Direktør Ryan Rahbæk fra Autohuset Vestergaard har klargjort bilforhandleren til, at markedet træder på bremsen belært af erfaringerne fra finanskrisen i 2009.

29.08.19 DIB Nyheder

Bilforhandler: ”Det første tab er altid det billigste”

Autohuset Vestergaard mistede 800 mio. kr. i omsætning under finanskrisen. Sidste år satte bilforhandleren fra Horsens dog omsætningsrekord, og i dag har direktør Ryan Rahbæk garderet sig mod en ny krise med større egenfinansiering og likviditetsreserver.

Mærker I optræk til en nye krise?

– Ja, Efterspørgslen på varebiler og lastvogne er gået ned. Og på privat­biler oplever vi også en tilbageholdenhed. Som bilforhandler er vi dem, der mærker det først. Det er her folk sparer, når der er usikkerhed, så vi følger udviklingen tæt.

Hvad lærte I af finanskrisen?

– Vi fik bekræftet, at det er helt afgørende at tage action på det, man ved. Vi nedbragte omkostningerne betragteligt allerede i foråret 2008 ved at sige farvel til medarbejdere, skære omkostninger og reducere varelageret. Vi vidste ikke, hvor længe krisen ville vare, men vi vidste, at det første tab altid er det billigste. Det handlede vi på, og det var den rette strategi.

Hvordan ville I stå rustet, hvis en ny finanskrise ramte i morgen?

– Bedre end sidst, for vi er mere beredte i dag. Vi ved, at likviditet også i vores branche er altafgørende. Så vi er meget mere likvide i dag end i 2008. Vi har også mere langfristet kapital i form af egenkapital. Og det betyder, vi har flere ”tålmodige” penge, og færre der puster os i nakken, for vi har mere, vi selv kan styre. På den måde har vi samlet set mere at stå imod med end sidste gang, hvor vi gik fra 2,1 mia. kr. i omsætning i 2007 til 1,3 mia. i 2009. Det var ret voldsomt.

Har I gjort noget særligt på kunde­siden for at være klar til en krise?

– Vi har arbejdet meget med digitalisering og har blandt andet brugt mange ressourcer på vores website, hvor kunderne kan bestille tid og interagere med os. Endvidere har vi siden krisen solgt mange servicekontrakter, som giver sikkerhed for både kunden og os flere år frem.

Læs også: DI: Regeringen skal holde krudtet tørt og styrke konkurrencekraften

Har I gjort noget i forhold til med­arbejderne?

– Nej. Vi er jo ikke en branche, der bliver fede, når det går godt. Kommer der krise, må vi gøre det nødvendige og tilpasse omkostningerne.

Hvad ser du som de største trusler mod virksomheden i øjeblikket?

– Jeg er mest bekymret for et EU på kanten af recession: Tyskland uden den store vækst og finansiel uro i Italien. Hvis den europæiske økonomi stagnerer, påvirker det også Danmark. Jeg så også gerne, at handelskrigene faldt til ro. Finansmarkederne i Danmark og verden gynger op og ned, og der er behov for afklaring.

Læs også: ”Jeg tror, vi står på tærsklen til en nedgang”

Fakta

AUTOHUSET VESTER­GAARD A /S, HORSENS

Ryan Rahbæk, direktør siden 2003

Grundlagt 1983

11 butikker med personbiler, 5 med lastbiler, 1 leasingselskab

800 medarbejdere i alt

Omsætning 2018: 3,7 mia. kr. – ny rekord

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Relateret indhold