Den tysk-franske togfusion mellem Siemens og Alstom skulle ruste Europa i konkurrencen med Kina. Men aftalen blev bremset af EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager i februar.

Foto: Ritzau Scanpix
21.05.19 DIB Nyheder

Topkommentator: Drop europæiske megafusioner

Tysk-franske drømme om at gøre det lettere for Europas store virksomheder at slå sig sammen vil intet godt gøre for Europa. Brug i stedet kræfterne på at styrke EU’s indre marked og skab bedre grobund for idémagere. Det mener Martin Wolf, chefkommentator på Financial Times.

Hvordan skaber du en stor og dysfunktionel virksomhed? Ved at slå to dårlige, mellemstore virksomheder sammen. Sådan lyder en gammel læresætning inden for virksomhedsdrift, der gang på gang har vist sig at holde stik.
 
Med al sandsynlighed vil læresætningen også vise sig at holde stik, hvis fremtiden byder på flere megafusioner af europæiske industrivirksomheder, som der blandt andet drømmes om i Tyskland og Frankrig. Det vurderer Martin Wolf, chefkommentator på Financial Times og en af den internationale erhvervselites førende meningsdannere.
 
– Hvis vi har svage virksomheder i Europa, bliver de ikke gode, blot fordi de bliver slået sammen. Og da slet ikke hvis vi giver dem monopolstatus i Europa, siger Martin Wolf, der fra sit kontor på Financial Times kan skue ud over Themsen og se de grå skyer trække sig sammen over et London, der også økonomisk er ramt af et uoverskueligt brexit.
 

Hvordan får europæiske giganter succes

Meldingen fra den indflydelsesrige økonom spiller lige ind i den ophedede debat om, hvordan Europa og de europæiske virksomheder skal klare sig i konkurrencen mod fremadstormende kinesiske og amerikanske giganter, der ifølge pessimisterne er ved at få så stor magt over verdensøkonomien, at europæiske virksomheder er prisgivet.

Debatten tog for alvor fart, efter at EU’s konkurrencekommissær, danske Margrethe Vestager, i februar blokerede for fusionen af franske Alstom og tyske Siemens, der skulle have muliggjort, at virksomhederne i fællesskab kunne tage konkurrencen op med verdens største togproducent, kinesiske CRRC. En beslutning der er blevet mødt med utilfredshed i både Berlin og Paris.

Men ifølge Martin Wolf var det helt rigtigt set af den danske kommissær, da hun blokerede for fusionen. Hverken den eller andre megafusioner vil nemlig gøre noget godt for europæiske virksomheders konkurrenceevne.

– Europæiske politikere bør spørge sig selv, hvilke institutioner og programmer vi har brug for i Europa, hvis vi vil have flere succesfulde virksomheder, der vokser sig store, siger Martin Wolf.

Staten har ikke skabt Google

Ifølge Martin Wolf er det vigtigt at huske på, at staten ikke har haft en finger med i spillet i dannelsen af vor tids nye megavirksomheder – hverken i Kina eller i USA.

– Det er ikke den amerikanske stat, der har skabt Apple, Google, Facebook eller Microsoft. Og det er ikke den kinesiske stat, der har skabt Alibaba eller Tencent. De er startet af private entreprenører og har vokset sig store, siger Martin Wolf.

Dermed ikke sagt, at staten altid skal blande sig helt udenom. Martin Wolf sætter selv stor pris på, at vi i Europa i dag har Airbus, der startede som et konsortium af statsligt ejede europæiske rumfartsfabrikanter.

Han mener også, at der kunne have været et moment i tiden, hvor Europa med fordel kunne have taget konkurrencen op med Google, så det ikke var blevet det globale monopol, det er i dag.

Vi skal have skabt  en eller to Silicon Valleys i Europa Martin Wolf, chefkommentator på Financial Times

Løsningen er et mere integreret indre marked

Men tiden er løbet fra den slags radikale løsninger. I stedet bør vi i Europa satse på at få det indre marked til at fungere endnu bedre og få skabt nogle miljøer, der er fordrende for skabelsen af fremtidens vindere.

– Vi skal have skabt en eller to Silicon Valleys i Europa. Det handler om at bygge videre på de universitets- og forskningsmiljøer, der allerede er stærke. Og her er der afgjort et stort rum for statslig indblanding, siger Martin Wolf.

 

Blå bog – Martin Wolf

72 år og fra London.

Uddannet på Oxford University i filosofi, politik og økonomi.

Chefkommentator på den britiske avis The Financial Times.

Forfatter til flere bøger om økonomi og globalisering. Senest ”The Shifts and the Shocks: What We’ve Learned – and Have Still to Learn – from the Financial Crisis”.

Har været ansat i Verdensbanken og været direktør for Trade Policy Research Centre i London.

Fremhæves af topøkonomer som Paul Krugman og Kenneth Rogoff som den førende erhvervskommentator i verden.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold