Vestas: EU-ambitioner skaber grønne job i Danmark
EU's målsætninger vil drive den næste bølge af vedvarende energi, forventer kommunikations- og marketingsdirektør i Vestas A/S, Morten Dyrholm. Vindgiganten lægger hus til, når EU-politikerne 15. maj skal diskutere Europa-Parlamentets betydning for vækst og job i Danmark.
Vestas har over 2.000 produktionsarbejdspladser i Midt- og Vestjylland. Med hjælp fra hundredevis af underleverandører bygger de vindmøller, der hovedsageligt sælges i Europa.
Det fortæller virksomhedens kommunikations- og marketingsdirektør, Morten Dyrholm.
- Mange danske arbejdspladser og eksportkroner er altså på spil, når vores EU-parlamentarikere kæmper for ambitiøse mål for den grønne energi i Europa, siger Morten Dyrholm.
Han mener derfor, at det er vigtigt at gøre opmærksom på Europa-Parlamentets betydning for debatten og den grønne omstilling - både for EU's og for planetens skyld.
Hvor gør EU den største forskel for jer?
- Arbejdet med et udvidet elmarked og EU's initiativer på klima- og energiområdet i energiunionen er helt essentielt for os. Den store vision er jo at koble alle landende sammen, således at vinden fra nord kan handles til syd, solen fra syd kan handles til nord, og biomassen fra øst kan handles til resten af EU.
Hvad skal de danske medlemmer af Europa-Parlamentet lægge vægt på i næste periode?
- De har sat sig tungt på den grønne dagsorden og placeret sig i de rigtige fora og komiteer. I den næste periode har vi brug for, at de danske parlamentarikere har samme fokus og holder fast i den grønne stemme.
Læs også: Senmatic byder indenfor til EU-debat
Hvor havde I været i dag uden EU?
- Vindbranchen har næsten en halv million ansatte alene i Europa i dag, og langt de fleste vindvirksomheder har hovedsæde i Europa. EU's fokus på at sikre den grønne omstilling har skabt tusindvis af arbejdspladser i Danmark og resten af Europa. Det er ikke sikkert, vi havde haft dem uden et klima-ambitiøst EU.
Hvordan skal EU udvikle sig de næste fem år for at understøtte jeres udvikling?
- Vedvarende energi skal i endnu højere grad integreres på tværs af medlemslande. Og så skal der satses på elektrificering af transport og industri.
Læs også: Tema om valg til Europa-Parlamentet i DI Business
Fakta
Vestas A/S
Morten Dyrholm, kommunikations- og marketingsdirektør siden 2016.
Verdensomspændende producent af vindmøller.
Beskæftiger 4.338 medarbejdere i Danmark.
Fabrikker og salgskontorer i hele verden.
Omsatte i 2018 for 75,6 mia. kr.
Sammen om Europa
EU spiller en afgørende rolle for Danmark, hvis vi også fremover vil være et af de bedste og tryggeste steder i verden at leve, arbejde og drive virksomhed.
Så hvor bør de nyvalgte medlemmer af Europa-Parlamentet tage fat? Dét giver vi DI’s bud på her.