Johannes A. Saugbjerg, adm. direktør for VOLA A/S, er siden 8. marts formand for regionalforeningen DI Horsens. Han er 54 år og har været 13 år hos VOLA. Før da havde han lederjob hos BB Electronics, Dupont og Deloitte.

Foto: Vola A/S
20.06.19 DIB Nyheder

Arbejdskraft og trafik øverst på VOLA-chefens liste

VOLA's adm. direktør Johannes Aagaard. Saugbjerg er ny formand for regionalforeningen DI Horsens. Han vil prioritere infrastruktur og områdets mangel på medarbejdere i jobbet.

Hvad vil du bruge din rolle som formand for DI Horsens til?

– Jeg vil bruge positionen til at få nogle ting på dagsordenen, som er afgørende for vores område og vores virksomheder, når det handler om at sikre produktion og arbejdspladser i Danmark og i regionen.

Hvilke faktorer er afgørende i regionen?

– Det handler især om to ting: Infrastruktur og arbejdskraft som faktisk er to sider af samme sag. De velkvalificerede medarbejdere skal være derude, og de skal kunne komme på arbejde på en nem måde. Hvis ikke det er opfyldt, kan vi i yderste konsekvens blive nødt til at sige nej til ordrer.

Hvordan skal infrastrukturen gøres bedre?

– Først og fremmest ved at motorvej E45 får et tredje spor hele vejen mellem Vejle og Randers. Det vil gøre det hurtigere at nå frem til vores virksomheder, og dermed udvide muligheden for at rekruttere flere medarbejdere. Det er selvfølgelig et langstrakt projekt, så derfor gælder det om at komme i gang.

Er der stor mangel på medarbejdere?

– Ja. 60 procent af vores virksomheder har forgæves søgt faglært arbejdskraft, så det er ikke arbejdspladser, der mangler. Samtidig er det også vigtigt, at vi uddanner flere af vores egne faglærte. Erhvervslivet skal gøres mere synligt for de unge.

Hvordan skal I være mere synlige?

– Det handler om at få folkeskoler ud i virksomhederne på et tidligt niveau. Vi har et godt samarbejde med kommunerne om at fremme debatten om erhvervsuddannelser. Men det er også vigtigt, at virksomhederne er parate med praktikpladser.

Mangler der praktikpladser?

– Mange virksomheder tager et ansvar og opretter praktikpladser. De er gode forbilleder for de øvrige. Det er altid bedre at fremhæve det gode eksempel end at dunke folk i hovedet med, at de ikke gør nok. Jeg vil meget hellere, at vi hjælper nye virksomheder i gang med også at høste fordelene ved at uddanne lærlinge.

Hvad driver dig som erhvervsleder?

– Det er at gøre en forskel og få tingene til at gå op i en højere enhed, hvor alle parter arbejder i samme retning mod et fælles mål. Det bruger jeg i forhold til kommunen, samarbejdspartnere og medarbejdere, hvor det udløser en synergi, som alle får noget ud af.

Læs også: RAF Motors A/S vinder DI Horsens’ PraktikPladsPris 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Annette Christensen

Annette Christensen

Chef for Erhvervsudvikling & DI i Aarhus

  • Direkte +45 3377 4838
  • Mobil +45 2829 8384
  • E-mail anch@di.dk

Relateret indhold