan skabe helt store virksomheder i Danmark? Det tror jeg godt, at vi kan, understreger han.

De små kan blive de store

I den – endnu – lille virksomhed SubReader fejler virksomhedskulturen i hvert fald ikke noget. I løbet af sommeren er målet at komme ind på det svenske marked og senere på året går turen til Norge. Der er også nye produkter på vej, for ’tekst-til-tale’, som det hedder, kan bruges mange steder. Alexander Gram Jensen kan se masser af muligheder for vækst..

- Kan vi blive lige så store som Netcompany? Tja, det er selvfølgelig nogle store sko at skulle gå i, men jeg kan ikke umiddelbart se, hvorfor vi ikke skulle kunne det engang. Strategien er i hvert fald helt klart, at vi skal vokse, siger han.

Den største hindring SubReader har haft indtil videre var, at det tog så lang tid at gøre prototypen klar til salg. Det skyldes ikke mindst for få tekniske ressourcer i opstartfasen. Og det mener André Rogaczewski er et meget udbredt problem for både små og større virksomheder.

- Knaphed på tekniske kompetencer er nok den største hindring, der er for vækst. Det skal vi være meget opmærksomme på, for ellers vil virksomhederne flytte ud, hvor kompetencerne er. Man kan selvfølgelig også altid ønske justeringer af andre rammevilkår, men grundlæggende har mulighederne aldrig været bedre end nu for både start ups og ’scale ups’, altså virksomheder, der ønsker at vokse, slutter Netcompanys direktør.

Læs også: Rogaczewski: Vi skal vinde den digitale kamp i Europa

Lotte Malene Ruby
Skrevet af:

Lotte Malene Ruby

Relateret indhold