Hvordan håndterer du en krise? DI Business har spurgt tre virksomheder, hvad de lærte af den seneste - og hvordan de ruster sig til den næste. Dette er den første af tre artikler.

Foto: Lars Horn/Baghuset
12.08.19 DIB Nyheder

”Jeg tror, vi står på tærsklen til en nedgang”

Sigurd Jakobsen, arkitekt og indehaver af Atra Arkitekter, mærker nervøsitet i boligmarkedet og forventer derfor en nedgang i markedet. Men virksomheden er langt mere klar til at håndtere en nedtur end under finanskrisen for 10 år siden.

Hvad lærte I af finanskrisen?

– For det første at banker er virksomheder, som skal tjene penge på kunderne og ikke uvildige rådgivere. Det kan blive meget dyrt at låne penge, hvis man for alvor har brug for dem. For det andet at det kan gå rigtig hurtigt ned af bakke, når økonomien vender. Vi gik fra 14 til 7 mand på seks måneder og mistede 40 procent af vores omsætning.

Hvordan vil I stå rustet, hvis en ny krise ramte i morgen?

– Markant bedre. Vi har en bedre økonomi, og så har vi meget bevidst fået spredt os ud på flere kunde­segmenter. Det har givet os en mere balanceret forretning.

Hvilke ændringer har I gjort i den daglige drift for at være klar til en krise?

– Efter finanskrisen fik vi trimmet forretningen med hjælp fra en ekstern konsulent og Vækstfonden. Det gjorde ondt, men vi fandt 30 – 40 procent på driften. Vores mål har været, at vi vil være økonomisk uafhængige af banken. Det er vi nu.

Hvilke strategiske valg har I foretaget?

– Vi har været meget strategiske i vores udvælgelse af segmenter. Vi har både kunder i det private boligbyggeri, i den almene sektor og hos det offentlige. Og så har nogle af vores projekter en lang tidshorisont, hvilket gør det muligt for os at se længere frem end før.

Mærker du optræk til krise?

– Jeg tror, at vi står på tærsklen til en nedgang. Jeg kan mærke, at der er en høj grad af nervøsitet i branchen, og det er blevet sværere at sælge boliger i Aarhus og Aalborg. Men vi skal også huske på, at de seneste år har været ualmindeligt gode.

Ser du nogle muligheder i krise?

– Afgjort. Den samfundsmæssige udvikling betyder, at selvom der er en nedgang i økonomien, vil der stadig være efterspørgsel på arkitekter. Vores familie- og bosætningsmønstre skifter, der bliver flere aktive seniorer, flere ældre og flere singler. Og der er masser af skoler, offentlige bygninger og erhvervsbyggeri, der skal moderniseres for at leve op til klimamålene. Her står vi godt rustet, fordi arkitektens kreativitet tit kan være nøglen til den rigtige løsning.

Læs også: Nationalbankdirektør: Gem krudtet til hvis krisen rammer

Fakta

ATRA ARKITEKTER A /S, HOLSTEBRO

Sigurd Jakobsen, stifter i 2006

Arkitekt Mark le Fevre er medejer. 

Afdelinger i Aalborg og 

Holsterbro

25 medarbejdere og omsætning på ca. 20 mio. kr. i 2018.

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold