DI er klar med anbefalinger til nye EU-parlamentarikere omkring det indre marked, klima, energi og miljø, digital udvikling og en række andre områder .

Illustraation: Belle Djerberg
26.05.19 DIB Nyheder

Her er DI's anbefalinger til de nyvalgte i EU

Dansk Industri har i alt ni overordnede anbefalinger til det nye EU. Blandt de ni er der især tre, hvor erhvervslivet er en del af løsningen, påpeger DI.

Dansk Industri (DI) har en række konkrete forslag og anbefalinger, der spilles ind til den nye EU-Kommission, der tiltræder senere i 2019 efter sammensætningen af det nye Europa-­Parlamentet. Det sker blandt andet via den danske regering, som tager forslagene med videre.

- Og vi gør det også gennem vores europæiske paraplyorganisation BusinessEurope og via dialog med vores europæiske søsterorganisationer, der er på linje med os, siger DI's europapolitiske chef, underdirektør Anders Ladefoged.

Især tre anbefalinger har stor relevans for både virksomheder og samfund:

1
Det indre marked skal blive endnu bedre

På EU’s indre marked kan danske virksomheder handle frit med 500 millioner forbrugere og 26 millioner europæiske virksomheder. Den mulighed har de udnyttet så godt, at vi har 100 mia. kr. mere hvert år i det danske samfund, end hvis vi stod uden for det indre marked. Samtidig sikrer arbejdskraftens fri bevægelighed, at virksomhederne kan få dygtige medarbejdere fra andre EU-lande.

Det indre marked fungerer dog ikke altid efter hensigten. Det sker stadig, at virksomhederne møder hindringer for den fri bevægelighed af varer, tjenester, kapital og arbejdskraft mellem landene. Derfor er der et stort potentiale i både at modernisere og udvikle det indre marked.

Hvad kan EU gøre?


Sikre at fælles regler håndhæves ensartet og styrke kontrol med, at produkter overholder kravene i EU.

Beskytte det indre marked og den fri bevægelighed ved at hindre, at de enkelte lande opstiller handelshindringer i form af nationale særregler og branchestandarder.

Kræve at EU-lande respekterer princippet om gensidig anerkendelse, så produkter, der er lovlige i et EU-land, kan sælges i andre EU-lande.

Få det indre marked for tjenesteydelser til at fungere. Der er stadig for mange benspænd for virksomheder, der vil udføre for eksempel montage, vedligeholdelse eller rådgivning på tværs af grænserne i det indre marked.

Sørge for, at den fælles regulering i det indre marked er teknologineutral.

Dansk Industri foreslår:

At forbedre klagesystemet for virksomheder, der oplever forhindringer for handel med deres produkter eller services på det indre marked.

At fastholde et stærkt europæisk standardiseringssystem, hvor virksomhederne har indflydelse på udviklingen af standarder.

At forbedre og forøge markedsovervågning på det indre marked.
At etablere nationale informationsportaler, som informerer fyldestgørende om, hvilke krav der gælder for virksomheder, som vil eksportere varer eller services.

2
Høje ambitioner inden for klima, energi og miljø


EU skal gå forrest i den grønne omstilling. Vi skal ændre de måder, vi producerer og forbruger energi på. Vi skal tage endnu mere hensyn til klimaet i vores transportløsninger, vores bygninger og vores produktion. Det er både godt for klima og miljø, samtidig med at det skaber nye markeder for grønne danske produkter og services.

Klodens ressourcer er begrænsede, så cirkulær økonomi og genbrug er centralt. Det skal være lettere at samarbejde hen over landegrænser om at indsamle, sortere og behandle affald. EU’s fælles energi-, klima- og miljøpolitik er en afgørende ramme for de indsatser, vi kan gøre for klima og miljø.

Hvad kan EU gøre?

Arbejde for at EU bliver CO2-neutral senest i 2050, og at EU lever op til klimaaftalen fra Paris. Fremme den grønne omstilling i de enkelte medlemslande gennem effektiv fælles regulering.

Bruge CO2-kvoter som instrument til at nå klimamålsætninger og sikre en robust pris på CO2-kvoter, så virksomheder tilskyndes til at investere i klimavenlige løsninger.

Fremme energirenovering af bygninger. Bygninger står for 40 procent af EU’s samlede energiforbrug, og ældre bygninger bruger langt mere energi end nye.

Sikre bedre muligheder for at handle el og gas mellem landene i Europa og modernisere regler for statsstøtte, så de fremmer udbredelse af vedvarende energi.

Arbejde for fælles bæredygtighedskrav til biomasse både i Europa og resten af verden.

Dansk Industri foreslår:

At vedtage et EU-mål om karbonneutralitet i 2050 og sikring af effektiv implementering af EU’s 2030 klimamål.

At vedtage en politisk ramme for EU’s klimapolitik efter 2030 med fokus på en omkostnings­effektiv grøn omstilling, virksomhedernes konkurrenceevne og forsyningssikkerhed.

At EU skal gennemføre bygningsdirektivet mere effektivt i forhold til renovation af ejendomme.

At opdatere EU’s regler for gasmarkedet med fokus på bæredygtig gas.

3
Større udbytte af digital udvikling


Danmark er EU's mest digitale samfund. Men pladsen i det globale førerfelt kan vi ikke tage for givet. Lande som USA og Kina har sat fuld fart på, og konkurrencen bliver derfor hele tiden skarpere. EU skal øge digitaliseringen i Europa – særligt ved at sætte skub i digitaliseringen af EU’s indre marked. Det øger virksomhedernes produktivitet og styrker deres evne til at konkurrere, så de kan skabe flere job og mere velstand i Danmark.

Et mere digitalt Europa skal stå på to ben. Dels er der behov for fælles EU-regler, der styrker befolkningens tillid til digitale løsninger. Dels skal de rigtige rammer på plads, så virksomheder kan udnytte de digitale muligheder til at skabe vækst og arbejdspladser.

Hvad kan EU gøre?

Beskytte borgernes følsomme data, så de ikke bliver misbrugt.

Skabe fælles regler for udveksling af data, som er den afgørende ressource for den digitale udvikling i alle sektorer og brancher. Data skal kunne bevæge sig frit i det indre marked på samme måde som varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdstagere.

Investere betydeligt mere i forskning og udvikling inden for kunstig intelligens og robotter.

Sikre at den fælles regulering i EU er teknologineutral, så den ikke står i vejen for, at virksomheder indfører endnu bedre teknologier, materialer eller forretningsmodeller på markedet.

Dansk Industri foreslår:

At sikre en effektiv håndhævelse af regler for beskyttelse af persondata (GDPR) i alle medlemslande.

At ”eksportere” GDPR som et globalt regelsæt for databeskyttelse.

At indføre enklere og mere sammenhængende regler, der fremmer frivillig dataudveksling mellem virksomheder og samtidig reducerer risikoen for misbrug.

At medlemslande vedtager åbne datapolitikker og gør store datasæt offentligt tilgængelige.

At udarbejde en EU definition af kunstig intelligens og gør EU’s nye retningslinjer om etisk brug af kunstig intelligens mere operationelle.

At sikre at EU’s cybersikkerheds­agentur (ENISA) har tilstrækkelig kapacitet til at håndtere cyber­sikkerhedstrusler i Europa.

At sikre at EU’s produkt­lovgivning er gearet til at håndtere cybersikkerhed.

Læs også: Her er EU-politikernes topprioriteter

Sammen om Europa

EU spiller en afgørende rolle for Danmark, hvis vi også fremover vil være et af de bedste og tryggeste steder i verden at leve, arbejde og drive virksomhed.

Så hvor bør de nyvalgte medlemmer af Europa-Parlamentet tage fat? Dét giver vi DI’s bud på her.

Læs mere

Anders Ladefoged

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk

Relateret indhold