Kina har udvalgt 10 sektorer, som landet vil være førende indenfor inden 2025, herunder bl.a. grøn energi og biotech.

Illustration: SofieJuul Buch
03.06.19 DI Business Nyheder

Kina presser danske virksomheder

Med planen ”Made in China 2025” sætter Kina turbo på at transformere landet til global producent af blandt andet robotteknologi inden 2025. Danske virksomheder skal indgå partnerskaber og fokusere på udvikling i Kina for at holde trit, siger to Kina-iagttagere.

Truslen fra øst. Det lyder dramatisk – og det er det også.

Kina er i gang med en gigantisk industriel transformation ved navn ”Made in China 2025”, der vil påvirke industrivirksomheder i hele verden, inklusiv Danmark.

– Konsekvensen er ultimativt, at det dels bliver vanskeligere for danske virksomheder at eksportere til – og være i – Kina. Og dels at danske eksportvirksomheder fremover vil møde en uhyggelig stærk konkurrent på markederne i resten af verden, siger lederen af Dansk Industris projektafdeling i Shanghai, Peter Bøgh Hansen.

Kinas ambition med Made in China 2025 (MIC 2025), er at blive selvforsynende med avanceret teknologi inden for 10 udvalgte sektorer, der skal sparke Kina højere op i den globale værdikæde og væk fra positionen som ”fabriksgulv” for resten af verdens produktionsvirksomheder.

Danske virksomheder er stadig foran teknologisk, ligesom blandt andre energi-, fødevare- og medicinalvirksomheder har haft nogle gode år herude. Men med MIC 2025 kan det være slut med ”business as usual." Peter Bøgh Hansen, Consultant

Same same – but cheaper

De ti udvalgte sektorer, Kina satser massivt på at transformere, er blandt andre robotteknologi, grøn energi og medicinsk udstyr. Områder hvor danske virksomheder traditionelt set er med helt fremme i det globale udviklingsfelt – og Kina traditionelt set har importeret.

Den transformation kommer ikke til at gå stille af sig, siger forfatter og journalist Christina Boutrup.

– Danske virksomheder kan regne med, at senest i 2025 kan Kina præcis det samme, som de kan. Og det er problematisk, fordi kineserne ofte er 30 procent billigere. Det vil presse verdensledere som blandt andre Vestas, der har brugt milliarder på udvikling, siger hun.

I sin seneste bog ”Den store Tech Revolution – Sådan former Kina vores fremtid” peger Christina Bou­trup på, at kinesiske virksomheder typisk ikke selv har opfundet den dybe tallerken. Men er eksperter i at kopiere og bygge ovenpå eksisterende teknologi ”at China speed” – i en rasende fart.

– Man skal være opmærksom på, at konkurrencen på det kinesiske marked er ekstrem hård, og derfor søger kinesiske virksomheder hurtigt ud på andre markeder. Det betyder, at med MIC 2025 står verden foran en veritabel kinesisk tsunami af billig højteknologi, siger hun.

Læs også: Danske virksomheder skal lære Mexico om solens kraft

(Artiklen fortsætte efter billedet)

Få adgang til projekter i Kina

Dansk Industri øger indsatsen for at give danske virksomheder adgang til Kina. Det sker med Access CHINA, som er et nyt DI-program for danske SMV’er og startup.

Foto:Skyfish

Få adgang til projekter i Kina


Vil selv og har penge med

Grundsubstansen i  Made in China 2025 er Kinas ønske om fremover selv opfinde og udvikle. Og der er penge bag det ønske.

– Ambitionerne skal realiseres ved hjælp af enorme mængder kapital, som 800 fonde administrerer og pumper ind i innovationsmiljøer, projekter og virksomheder, fortæller lederen af Dansk Industris projekt­afdeling i Shanghai, Peter Bøgh Hansen.

Tal fra OECD viser desuden, at Kina har øget sine udgifter til forskning og udvikling med næsten 1.000 procent. Fra 40,9 mio. dollar i 2000 til 442,7 mio. dollar i 2017.

– Kina mener det her seriøst, og den kinesiske regering plejer at nå sine mål, siger forfatter og journalist Christina Boutrup.

Læs også: Podcast: Kunstig intelligens tager magten i 2062

Overvej partnerskaber

Så hvad gør kloge danske virksomheder?

Christina Boutrup anbefaler at indgå strategiske partnerskaber med kinesiske virksomheder, som for eksempel FLSmith har gjort med en af sine kinesiske konkurrenter ud fra devisen ”if you can’t beat them join them”.

LEGO har også indgået et samarbejde med den kinesiske internetgigant Tencent, der ønsker at lære af LEGOs arbejde med beskyttelse af børns privatdata.

– Danske virksomheder er ekstremt dygtige til at sætte mennesket i centrum for teknologien og helt i front, når det kommer til CSR, bæredygtighed og håndtering af privatdata. Det kan de udnytte til at gøre sig interessante over for kinesiske partnere, som til gengæld kan åbne døren til det gigantiske kinesiske marked, siger hun.

Leder af Dansk Industris projekt­afdeling i Shanghai, Peter Bøgh Hansen peger også på partnerskaber. Særligt for danske virksomheder, der overvejer at etablere sig i Kina.

MIC 2025 er også et ”call to ­action”. Kineserne har markeds­adgangen og er virkelig varme på udenlandske virksomheder, der kommer med know-how. Peter Bøgh Hansen, Consultant

Udvikling, udvikling, udvikling

Begge iagttagere peger på, at risikoen for at blive kopieret er til stede. Som den altid har været i Kina. Fokus skal være på udvikling, udvikling og så lidt mere udvikling.

– Danske virksomheder skal se at forstå omfanget af Made in China 2025 og den kinesiske vilje til at omstille sig. Den er enorm. Hvis de kan bistå med at indfri landets ambition, er der bestemt muligheder. Jeg vil klart anbefale at få R&D-­afdelinger (forskning og udvikling, red.) rykket herud, hvor udviklingen er, siger Peter Bøgh Hansen.

Christina Boutrup anbefaler danske virksomheder at dreje udviklingsblikket fra Silicon Valley mod Kina, der allerede er verdens førende inden for nye digitale forretnings­modeller, sociale medier og e-handel. Og snart bliver det inden for kunstig intelligens.

– Danske virksomheder skal i højere grad bruge Kina som et laboratorium, hvor de kan tappe ind i det kinesiske udviklingsøkosystem og samarbejde med universiteterne og teste nye produkter på verdens største marked. Hvis de nye produkter eller services kan klare sig på det kinesiske marked, er sandsynligheden for, at de kan klare sig i resten af verden større. Det er den bedste måde at ruste sig til, at kineserne kommer – for det gør de, siger hun.

Fakta

Made in China 2025 (MIC 2025)

Central, økonomisk 10 års udviklingsplan (2015 2025), der skal gøre Kina selvforsynende og førende inden for 10 industrielle sektorer blandt andet robotteknologi, grøn energi og biotech

Ukendt milliardbudget, finansieret af 800 fonde

Første tiltag i en tretrins raket frem mod 2049, hvor Folkerepublikken fylder 100 år.

GODE RÅD

Fokusér på partnerskaber og udvikling

Indgå strategiske partnerskaber med kinesiske virksomheder, evt. mulighed for at få del i MIC-penge

Skær på omkostninger, det er knivskarpt at konkurrere med statsstøtte

Tap ind i det kinesiske udviklings- økosystem: Samarbejd med universiteterne,  test produkter og indsaml data i Kina.

Vær konstant i front teknologisk, accepter at dit forspring er kort

Slå på bæredygtighed, produktivitet og mennesket i centrum – nordiske styrkepositioner, som Kina har brug for.

Kilder: Forfatter Christina Boutrup og lederen af Dansk Industris projektafdeling i Shanghai, Peter Bøgh Hansen.

Peter Bøgh Hansen

Consultant

  • Direkte +45 3377 3438
  • Mobil +45 2226 0198
  • E-mail pmh@di.dk
Relateret