24.05.19 DI Business Nyheder

Nye tal: Danskerne pendler markant længere i dag end for 10 år siden

Danskerne rejser længere for at komme på arbejde, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det kalder på en samlet plan for udbygningen af infrastrukturen frem til 2030, mener DI.

På landsplan var den gennemsnitlige pendlingsafstand fra bopæl til arbejdssted 21,8 km i 2017, hvilket er en stigning på 14 pct. i forhold til 2008, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Geografisk mobilitet på arbejdsmarkedet er vigtig i forhold til at sikre et godt jobmatch mellem virksomheder og medarbejdere. Vi kan se, at danskerne pendler længere, hvilket vidner om, at virksomheder og medarbejdere har behov for at søge hinanden over stadig større afstande, siger branchedirektør i DI Transport, Michael Svane.

Antallet af personer, der har mere end 50 km mellem bopæl og arbejde, er også steget markant. Fra ca. 201.000 personer i 2013 til ca. 248.000 personer i 2017.

- I flere store virksomheder rundt om i landet er der i dag medarbejdere med bopæl i næsten alle landets øvrige kommuner. Infrastrukturens betydning for arbejdsmarkedet er ikke til at komme uden om, siger Michael Svane og fortsætter: 

- Investeringsniveauet for udbygning og vedligehold af infrastruktur skal hæves, og der bør vedtages en samlet plan for udbygningen af infrastrukturen frem til 2030. For arbejdsmarkedet og de pendlende er det helt afgørende, at trafikproblemer ikke blive en større tidsrøver end højst nødvendigt. Og her er det også vigtigt at huske, at det ikke er et spørgsmål om enten veje, kollektiv trafik eller cykelstier. Det er både-og, siger Michael Svane.

Læs også: DI: 70 milliarder kroner skal give danskerne verdens bedste transport

Michael Svane

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4652
  • Mobil +45 4036 1348
  • E-mail misv@di.dk
Relateret