Lars Sandahl Sørensen kommer fra stillingen som koncerndirektør i SAS og ser frem til at tiltræde som ny adm. direktør for DI.

Foto: Thomas Arnbo
09.05.19 DI Business Nyheder

Lars Sandahl Sørensen bliver ny adm. direktør i Dansk Industri

Dansk Industri (DI) får ny adm. direktør, når Lars Sandahl Sørensen, koncerndirektør i SAS, tiltræder i midten af august.

DI’s formand, Lars-Peter Søbye, glæder sig over at have fået en så markant og kompetent profil til at stå i spidsen for Danmarks førende erhvervs- og arbejdsgiverorganisation.

- DI spiller en helt afgørende rolle i at skabe bæredygtig vækst, job og velstand i Danmark. Med Lars Sandahl Sørensen får DI en adm. direktør, som véd, hvad der skal til, for at vi kan fortsætte arbejdet, udvikle DI og klare os endnu bedre i den internationale konkurrence. Lars har et stærkt personligt drive og solid topledelseserfaring fra en lang række virksomheder. Dertil kommer erfaring fra internationalt arbejde og tillidshverv, som kan løfte DI til næste niveau, siger DI’s formand, Lars-Peter Søbye.

Lars Sandahl Sørensen ser frem til at tiltræde stillingen som adm. direktør for DI.

- Det er en fantastisk udfordring og et stort ansvar at få lov at stå i spidsen for Danmarks ledende erhvervs- og arbejdsgiverorganisation. Jeg glæder mig til at være med til at udvikle DI og skabe endnu større forståelse for, hvad der skal til, for at styrke dansk erhvervsliv og vores velfærdssamfund, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han peger på, at DI i de kommende år har en vigtig opgave med at gå foran inden for innovation og bæredygtig vækst.

- Politikerne har en utrolig vigtig rolle i at skabe de nødvendige rammer og lovgivning. Det er i høj grad virksomhederne, der kan skabe de konkrete, innovative bæredygtige løsninger, der er stor efterspørgsel efter såvel i Danmark som i resten af verden. Danmark har et enestående udgangspunkt, og det bliver en af DI’s største prioriteter i de kommende år at bidrage til at realisere det potentiale globalt, siger Lars Sandahl Sørensen.

Lars Sandahl Sørensens forgænger, Karsten Dybvad, fratrådte posten i december 2018 i forbindelse med, at han blev formand for Danske Banks bestyrelse.

Fakta

Lars Sandahl Sørensen

Lars Sandahl Sørensen er koncerndirektør i SAS, hvor han bl.a. står i spidsen for virksomhedens udviklings- og transformationsinitiativer samt en række af SAS-gruppens selskaber.

Han har tidligere bl.a. været seniorrådgiver for en række investeringsselskaber og kapitalfonde, ligesom han har været kommerciel direktør på koncernniveau i ISS Group, adm. direktør for Visit Denmark/Dansk Turistråd og seniorkonsulent i DI’s internationale område. Han har også været ansat i Udenrigsministeriet.

Han har boet og arbejdet i bl.a. Japan, Storbritannien, USA og Australien. Ud over sine ansættelser har Lars Sandahl Sørensen haft – og har fortsat – en lang række bestyrelsesposter herhjemme og i udlandet.

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk
Relateret