Emballagevirksomheden Tetra Paks digitale direktør, Henrik Widestadh, gav ved MADEs årsdag 22. maj gode råd til digitalisering, blandt andet: Drøm stort, start småt - og vigtigst af alt - start!

Foto: MADE/Jonas Lund
22.05.19 DIB Nyheder

MADE bag milliongevinster for Produktionsdanmark

Foreningen MADE, der fremmer produktion i Danmark, fejrede onsdag fem års virke på kontant baggrund. MADEs initiativer har således sikret 16 virksomheder gevinst for 189 mio. kr. Tetra Pak gav gode råd til digitalisering.

Siden 2014 har foreningen MADE (Manufacturing Academy of Denmark) haft travlt med at hjælpe fremstillingsindustrien med at udvikle og indføre ny teknologi for at sikre konkurrenceevne og produktion på dansk grund.

Arbejdet giver pote lød det fra foreningens formand, Morten Buhl Sørensen, senior vice president fra Danfoss, da han onsdag overfor 200 fremmødte gjorde status over MADEs virke ved foreningens årsdag i Industriens Hus.

MADE er i disse måneder ved at gøre status over foreningens første fem år. Og et foreløbigt resultat fra 16 udvalgte virksomheder, der har deltaget i MADEs aktiviteter, viser en foreløbig gevinst i form af øget salg og besparelser på 189 mio. kr. Og værdien for den gruppe af MADE virksomheder ventes at blive mere end firedoblet i løbet af de næste tre år til 879 mio. kr.

- Det er ganske store tal. Hertil kommer en stribe tilbagemeldinger, hvor andre virksomheder angiver, at forskningen har bidraget til at afdække en proces, pege på nye løsningsmuligheder og finde nye metoder, sagde Morten Buhl Sørensen.

Læs også: Nu lister Schulstads lastbiler sig gennem natten 

Hvert år samler MADEs innovationsaktiviteter op mod 1.000 personer fra virksomheder, forskere, eksperter fra GTS-institutter og andre med interesse i produktion. Morten Buhl Sørensen, bestyrelsesformand, MADE

Spået effekt på 6,1 mia. kr. 

MADEs effekt kommer efter investeringer på i alt 380 mio. kr., som foreningen har rejst fra forskellige interessenter - primært fonde og virksomheder. MADE har arbejdet i to spor, ”SPIR” og ”Digital”, hvor foreningen har koblet universiteters forskere, virksomheder og de såkaldte GTS-institutter, som arbejder for at skabe innovative virksomheder, sammen for at hjælpe virksomhederne med at bruge ny teknologi og moderniserer deres produktion.

Innovationsfonden har været den største enkelte sponsor undervejs. Fonden regnede sig i evaluering for to år siden frem til, at MADEs samfundsøkonomiske effekt ville nå helt op på 6,1 mia. kr., hvis de løsninger, foreningen har været fødselshjælper for, blev bredt ud til alle relevante virksomheder i Danmark.

Det svarer ifølge Morten Buhl Sørensen til, at MADE har potentiale til at løfte produktiviteten i danske fremstillingsvirksomheder med 2 pct. pr. år.

- Hvert år samler MADEs innovationsaktiviteter op mod 1.000 personer fra virksomheder, forskere, eksperter fra GTS-institutter og andre med interesse i produktion. Vi mødes over hele landet. Grundlaget er et højt fagligt niveau. En effektiv struktur. Og jeres opbakning. Det giver et stærkt netværk for innovation, sagde Morten Buhl Sørensen.

Læs også: Studerende udvikler løsninger for virksomheder

5 gode råd fra Tetra Pak

Målt på MADEs medlemstal er interessen også stigende. Over 180 virksomheder, uddannelsesinstitutioner, universiteter og de såkaldte GTS-institutter, som arbejder for at skabe innovative virksomheder har meldt sig ind. Siden 2014 har omkring 4000 personer hentet inspiration fra MADEs fødekæde af projekter.

Ny teknologi var også omdrejningspunktet for årsdagens andre oplægsholdere. Den svenskejede emballagegigant Tetra Pak med en omsætning på 11,5 mia. euro og 24.500 medarbejdere beskrev virksomhedens brug af ny teknologi. Og digital direktør, Henrik Widestadh gav i den forbindelse fem gode råd til andre virksomheder:

- Det første råd er at holde fokus på forretningen. Undgå at digitalisere blot for at digitalisere. Det er meget nemt at blive fascineret af ny teknologi – men det skal give mening, sagde han.

De næste tre råd var: Hav et åbent sind, find samarbejdspartnere og hav styr på jeres data.

Og så det femte fra Tetra Pak-direktøren:

- Drøm stort, start småt – og vigtigst af alt – start!

Læs mere om MADE

Dorte Gram Nybroe

Dorte Gram Nybroe

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3769
  • Mobil +45 2968 5962
  • E-mail dgny@di.dk

Relateret indhold