11.06.19 DIB Nyheder

21 mio. skal sætte skub i dansk it-sikkerhed

Det skal være slut med at skyde med spredehagl for at styrke cybersikkerheden i dansk erhvervsliv. En ny samlende enhed, Danish Hub for Cybersecurity, skal med 21 millioner i ryggen fra Industriens Fond skabe synergi og koordinere igangværende initiativer.

Cybersikkerhed står højt på agendaen i danske virksomheder. Skrækhistorier skræmmer og prisen for at blive ramt af cyberangreb kan være høj. Men selvom mange har erkendt, at sikkerhed er en stor udfordring, så ligger løsningen ikke altid lige for. Det problem skal en ny dansk cyber-hub være med til at løse.

- Ved at etablere en ny dansk hub med fokus på cybersikkerhed er ambitionen at samle de mange gode tiltag som findes rundt omkring i Danmark, så vi får delt erfaringer og skabt synergier på tværs af aktører på området og får skabt et økosystem, der bidrager til udviklingen af innovative cyberløsninger, siger Tim Sloth Jørgensen, der er programchef for Industriens Fonds særlige indsats inden for cybersikkerhed.

Projektpartnerne har – sammen og hver for sig – allerede gang i forskellige erhvervsrettede tiltag på cyberområdet. Så det nye partnerskab, bestående af i alt 15 organisationer, starter i løb.

- Vi har allerede gang i mange vigtige initiativer indenfor cybersikkerhed. Men nu fyrer vi godt op under kedlerne, sætter koordineringen i højsædet og så rykker vi i samlet flok, så vi bedst muligt kan ruste virksomhederne. Indledningsvist skal vi kortlægge og udvikle de fysiske rammer omkring hubbens arbejde – eksempelvis behovet for hackerlabs, testfaciliteter eller virtuelle træningsplatforme. Der er meget at tage fat i, siger Ole Lehrmann Madsen, adm. direktør for Alexandra Instituttet, der sammen med Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut og Force Technology udgør GTS-institutterne i Danish Hub for Cybersecurity.

Læs også: Styrk danske virksomheders forskning og udvikling

Hubben skal også arbejde for at sætte ekstra skub i kommercialiseringen af forskning og teknologiske løsninger gennem både nye og eksisterende virksomheder Tim Sloth Jørgensen, programchef i Industriens Fond

Skal hjælpe på salg af dansk teknologi

Lederen af den nye hub ventes at blive fundet hen over sommeren. Hun eller han kommer i sit daglige arbejde til at læne sig op ad et advisory board bestående af danske virksomheder, der på forskellig vis arbejder med cybersikkerhed.

- Målet med den nye hub er at styrke erhvervslivets konkurrenceevne. Det handler derfor om at skabe innovative og sikre produkter ude i virksomhederne. Produkter og løsninger som kan stå stærkt i den globale konkurrence og kan bidrage til at beskytte erhvervslivet mod cybertrusler. Og derfor skal hubben også arbejde for at sætte ekstra skub i kommercialiseringen af forskning og teknologiske løsninger gennem både nye og eksisterende virksomheder, siger Tim Sloth Jørgensen.

Læs også: Blog: Kære kvinder – skab teknologien og kom med til månen

Kærkomment initiativ

I Dansk Industri modtager digitaliseringspolitisk chef Christian Hannibal nyheden om den nye hub med begejstring.

- Det er rigtigt tænkt på mange måder. Der er helt klart behov for koordinering og netværk på tværs af de mange gode danske initiativer, og der er ingen tvivl om, at dansk it-sikkerhed kan blive et stærkt eksportprodukt. Mange både danske og udenlandske virksomheder har stort behov for at kunne finde gode løsninger på it-sikkerheden, og den høje danske troværdighed er afgjort et plus i den sammenhæng, siger Christian Hannibal.

Læs også: Tillid er passwordet til Danmarks digitale fremtid

Fakta

Danish Hub for Cybersecurity

Iværksættes af Alexandra Instituttet, CenSec/Inno-Sec, Copenhagen Business School, Danmarks Tekniske Universitet, Dansk Brand og Sikringsteknisk Institut, Erhvervsakademi Aarhus, FORCE Technology, InfinIT, IT-Universitetet, Københavns Erhvervsakademi, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet. Industriens Fond har bevilliget 21 mio. kroner til projektet som led i fondens særlige indsats indenfor cybersikkerhed.

Læs mere om Danish Hub for Cybersecurity

Christian Hannibal

Christian Hannibal

Digitaliseringspolitisk chef

Relateret indhold