Opgave om kapitalbinding i råovne udløser nystiftet pris
”Kapitalbinding i lageret af råovne”. Det lyder som et snævert emne, men ikke desto mindre skaffede en fagprøve med denne titel Karina Lind Clemmesen fra Scan A/S Fagprøveprisen 2019.
En nyindstiftet pris fra HK/Privat og Dansk Industri (DI) er netop uddelt for første gang.
Prisvinderen blev Karina Lind Clemmesen fra virksomheden Scan A/S, der modtog prisen i form af en sølvfigur udarbejdet af guldsmed Nicolai Appel. Dertil kom 25.000 kroner og et indrammet diplom.
Den nyindstiftede pris hedder ”Fagprøveprisen” og uddeles til elever, der har bestået fagprøven på handelsuddannelsen med et originalt og flot resultat. Karina Lind Clemmesen får prisen for sin opgave om ”Kapitalbinding i lageret af råovne”.
- Man mærker begejstring for faget i Karinas fagprøve. Den viser stor forståelse for virksomheden og dyb indsigt i kunde- og logistikrelationer, siger Claus Agø Hansen, uddannelsespolitisk konsulent i HK/Privat
I sin begrundelse for valget af Karina skriver formandskabet for Udviklingsfondens bestyrelse:
”Når valget falder på Karinas opgave skyldes det flere faktorer. Hun har behandlet et kompliceret emne; hvilket stiller store krav til overblik og faglig indsigt i flere problemstillinger. Karinas udgangspunkt er et centralt fokuspunkt i alle store produktionsvirksomheder i dag, nemlig at spare omkostninger hvor det kan lade sig gøre. Med dette mål for øje kaster Karina sit faglige blik på Scans varelager af råovne.”
- Vi er meget glade for, at Karina vandt årets elevpris, og vi selv blev bedste praktiksted. Karina har været hos os i nogle år, inden hun blev elev og er både som medarbejder og som kollega i en klasse for sig selv, siger direktør i Scan A/S Henrik Dalsgaard.
Læs også: Bronzestøberi: Sådan skar 3D-print ugevis af vores leveringstid
Godt afsæt for spændende job
Uddannelseschef Lone Folmer Berthelsen, DI, er også begejstret for Karina Lind Clemmesens opgave og benytter lejligheden til at rose handelsuddannelsen.
- Handelsuddannelsen er en fremragende uddannelse, både for virksomheder og den enkelte. Uddannelsen forener praktiske kompetencer med teoretisk indsigt i at drive virksomhed i en kompliceret verden og er samtidigt et godt afsæt for både spændende job i virksomheder på tværs af brancher og videre uddannelse.
Formålet med fagprøveprisen er at gøre opmærksom på de mange muligheder i Handelsuddannelsen og inspirere elever og virksomheder til at præstere noget særligt, som har betydning for virksomheden, erhvervet og branchen.
Læs også: Årets sønderjyske lærling yder topservice og er en god ambassadør
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.