Holdene bag løsningen af udfordringer fra Peter Larsen Kaffe og Fischer Lighting til kickoffmøde i selskab med historiske portrætmalerier af DI-profiler.

Foto: Peter Fallesen
03.05.19 DIB Nyheder

Studerende udvikler løsninger for virksomheder

Grupper af forskellige studerende er godt i gang med at udvikle løsninger på udfordringer hos blandt andre Peter Larsen Kaffe og Fischer Lighting. Under Folkemødet bliver arbejdet gjort færdigt og præsenteret for et panel af eksperter.

Der var god stemning og masser af inspiration at hente, da studerende, virksomheder og organisationer var fredag samlet i Industriens Hus. Eftermiddagen var sat af til kickstart for grupper af studerende fra CBS, DTU og et kunstdrevent innovationsforløb på Arken, der har tilbudt at skabe bæredygtige løsninger for danske virksomheder.

Henover foråret har både danske og udenlandske studerende som del af det ambitiøse projekt Students Hack Folkemødet arbejdet på forskellige case-udfordringer stillet af bl.a. to DI medlemsvirksomhederne Fischer Lighting og Peter Larsen Kaffe.

Peter Larsen Kaffe har stillet en caseudfordring om, hvordan man engagerer og informerer de kaffedrikkende festivalgæster om de bæredygtige aspekter forbundet med kaffe.

- Vi er til stede på rigtig mange festivaler i Danmark, så det er en problemstilling, vi er meget optaget af. Derfor er det super fedt, at få nogle kloge unge hoveder til at arbejde intensivt med det. Vi har store forventninger til, hvad de kommer frem til, siger Rebekka Lorentzen Storgaard fra Peter Larsen Kaffe.

Læs også: Blog: 21 virksomheder bliver pionerer på bæredygtig udvikling

Levende laboratorium på Bornholm


Virksomheden Fischer Lighting har udfordret de studerende til at se på nye muligheder for installering af ny LED-teknologi i eksisterende belysningsarmaturer.

- De unge mennesker i dag rider i den grad med på den bæredygtige bølge. Og de har god sans for, hvad der bliver morgendagens forretning. Vi håber, at de studerende, der arbejder med vores case, kan komme med nogle gode løsninger, som kan bidrage til at udvikle vores bæredygtige forretning på lang sigt, siger Lars Elmvang, som er partner hos Fischer Lighting.

Projektet kulminerer på Folkemødet på Bornholm, som bliver et levende laboratorium for test af de bæredygtige løsninger. Her bringes de studerende sammen for at arbejde intensivt med løsningerne. Og besøgende vil kunne se alt fra tekniske prototyper til nye forretningsmodeller og inddragende kunstværker.

Til finalen på verdensmålenes plads på Folkemødet lørdag den 15. juni skal de studerende pitche deres endelige løsninger for et panel af eksperter.

Find DI's eksperter på Folkemødet

Fakta

Students Hack Folkemødet

 

DI står i samarbejde med DTU Skylab og Globalt Fokus bag projektet, Student Hack Folkemødet. Projektet har til formål at engagere grupper af studerende fra CBS, DTU og et kunstdrevent innovationsforløb på Arken i at skabe innovative bæredygtige løsninger for danske virksomheder, der kan imødekomme globale udfordringer.

Fredagens kick-off arrangement i Industriens Hus var første gang, at alle partnerne fra projektet – virksomheder, studerende og organisationer – var samlet til en fælles gennemgang af cases og program for når det går rigtigt løs på Folkemødet i Allinge i juni.

Læs mere om Students Hack Folkemødet og se også info-grafik

Marie Lehmann

Marie Lehmann

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3133
  • Mobil +45 2628 2166
  • E-mail male@di.dk

Relateret indhold