15.05.19 DI Business Nyheder

Nye tal: Europæisk opsving har seks års fødselsdag

Væksten i europæisk økonomi stiger, men tilliden til økonomien er nu på det laveste niveau siden august 2016

Efter et par svage kvartaler tiltog væksten i starten af 2019. EU-landenes samlede økonomi voksede med 0,5 pct. i første kvartal 2019. Væksten i eurolandene var på 0,4 pct. Beskæftigelsen steg tilsvarende med 0,3 pct. Det viser nye tal fra Eurostat.

- Der er fortsat vækst i økonomien i Europa, og det er en rigtig god nyhed. Det er godt at se, at der stadig er spræl i det europæiske opsving efter en række svage nøgletal fra Tyskland, italiensk recession i anden halvdel af 2018, gule veste i Frankrig og brexit, siger Allan Sørensen, chefanalytiker i Dansk industri (DI).

- Det europæiske opsving har seks års fødselsdag, og europæerne har nydt godt af den økonomiske fremgang. Over 18 millioner europæere har fået job og ledigheden er faldet fra 11 til 6,4 procent, siger Allan Sørensen.

Væksten har over det seneste år været højest i Polen, Rumænien og Ungarn, mens Tyskland og Italien har haft den laveste vækst i EU.

- Væksten har været ujævnt fordelt. Østeuropa har fortsat høj vækst, mens det har knebet med at sætte fart på økonomien i Italien og Tyskland. Både Tyskland og Italien har dog øget væksten lidt her i starten af 2019, siger Allan Sørensen.

EU-landenes samlede økonomi voksede sidste år med 2,0 pct. En ny prognose fra EU-Kommissionen viser, at væksten forventes at falde til 1,4 pct. i år. Det vil være den laveste vækst siden 2013.

- Tilliden til økonomien er faldet kraftigt over det seneste år og er lige nu på det laveste niveau siden august 2016. Den svækkede tillid til økonomien er desværre et varsel om, at væksten i Europa vil tage af i den kommende tid, siger Allan Sørensen.

- Vi sender hovedparten af vores eksport til markederne i EU. Derfor håber vi, at det europæiske opsving vil fortsætte de kommende år. Væksten vil være forholdsvis lav i Vesteuropa, mens de østeuropæiske markeder byder på høj vækst og gode muligheder for at øge eksporten, siger Allan Sørensen.

Danske virksomheder eksporterede sidste år varer og tjenester for ca. 650 mia. kr. til markederne i EU.

Allan Sørensen

Chefanalytiker

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk
Relateret